På flugt fra flugten

Det er mennesker og menneskeskæbner, der får Bent Blüdnikows prunkløse fortælling om sin fars flugt til Sverige under Anden Verdenskrig til at lyse op. Ikke ildfluerne på polemikkens overdrev
6. september 2013

Mod slutningen af sin bog prøver Bent Blüdnikow at gå i rette med de historikere, der ifølge ham ser på historien om de danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943 »gennem romantiske briller«. I pressemeddelelsen er formuleringen spidset til. Her hedder det, at han gør op med »de danske historikeres romantiske syn på danskernes redning af jøderne under Anden Verdenskrig«.

Det er lidt ejendommeligt, for Bent Blüdnikows egen fremstilling af begivenhederne er både nuanceret og om ikke romantisk så i hvert fald generøs, når det gælder vurderingen af de enkeltes muligheder og indsats.

Den danske antisemitisme var i det væsentligste begrænset til små og fanatiske grupper, for eksempel omkring ugebladet Kamptegnet, fremhæver han flere steder. Her var den til gengæld massiv og skruppelløs, hvilket med al tydelighed fremgår af den både gribende og skrækkelige historie om ugebladets hetz mod direktøren for Daells Varehus, Peter M. Daell, og hans sekretær Ella Wassermann, som Blüdnikow fortæller godt. Den aktive folkelige støtte til flugten, bl.a. i byer som Snekkersten og Gilleleje, var omvendt både stor og for de fleste uegennyttig. Også det danske politis – særlig det danske kystpolitis – evne til at se den anden vej eller ligefrem hjælpe til ved flugten er gennemgående i fremstillingen.

Samarbejdspolitik »frelste« jøder

Meget mere gængs og a la den hævdvundne fremstilling kan det næsten ikke blive. Ingen polemik om, hvad flugten kostede de enkelte som i historikeren Thomas Hjortsøs Den dyre flugt. Ingen polemik om, at det ikke var så farligt endda at færge de forfulgte over. Selv historien om, at Chr. X skulle have erklæret sig parat til at bære davidsstjernen i solidaritet med den jødiske befolkning, får lov at stå så nogenlunde uantastet.

Ser man nærmere efter, handler Bent Blüdnikows polemik – og påståede opgør – da heller ikke så meget om andre historikeres fremstilling af de danske jøders flugt, men mere overordnet om samarbejdspolitikken. Her er den så både beskeden og afdæmpet.

Samarbejdspolitikken beskyttede de danske jøder, ja, ’frelste’ dem skriver forfatteren overraskende bastant. Til gengæld gjorde samarbejdspolitikkens nationale fokus intet for at forhindre nazisternes jødeforfølgelser andre steder i verden, snarere tværtimod.

Det argument er det logisk set svært at indvende noget imod. Men noget opgør er det vel ikke.

Vedkommende livsfortælling

Den store kvalitet i Bent Blüdnikows bog ligger et helt andet sted end på polemikkens overdrev, nemlig i farens og hans medflygtninges og de jødiske indvandrerfamiliers jævne og tankevækkende beretning.

Fremstillingen her er, hvor den er fortalt med størst intensitet, baseret på farens dagbog og interview med de overlevende og pårørende til de overlevende fra den dramatiske flugt, der i to forsøg bragte syv af ti frelst til Sverige, heriblandt forfatterens far, Benjamin Blüdnikow. Tre gik til, da den ramponerede robåd nogle få kilometer fra land begyndte at tage vand ind og kort efter gik ned. Næste morgen – efter en mirakuløs redning og et ophold først på Øresundshospitalet, senere på natten hos en hjælpsom tandlæge – lykkedes det så i en mere robust kutter at slippe over sundet.

Vi får i en række indledende kapitler historien om den russiske og østeuropæiske indvandring til Danmark i tiden fra 1880’erne og frem mod Første Verdenskrig. Og vi får skiftevis i forfatterens sammenfatninger og i form af lange citater fra de interviewede tegnet billedet af det jødiske samfund dengang og op gennem 1920’erne og 1930’erne, deres for de flestes vedkommende fattige hjem, skolegangen, hverdagen, alt imens der langsomt lægger sig et mørkt tæppe over Europa.

På den måde bliver flugten ikke et isoleret drama til søs, men indrammet af den store historie til egentlig og vedkommende livsfortælling. Det gælder også bogens afsluttende kapitler, hvor Bent Blüdnikow med enkle ord og igen med støtte i sine interview fortæller jødeforfølgelsens og flugtens lange efterhistorie: tavsheden, skammen, traumet, flugten fra flugten, men også svineheldet: at have overlevet.

Flygtighed og tragedie

Det er mennesker og menneskeskæbner, der får Bent Blüdnikows prunkløse fortælling til at lyse op. To skiller sig ud.

Den ene er førnævnte Ella Wassermann, der med et ufatteligt mod besvarer Kamptegnets sexistiske og antisemitiske hetz mod hende og Peter M. Daell med en injuriesag – og i to omgange og under et bombardement af svinskheder vinder sagen.

Den anden er hovedpersonen, Benjamin Blüdnikow, der i sin dagbog og siden i interviewene med sin søn neddæmpet, med selvironi og stilfærdig humor giver beretningen dens dobbelte tone af flygtighed og dyb tragedie. Det er, som det vist ofte er i den slags historier, som om det alt sammen ingenting betød, »et eventyr« kalder han det et sted, og betød alt. Men at han først sent opdagede det.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ny bog

Min fars flugt. Jødiske skæbner i oktober 1943

Bent Blüdnikow

Berlingske og People’s Press

256 sider

249,95 kroner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu