Læsetid: 3 min.

Otello som almindelig mand

Verdis musik er selv i al sin pragt et destillat af naturens love og psykens natur, stærkt, men usentimentalt. Det er en stor, men fornem opgave for Det Kongelige Teater at gå i clinch med denne jubilæumskomponist
24. september 2013

Det er ikke nemt at være ond. Det er nemt at være dum, og det er nemt at være god. Sådan må man tit konkludere efter en tur i operaen.

Da Verdi og librettisten Arrigo Boiti skrev operaen Otello sammen, kaldte de den en overgang for Jago. Denne karakter hos Shakespeare blev forfremmet til mere end en smålig mellemmand og til selve ondskaben, der fik sin egen trosbekendelse. Sådan en trosbekendelse til det onde kunne godt lyde som et teatralsk indslag, og det er djævelsk fristende at overspille det, men hos Verdi er den et fantastisk billede på en naturlov, vi slet ikke behøver at spille skuespil for at demonstrere. For at spille en Jago skal der ikke andet til end at spille et menneske uden samvittighed. For at være ond skal man skrælle noget af, ikke tilsætte noget. Og for at lave godt drama skal man skrælle af og ikke tilsætte noget. Det er svært.

Smukt og enkelt

Det Kongelige Teaters opsætning af Verdis tre Shakespeare-operaer, Otello, Macbeth og Falstaff, har den udfordring, at de alle har samme scenografi. Det har ledt scenografen Ashley Martin-Davis til en minimalistisk og meget æstetisk løsning med en krydsfiner-boks som scenen. I Otello, der havde premiere lørdag aften, var eneste andet regi en stor spejlvæg. Meget smukt og meget enkelt. Så enkel en scenografi kræver til gengæld ekstra meget af sangerne. Der er ikke meget at læne sig op ad eller sætte sig på, men ens karakter må forløses i al sin nøgne natur.

Instruktør Nicola Raab syntes ikke helt at have taget fat om nosserne på denne problematik, men i stedet at have personinstrueret karaktererne til et følelsesunivers, der til tider kunne blive lidt ufokuseret og bringe dramaet væk fra sin stærke og usentimentale, musikalske kilde.

Påtaget ond

For eksempel var Jago, godt sunget af John Lundgren, ’som-om-ond’. Lang sort kropsnær og knælang jakke, sorte bukser og sorte sko, der ragede frem under den lange mand med det skaldede hoved. Dramatikken i denne karakter var lagt alt for meget ind i kostumet og en påtaget ond holdning. Omvendt var Otello, Løven fra Venedig, en alt for almindelig mand i Raymond Verys velsyngende, men også lidt for lyrisk velsyngende skikkelse. Ikke at der ikke også findes almindelige mænd, der dræber deres hustru for nogle dumme rygter, men i Verdis og Shakespeares drama er det et stærkt perspektiv, at det netop er den store mand, krigeren, manden, der kan tackle sin frygt og har sat sit liv på spil tusind gange, den stærke løve, der ikke kan tåle jalousien. Otello er stærk, og hans handlinger er lige så stærke og naturgivne som en løves, og når pilen rammer, skal man forestille sig en såret hanløve, der handler på sine grusomme og naturgivne instinkter. Denne Otello faldt ind på den nemme vej og var bare dum og følelsesladet.

Ann Petersen havde en let sag ved at skulle være uendeligt god. I hvert fald for hende let. Hver gang hendes stemme kravler op i højden, er det englesang og heldigvis ikke kun det, men der er også en rundhed og en fylde, som tilførte karakteren styrke. Hvorfor hun skulle gennemføre operaen i hvide gevandter som en psykiatrisk patient på bare fødder, mens alle andre havde fine renæssancekostumer på, stod til gengæld ikke helt klart.

Den minimalistiske scene har flot skåret operaen ind til benet, men man manglede, at dramaet blev det samme. Verdis musik er selv i al sin pragt et destillat af naturens love og psykens natur, stærkt, men usentimentalt.

Overordnet må man rose Det Kongelige Teater for en smuk og seriøs satsning med deres Shakespeare-trilogi til fejring af både Verdis 200 år og Shakespeares 450. Det skal blive spændende at følge de næste forestillinger og at opleve kapellet udvikle sig under ledelse af Pier Giorgio Morandi, der her ved den første opera stadig virkede tilbageholdende, men med et godt potentiale for at få musikken op i Verdis naturlige højder.

Verdi: Otello. Musikalsk ledelse: Pier Giorgio Morandi. Iscenesættelse: Nicola Raab. Scenografi: Ashley Martin-Davis. Raymond Very (Otello), Ann Petersen (Desdemona), John Lundgren (Jago), Niels Jørgen Riis (Cassio), Thomas Peter Koppel (Roderigo), Henning von Schulman (Lodovico), Sten Byriel (Monatano), Johanne Bock (Emilia), Florian Plock (en herold). Det Kongelige Operakor, Det Kongelige Kapel, Det Danske Drengekor, Det Danske Pigekor. Den Kongelige Opera 21. september - 23. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu