Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Postkolonialt party

Images Festivalen har bygget et viljestærkt kulturstillads på Dronning Louises Bro. Fra den position blev der lørdag holdt multikulturel folkefest
Alo Wala forsøgte lørdag aften med et vist held at forlænge indian summer-stemningen på Dronning Louises Bro på Nørrebro.


	Foto: Katinka Hustad/Polfoto

Alo Wala forsøgte lørdag aften med et vist held at forlænge indian summer-stemningen på Dronning Louises Bro på Nørrebro.

Foto: Katinka Hustad/Polfoto

Kultur
9. september 2013

Han spiller bare handicappet. I virkeligheden kan han godt gå,« påstår en midaldrende ølskipper og peger på en mand i kørestol, der lige har bedt om lov til at passere gennem mængden på Dronning Louises Bro.

Det er en lille smule morsomt, at den bemærkning falder til en festival, som under overskriften Occupy Utopia finansieret af bistandspenge formidler kultur fra udviklingslande. For billedet af krøblingen, der smider krykkerne og viser sig at være i stand til at klare sig selv, udtrykker meget godt den politisk ukorrekte idé om den globale underklasse.

Så da ølskipperen udtalte sin ideologikritik fra folkedybet med bajerflasken balancerende elegant mellem tre fingre, havde han nok ikke tænkt på det spøjse i, at festivalsloganet Occupy Utopia danser kinddans med den internationale Occupy-bevægelses aktivistiske symbolik. »Rødvaskning«, har kritiske stemmer kaldt stuntet. Og at sige, at man vil »besætte broen med kunst«, når man som festival har fået polititilladelse til at bruge det offentlige rum, har bestilt en visuel identitet hos et snedigt bureau og i øvrigt ingen forbindelse har til Occupy Copenhagen, der i modsætning til Images faktisk blev fjernet fra Rådhuspladsen af politiet – det er nok lidt misvisende.

Bjerget kom til Muhammed

I al fald forsøger brobyggerfestivalen Images at flytte ind i vaneforestillingerne og ommøblere dem, og i år er der blevet taget skrappe midler i brug. Tilsyneladende efter devisen, at hvis Muhammed ikke vil komme til bjerget, så må bjerget komme til Muhammed: Med en viljestærk stilladsscene opstillet midt på Nørrebros trafikale hovedåre og en gratiskoncert med afropopstjernerne Amadou & Mariam, der har syv Roskildekoncerter bag sig, har det for en nysgerrig og uvidende nørrebroer nærmest krævet en større kraftanstrengelse at blive væk fra festivalen end at deltage i den.

Glimtvis utopisk var det at stå midt ude på den bilfrie asfalt og spise gratis grønærter i solen. Og afslutningsdagen lagde i det hele taget op til solbeskinnet velbefindende i godt musikalsk selskab, mens den første weekends musik­program har tilbudt mongolsk steppefolkrock og kinesisk dissidentpunk. Supergruppen African Experience, der spillede lørdag eftermiddag, bestod af 10 eller flere virtuose musikere. De kom og gik ind og ud på scenen, og de vekslede mellem øm kærlighedssang, Jimi Hendrix-agtige neonfarvede guitarkaskader, harpelignende kora­-udsmykninger og storsmilende dansefryd, når den smidige sanger i hvide jeans med lang sigtbarhed tegnede ottetaller med pelvis.

Aftenmørket satte en stopper for ’indian summer’, mens den indiske rapper og sangerinde Alo Wala prædikede fluorescerende højteknologi af bas og bhangra straight from the motherland, opbakket af Copia Doble Systema på knapper og drum pads. Som en Pocahontas-joke med fjer i håret og ild på tungen sørgede Alo Wala for fri blodgennemstrømning mellem sig selv og publikum. En række teenagedrenge af indvandrerherkomst gik i futtog op mod scenen, mens de kært holdt fast i kanten af hinandens T-shirts. Og en fyr, som havde klatret op på scenen og tydeligvis syntes, at rapperen med rapunzelfletningerne så rigtig dejlig ud, virkede så tilforladelig, at vagterne næsten ikke nænnede at smide ham ned.

Fragmenteret fortælling

»Er I klar, Nørrebro?« spurgte aftenens trækplaster, de musikarkæologiske cut up-poeter i dj-duoen Den Sorte Skole. Med et ekspansivt og langsomt ulmende sæt blev lokomotivet startet foran en hårdt komprimeret folkemængde, der dybest set bare gerne ville have mere strøm. »Er I der stadig? Skal vi spille noget mere?« prøvede de. »Okay … det ved jeg ikke lige,« svarede en pige bag mig. Strøm fik vi ikke, men til gengæld skete der i den sammenhæng det sjove, at vi i manglen af visuelle indtryk af storsmilende conga­spillere og fremmedartede instrumenter blev udsat for ikkevestlig musik som ren løsreven lyd. På den måde blev Den Sorte Skole aldrig outlandish udenrigsministerielle poster boys for den gode samvittighed, men snarere tilbagetrukne katalysatorer for den gennemhullede kulturelle fortælling, der både åbner ud og samler ind. Der indtraf ingen bundvendinger, men alle undskyldninger blev affejet. Og nogle gange kan man godt glemme, hvor sjovt det er at løbe midt ude på kørebanen.

Images Festival, Dronning Louises Bro, København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her