I 1990’erne blev de efterlyst hver anden dag på Politikens litteratursider. Nu udgiver Gyldendal dem i en lind strøm. Jeg taler selvfølgelig om den store samtidsroman, familieromanen. Katrine Marie Guldagers romanserie om Køge-familien og Anne Lise Marstrand-Jørgensens romaner Hvad man ikke ved og Når sandheden skal frem fortæller vor tids historie fra 1960’erne og frem.
Nu er også Hanne Richardt Beck sprunget ud i genren med romanen Familien Kammer om et tandlægepar i Haslev og deres tre børn. Romanens problem er blot, at tandlægefamilien er for almindelig til at fastholde interessen over små 500 sider. Romanen kunne være en tredjedel kortere, uden at noget væsentligt gik tabt.
Romanens kompositionsprincip kan minde om Woolfs Mrs. Dalloway, hvor en kvinde en junidag gør status over sit liv som optakt til et aftenselskab. Her udløses behovet for status af ægteparret Dea og Bent Kammers forestående guldbryllup. Synsvinklen er fordelt på tandlægen Dea, ægtemanden Bent og de tre børn, der gennem tre måneder før festen i flashbacks og nutid tænker og taler om det at være en del af netop denne familie. Hvad har de fået med sig, hvorfor er det gået sådan, og hvad kunne man ellers have gjort?
Datteren Maris desperation over sit vaneægteskab med den sympatiske John rummer gode iagttagelser, men går også i ring mellem Maris underliggende vrede og parrets hyggelige forbrugsture til Lyngby Storcenter. Mellembarnet Thomas på 49 er fraskilt skoleleder, og hans forelskelse i en ung lærer på skolen havner hurtigt i en blindgyde, som den nølende Thomas har svært ved at rode sig ud af igen. Den yngste datter Kit er familiens mystiske barn, måske en über-sensitiv person, som holder sig væk fra familiekontakt i halve år og lever et stilfærdigt liv i Malmø med få menneskelige kontakter og alle ejendele gemt væk i skabe.
Dysfunktionel familie
Af familienavnet Kammer skal man nok slutte, at familien har lukket sig om sig selv, trods flytningen fra huset på Bellisvej. Mari og Thomas enes da også om, at familien Kammer er håbløst dysfunktionel.
Formentlig vil Hanne Richardt Beck pege på, at især de to ældste børns familieideal er noget mere idyllisk end nogen virkelig familie kan være gennem 50 år og tre børn. Alligevel er de voksne børns foragt for deres forældres ’dysfunktionelle’ liv interessant. Strengt taget er forældrene mere tilfredse med deres liv end børnene med deres. F.eks. er der en markant kontrast mellem Bents og Deas rolige ømhed for hinanden og børnenes oplevelse af de stressende søndagsmiddage i familien: ’Moren var tosset, faren var svag, og Kit var irriterende.’
I familien, og på tandlægeklinikken, har Bent været den søde, Dea den effektive og regnskabskyndige. Men hun har savnet Bents anerkendelse og fremstår derfor i børnenes øjne kontrollerende og magtsyg. Bent derimod har tilbragt sine aftener ved skrivebordet, kontaktløs og fjern, og har overladt ansvaret for børn og andre sammensatte problemer til Dea.
Det hele er kort sagt så normalt, at der skal et tæt, gyldent tyktflydende sprog til at løfte historien. Og her synes jeg desværre, at Hanne Richardt Beck kommer til kort. Trods den klare komposition – 50 år komprimeret på tre måneder – er der simpelt hen alt for meget med. Enhver association følges til dørs, og tempoet i romanen, også i replikskifter, nærmer sig længden IRL (In Real Life):
Thomas lagde fingrene klar på tastaturet, »hvor mødte de hinanden?«/ »På tandlægehøjskolen.«/ »Superromantisk.«/ »Vil du have mælk til kaffen?«
Mange beskrivelser og tankestrømme er direkte klodsede: »Hendes yndlingseksempel var et forsøg med karper, der havde lært at holde sig fra en bestemt form for madding op til tre år efter, at de var blevet fanget med en krog med den pågældende madding på.«
Hertil kommer irriterende korrekturfejl. Hvorfor har Gyldendal ikke en korrekturlæser, der kan stave til Aspergers (en form for mild autisme)? (’Asbergers’ forekommer tre gange s. 197-198). Og ’hanks’ for ’hangs’ (kilder til nag), er næsten ubærligt. Fiksheder skal være fikse.
Hanne Richardt Becks tidligere romaner, både den rørende Men bedste hr. Hund om en lille piges opvækst med en kærlig, traumatiseret far, og hendes seneste, den dystopiske 7 Sydøst har været skarpere skåret og mere afgrænsede, både i tema og omfang.
Denne gang har forfatteren forløftet sig på et ambitiøst projekt. Resultatet er så kedeligt som at åbne andres folks flyttekasser fra et langt liv.
Nu skal jeg uanset ikke læse denne roman, og da slet ikke efter Marie Louise Kjølbyes anmeldelse, men det er nu interessant, så forskelligt bøger anmeldes, og så forskellige ting, der lægges vægt på.
Lise Garsdal i Politiken har få indvendinger og giver fire ud af seks hjerter.
Hvis det system var anvendt her, var det vel kun blevet til et enkelt hjerte.