Læsetid: 3 min.

Når en løgn er en gave fra guderne

Den energiske og underholdende dokumentar ’This Ain’t California’ fortæller i rent ud forbløffende optagelser om 1980’ernes østtyske skater-kultur. Men er historien nu også sand?
12. september 2013

Historien om det østtyske skater-miljø, hvor man i skyggen af berlinermur og koldkrigsretorik satte helbred og frihed på spil i forsøget på at omdanne DDR’s betonlandskaber til en legeplads for antiautoritære drengerøve, er næsten for god til at være sand. Og den er måske heller ikke sand. I hvert fald ikke i lige præcis den version, som den fremstilles i den debuterende dokumentarist Marten Persiels medrivende højoktanfilm, This Ain’t California.

I filmen mødes en gruppe snart midaldrende venner fra det tidligere Østtyskland et par årtier efter deres vilde ungdom for at mindes klikens midtpunkt, den karismatiske og rebelske super-skater Denis ’Panik’ Paraceck, som nu – til alles forundring – viser sig at være død som soldat i Afghanistan. De tidligere skatere kryber sammen om et lejrbål i ruinerne af de bygninger, der omgav deres gamle mødested i Olvenstedt, en forstad til Magdeburg. Understøttet af tidstypisk musik og et overflødighedshorn af private smalfilm og videooptagelser fremkalder de i fællesskab erindringen om, hvordan skater-kulturen, først i Magdeburg og senere i Østberlin, ikke blot blev en ventil for østtyske unge med et overtryk af energi og hormoner, men tillige udviklede sig til en næsten systemnedbrydende sten i skoen på det totalitære regime.

Tanken er besnærende. Til at begynde med ignorerede omgivelserne stort set de unge vovehalse, som udfordrede normerne ved at udsætte sig selv for alskens fysiske prøvelser uden noget rationelt eller ideologisk begrundet mål. Da fænomenet voksede, forsøgte myndighederne at bremse galskaben. Og da dét ikke viste sig muligt, blev statsmagtens strategi at omklamre de unges egen kultur og gøre skateboarding til en officiel disciplin.

En godt fortalt løgn

Sådan fortæller Marten Persiel historien. Og siden premieren på This Ain’t California på filmfestivalen i Berlin i februar 2012 har de fleste været enige om, at der var tale om en stærkt underholdende og veldrejet beretning om at være ung bag jerntæppet i 1980’erne. Men parallelt hermed er det hen ad vejen blevet blotlagt, at ikke alene er en stor del af det fantastiske arkivmateriale rekonstrueret, selve hovedkarakteren er måske også ren fiktion.

Snarere end en dokumentarisk sensation er der altså tale om et hybridværk i familie med andre af tidens drilske udspil såsom Banksys Exit Through the Giftshop (2010) eller Sarah Polleys Stories We Tell (2012). Spørgsmålet er så, om det nødvendigvis gør en film ringere, at den snarere end bogholderagtigt at holde sig til de faktiske begivenheder søger en højere poetisk sandhed. Tja, ikke hvis man spørger eksempelvis Werner Herzog, som selv har benyttet sig af begrebet »ekstatisk sandhed« i forbindelse med sine såkaldt dokumentariske film.

Måske forholder det sig simpelthen sådan, som Luke Rhinehart, forfatteren til en af min ungdoms kultromaner, Terningemanden (1971), hævdede, nemlig at en godt fortalt løgn er en gave fra guderne. Er man villig til at acceptere den præmis, er This Ain’t California noget af det mest stimulerende, man kan se i biografen lige nu. Og hvem ved, måske fortæller filmen – trods iscenesættelser, skuespillere og fiktive karakterer – faktisk noget sandt om de drømme, der kan være med til at holde unge mennesker i live, uanset de kulturelle eller ideologiske vejrlig, de vokser op under. Som det bliver sagt et sted undervejs, havde det østtyske skater-fænomen oprindelig ikke noget at gøre med hverken USA eller kulturimperialisme. Budskabet er meget bredere. Tag en cocktail af børn, beton og hjul, og resultatet vil til enhver tid blive det samme: en eller anden vil opfinde et skateboard.

’This Ain’t California’, Instruktion: Marten Persiel. Tysk (Vises i Cinemateket i København den 12.-18. september)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg var inde og se filmen i går og her var producenten Michael Schöbel og den tidligere DDR skater Marco Sladek tilstede og fortalte om filmen. Marco Sladek fortalte, at han da filmen skulle vises første gang, ikke var i stand til at se den, fordi han var bange for, at den ville berøre ham for dybt. En af publikum ville straks vide om det havde noget med Østtyskland at gøre, hvilket er typisk for tankegange i Vesteuropa. Men selvfølgelig var det ikke det. Filmen handlede bl.a. om tabet af barndommen og det var netop den side af filmen som Sladek havde det følelsesmæssigt svært ved. At der på den anden side af jerntættet levede mennesker der ligesom i vores del af verden, også gennemlevede almenmenneskelige problematikker uafhængig af ideologi, se det forstå vores tids sofister overhoved ikke. Filmen gør netop grundigt op med dette forkvaklede menneske syn. Barndommen er for de fleste af os det dyrebareste, også hvis man er vokset op i f.eks. DDR. Jeg kan stærkt anbefale denne smukke film, som også åbner dørene op til skater miljøet og giver os et enestående indblik i en subkultur de færreste af os kender.