Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Man skal passe sin have og sine børn, og så dør man til sidst

Lars Noréns anden dagbog lignede, allerede inden den udkom, en skandalesucces i størrelse Strindberg, men det er ikke grunden til, at man skal læse den. Grunden er Noréns kunstneriske investering
Kultur
13. september 2013

Jeg er så godt som Norén nu. I dagevis har jeg læst dramatikerens dagbog, den anden, der omhandler årene 2005-2012, og som udkom i Sverige den 30. august i år.

Jeg blev en lille smule lykkelig, da jeg under dagene i november 2012 læste, at Sasha nu glad og gerne fulgte med dagbogens forfatter hjem, da han kom for at hente hende i daginstitutionen og ikke – som hun nogle dage forinden havde gjort – afviste ham og sagde, at hun ikke kunne lide ham og ikke ville med ham. Hun er tre år, hendes far, Sveriges store dramatiker, er 69. Hun leger, at han er en gammel hest, som hun klapper, og hun leger, at de to, far og datter, sover og vågner og opdager, at det har sneet. Hun instruerer og finder på, hendes far, arbejdshesten, leger med. Gør præcis, som hun ønsker. Det minder om Noréns arbejde som instruktør, hvor én bestræbelse er at afgive magt til skuespillerne. Bagefter læser han tre bøger for Sasha til godnat.

Foruden at han køber ind, vasker tøj, køber fødselsdagsgaver og julegaver, gør rent, har repetitioner med skuespillere, indleverer sine bukser hos skrædderen, instruerer Orestien, deltager i produktionsmøder, begynder at skrive på det, han kalder ’abortstykket’, læser Beckett, læser Heidegger, rejser til Berlin, kommer hjem fra Paris, rejser til Gotland, passer sin have dér, mødes med sin voksne datter Nelly, er i Göteborg, låner et kamera af en ven og begynder på et fotoprojekt: Han vil fotografere de gæster, der besøger ham på gården i Gotland, vågner fuld af angst, går i seng, spiser sushi, spiser hummer, henter suppe, interviewes af journalister, takker nej til interview med journalister, har igen repetitioner med skuespillerne, har en god stund med A, Sashas mor, har et skænderi med A, takker nej til at instruere Indenfor murene på Det Kongelige Teater, taler om skilsmisse med A, skriver på dagbogen, sover hos A, sover ikke hos A, læser korrektur på dagbogen, skriver på et prosaværk, som han efterhånden opfatter som mere selvbiografisk end dagbogen, skriver dramatik, mødes med den ene og den anden, de hedder Elisabeth og Vibeke, Emm og Agnes og Nelly især, aftaler med Comédie-Française at skrive et stykke til dem også, nej faktisk to, titlerne er ikke på plads endnu, skriver sit litterære testamente og fortæller det til Nelly, der begynder at græde, skriver mere dagbog og betragter den som sit eneste blivende hjem, et værk, han også tvivler på værdien af, nu hvor han igen læser korrektur på det og stryger sætninger, ligesom han stryger sætninger i de stykker, han instruerer, han skriver i dagbogen: »Følelsen af savn vel er det, der er mest fremtrædende og bestående i min tilværelse.«

En aldrende mand

Norén skriver, at dagbogen præcis som den forrige, der udkom i 2008, skal være uden sidetal og gråsort. Papiret skal være tyndt som i en bibel, den bliver på over 1.000 sider. Det minder om de overvejelser over scenografi, som han også skriver om, scenerummets størrelse, brug af asfalt, brug af sne. Men allerførst, den 21. september 2005, skriver Norén: »Dagbogen burde umærkeligt med tiden skifte navn fra En dramatikers dagbog til En aldrende mands dagbog

Som aldrende mand er Norén sært afklaret. Han ved, at det eneste, han skal, er at passe sin have og sine børn. Og så er der skrivearbejdet, det bliver vigtigere og vigtigere for ham, mere betydningsfuldt end at instruere. Han skriver på flere værker samtidigt. På én gang er han et oplevende og et skrivende jeg. Dagbogen er et langstrakt nu, eller en strøm af nuer. Det er den helt store gåde, hvordan han kan skrive på så mange værker samtidigt – og stadig skrive på mammutværket, dagbogen. Der er en længsel og en uro over alt i bogen. 21. juli 2006 skriver han: »Jeg er dybt ulykkelig.« 23. juli er han »Næsten lykkelig«. Begge udsagn er sande, eller de er sande, fordi de begge står der.

Man kan med god mening læse Lars Noréns dagbogsskrift som poesi, den sproglige rytme og sensibilitet alene gør det, men også sammenstødene og alle de paradokser, den rummer. Det store medierabalder, bogens personnavne afstedkommer ved udgivelsen er et af paradokserne, et besynderligt ritual, instruktøren sætter i gang og så slipper kontrollen over. Norén noterer undervejs, at han har forladt poesien.

Måske er det mere præcist at tale om, at han har genfundet den på ny i dagbogen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her