Læsetid: 5 min.

Nødvendigheden er en gave

Tomas Espedals strålende poetiske refleksion handler om at indkapsles af de døde, hans mor, hans elskede, og på en gang trodsigt og med nødvendighed at vende tilbage til de levende
Den norske forfatter Tomas Espedal er aktuel med en samling af tre tidligere udgivelser, hvor han udforsker genrerne biografi, dagbog og breve. Tilsammen giver bøgerne et poetisk indblik i Espedals sind og hans refleksion over livet.

Tine Sletting

13. september 2013

Maskinen arbejder, sproget kører,« skriver Tomas Espedal et sted i sin bog og fortsætter: »Jeg tænder en cigaret. Det er overskyet. Det er længe siden, jeg holdt op med at skrive bøger. Jeg skriver, det er det.«

Der er ingen pædagogisk hjælp at få hos Espedal, ingen klare vink eller tydelige litterære konventioner, der straks fortæller, hvad det hele går ud på. Han går ud af huset, forklarer han os flere steder, skrår gennem græsset ad den sti, han selv har trådt, over til skrivebordet i det lille arbejdshus med udsigt til træet og med ham selv, skrivebordslampen og cigaretgløden spejlet i ruden. Og så går han i gang, tager fat fra en ende af:

»Det er overskyet.«

Tre bøger, én bog

Bogen her er egentlig tre bøger udkommet mellem 1999 og 2005, dvs. lige før, hvad der regnes for Espedals gennembrudsværk fra 2006. Men hver af de tre bliver kun bedre af at stå op ad de andre, vistnok er de oprindelig også tænkt sådan. Deres særpræg, deres sproglige bredde bliver tydeligere, og i stilens forskellige belysninger træder også temaerne klarere frem.

De bøger, som Espedal altså for længst er holdt op med at skrive, går tilsyneladende ud på at vælge en form og derefter at fylde den ud, eller blive færdig med den, og så vælge en ny.

I den såkaldte ’biografi’ er det korte stykker, fra nogle få linjer til et par sider, med morens død som centrum, men lige så meget med døden som afsæt til at skrive om alt muligt andet: Kvinder, han har elsket, steder, han har boet, druk, rejser, arbejde, natur, faren, datteren og – overalt – skriften. Teksterne i den del af bogen er skrevet i et poetisk sprog som sansninger, billeder og scener med en kun lige akkurat antydet forbindelse til andre scener. En del af det spindelvævstyndt.

Dagbogen, der følger efter, føjer kronologi og fortælling til. Scenerne knyttes sammen, ansigter og navne træder frem, der igen giver stederne indhold og det hele en fastere form.

Den bevægelse forstærkes i Breve. Her er der sammenhængende erindring, indimellem ligefrem udpenslet og overtydelig, fra barndom og frem til det fortalte nu, hvor jeget – denne Tomas Espedal – stadig sidder på sin plads ved skrivebordet, spejlende sig selv i ruden og i sin fortælling. Det er altså paradoksalt nok bogens sidste del, der giver læseren, hvad første del lovede: biografien.

At skrive er at bevæge sig

Skønheden – både den blide og den grelle – ligger hos Espedal i variationen, i sprogmotorens kværnen i de samme billeder og historier, men med forskellige indstillinger.

Skrivningen er et håndværk, noterer han et sted. For så senere at genfinde skrivningen i vidt forskellige billeder: i den elskedes hånd, der bevæger cigaretten til munden og tilbage; i taglæggernes rutinerede bevægelser siddende overskrævs på tagryggen; og i sidste kapitels blodige, men også kærlige skildring af den boksende far og lille Tomas. Her omfatter hånden hele kroppen, den lille bevægelse er blevet til en dans med stor radius, den går til bokseringen og længere endnu, til gaden og værtshusene. For slagsbroren Espedal er skrivning også vrede og raseri, kun delvis tøjlet.

Poetisk refleksion i suveræn stil

Der er andre tilsvarende og beslægtede linjer med variation i Espedals bøger, som igen krydser og forbinder sig til andre.

At stå udenfor er én af dem, lykkeligvis at være uden fremtid i normal borgerlig forstand, ikke at skulle på andet arbejde end det for enden af stien gennem græsset. At stå udenfor er desuden ligesom at læse og lade sig opsluge, forsvinde, dvs. dø. Ligesom at stå udenfor er at kunne iagttage sig selv, sådan som den skrivende ser sig selv spejlet i ruden over skrivebordet, og ligesom Tomas Espedal i både biografien, i dagbogen og i de såkaldte breve skiftevis kan skrive ’jeg’, ’han’ og ’Tomas Espedal’ om sig selv.

Det er i suveræn stil, men egentlig også på en gribende håndfast måde at reflektere gennem det poetiske sprog. At vende og dreje, at gå rundtom og hele tiden nærme sig på ny.

Nødvendigheden, den vigtigste gave

Gennem den samme type varierede gentagelser og tilnærmelser vokser, om jeg så må sige, hovedhistorien.

Morens død følges af den elskedes død, moren til forfatterens to døtre. Hvornår det er den ene, der skrives om, og hvornår det er den anden, moren eller den elskede, er tit uklart. De flyder sammen, ligesom begge mødre kan flyde sammen med døtrene og med andre kvinder. Og med størst dramatisk effekt i denne opløsning af identiteter og vekslende synsvinkler: Ligesom forfatteren i forbindelse med begge dødsfald flytter ind i og overtager sengen og huset, som de døde efterlod. Han indkapsles af de døde eller optager dem i sig.

Det er makabert, skræmmende, men også betagende. Sundt er det under ingen omstændigheder, vil psykologien sige.

At gøre sig fri af den lammende sorg og undslippe de døde er det samme som at måtte give slip på skrivebordets udenfor og forfatterens grænseløse frihed. I det mindste midlertidigt. Espedal beskriver det bevægende, men usentimentalt: Vejen tilbage til de levende går over nødvendigheden (ordet ’pligt’ bruger han også), på et tavst signal fra de to børn, der kommer hjem fra skole. Han magter det ikke, føler han, han kan ikke rejse sig fra skrivebordet og forlade den verden, han har bygget op omkring sig selv. Men gør det alligevel, fordi han skal.

»Nødvendigheden er en gave, den vigtigste jeg nogensinde har taget imod,« slutter han denne del af bogen, om et kunstner- og hverdagsliv, men også om at være far.

Du skal og du vil

Espedal fortæller med humorblandet elendighed, hvordan han læser Rainer Maria Rilkes Duino-Elegier i håb om, at digtene kan redde ham. Han »kender ikke andre digte/ der har været så langt inde i døden,/ og som har formået at komme tilbage/ til livet, uden skyld, med en fornyet tro, en kraft«. Paradokset peger Espedal selv på, for hos Rilke er der »ingen trøst/ nærmere det modsatte«.

Espedals bøger kan have samme virkning, den virkning har de på mig. Trøsten er til at overse, selv om den altså nok er der. Det er hos Espedal trodsigheden, tættest på mørket eller »langt inde i døden«, der får os til at vende tilbage til virkeligheden med lidt mere tro og med den mærkelige følelse, vi pludselig genkender: Når du skal, så vil du også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu