Læsetid: 6 min.

Den profetiske forfatter

Amerikanske Thomas Pynchon havde måske set overvågningssamfundets og Big Datas komme før både Snowden, NSA og Google selv. Nu har den hemmelige forfatter føjet endnu en bog til et forfatterskab, der har gjort ham til fast mand i favoritfeltet, når Nobelprisen i litteratur uddeles
Et af de meget få billeder af Thomas Pynchon, hvem det er lykkes at undgå offentligheden siden 1950’erne. I dag er han 76 år.

Et af de meget få billeder af Thomas Pynchon, hvem det er lykkes at undgå offentligheden siden 1950’erne. I dag er han 76 år.

Scanpix

20. september 2013

Sidst offentligheden så noget til Thomas Pynchon, var da han lagde stemme til sig selv i tv-serien The Simpsons i 2003. Men figuren havde en pose over hovedet. Den amerikanske kultforfatter undviger notorisk offentlighedens søgelys og giver da heller ikke interviews til aviserne eller læser op i de store boghandlerkæder, når han udgiver bøger.

Faktisk er det med så stor succes lykkes ham at lege skjul med det informationssamfund, der står så centralt i hans forfatterskab, at der kun findes meget få billeder af ham, og de stammer alle fra hans ungdom sidst i 50’erne. De viser i øvrigt en ung mand med kort, sort hår og karakteristisk store fortænder. Siden da har verden – ud over et essay fra 1984 i New York Times – ikke set meget andet end bøger fra den nu 76-årige forfatter.

Bøger der stædigt har udlagt og analyseret den teknologiske udvikling, og i dag står centralt i den skønlitterære fortælling om informationens tidsalder.

»Når Pynchon er så profetisk, som han er i nogle af de tidligere værker, skyldes det, at han har haft fingrene inde i samfundets DNA og derfra kan forudsige tendenser frem i tiden. Det, som man i dag siger om internettet i forbindelse med Snowden-affæren, har han allerede sagt i sine romaner« påpeger Pynchon-kender og litteraturforsker ved Aarhus Universitet Tore Rye Andersen.

I The Crying of Lot 49 fra 1966 er det en gruppe borgere der, for at kunne kommunikere uden om de officielle kanaler, udvikler et alternativt kommunikationssystem. ’Tristero’ hedder systemet, som i stil og hensigt sagtens kunne forveksles med et nutidigt ’darknet’ – en slags lukket internet, der via kryptering gør det muligt at kommunikere i fred for nysgerrige øjne og øre. Nogle af nutidens darknets har da også lånt deres terminologi fra bogen. Som Jason Tanz påpeger i sin anmeldelse af Pynchons nye bog Bleeding Edge i Wired Magazine, er det så, i hovedværket Gravity’s Rainbow, den amerikanske løjtnant Tyrone Slothrope, der som en anden Edward Snowden, må kæmpe en kamp over flere kontinenter mod en sløret, men allestedsnærværende transnational sammensværgelse.

Særligt Gravity’s Rainbow har været med til at foregribe udviklingen af internettet, mener Tore Rye Andersen og peger på en central historie fra bogens sidste del: fortællingen om Byron The Bulp. Ja. Elpæren Byron, som han ville hedde på dansk

Byron får problemer, da han ikke brænder ud, som han er programmeret til. I stedet bliver han hængende på ’The Grid’ som elnettet kaldes og forsøger at organisere en modstand blandt de andre elpærer, men: »(Hans) ungdommelige drøm om at organisere alle verdens elpærer synes umulig nu – Nettet er vidtåbent, alle beskeder kan blive opsnappet, og der er flere forrædere derude på linjerne, end godt er. Profeter lever traditionelt ikke længe. Enten bliver de dræbt med det samme, ellers kommer de ud for en ulykke så tilpas alvorlig, at det får dem til at overveje det hele og for det meste til at trække sig tilbage.« som det lyder i bogen.

I essayet i New York Times fra 1984, hvor Pynchon skriver om maskinstormerens plads i en verden af teknologi, er profetierne ikke engang pakket ind i fiktionens tvetydige gevandter: »Måske er det en form for genkommen maskinstormerambivalens, eller måske er maskinenstormerens inderste håb om et mirakel kommet til at virke på computerens evne til at få datamængderne hen til dem, der vil det bedste med dem. Med den rette brug af budgetter og computertid, kan vi kurere kræft, redde os selv fra atomar udryddelse, dyrke fødevarer til alle, undgå følgerne af industriel grådighed – og realiserer alle tidens håbefulde og håbløse drømme.« skriver Pynchon, som talte han ved en konference om Big Data i 2013.

Gennem kulturelle briller

Pynchons status som en af informationsalderens vigtigste forfattere skyldes ifølge Tore Rye Andersen, at vores forståelse af samfundsændringer er tæt knyttet til fiktionelle kulturprodukter: »Pynchon er en af de første til at indoptage den teknologiske udvikling og de dertilhørende teoretiske koncepter for så at tygge dem igennem og spytte dem ud som litterære plots. På den måde er han med til at italesætte udviklingen og gøre den synlig for en større del af kulturen.«

I den forbindelse gør fiktion det også nemmere for os at forstå begivenheder som Edward Snowden-affæren, mener Tore Rye Andersen: »Han italesætter nogle ting, der bliver en del af vores kulturelle forestillinger, hvilket gør, at vi ser f.eks. Snowden-affæren i en særlig optik.« siger han og tilføjer, at man i flere amerikanske artikler om Snowden-affæren ser referencer til Pynchons terminologi.

Lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet Isak Winkel Holm peger på, at vi er afhængige af fiktionsværker for at forstå fænomener, vi ikke normalt er i direkte kontakt med. F.eks. overvågning: »Af gode grunde er der meget få af os, der har konkrete erfaringer med at blive overvåget. Det er en af de ting, der befinder sig et sted ude i periferien af vores livsverden, og derfor er vi henvist til at danne vores forestillinger ud fra kulturelle produkter på en helt anden måde, end når det fx drejer sig om arbejdslivet og familielivet,« siger Winkel Holm.

Han gør samtidig opmærksom på, at kunst og litteratur ikke bare repræsenterer, men også producerer den verden, vi færdes i: »Det er vigtigt at huske, at kulturprodukter som film og romaner ikke bare leverer billeder af, men også til den moderne verdens kriser og katastrofer. På den måde er de med til at give form til vores frygt.«

Blødende teknologi

I tirsdags udkom så den 477 sider lange Bleeding Edge, Pynchons nyeste opus. Bleeding Edge er ikke en miniroman, som The Crying of Lot 49. Ikke et flersporet motorvejsnet som hovedværket Gravity’s Rainbow eller en historisk roman skrevet på 1800-tals amerikansk som fortællingen om de to landmålere Mason og Dixon fra 1997. Snarere er den som Inherent Vice fra 2009 en slags kriminalroman, der med eftertidens diamantbelagte skalpel dissekerer de naive forestillinger om internettets uendelige muligheder. Til fælles med de nævnte romaner har den dog, at temaerne er typiske pynchonske. Her er paranoia, ukontrolleret teknologi og uvidende individer, der må op i mod uigennemskuelige sammensværgelser.

Nogle læsere vil måske være bekendte med det engelske begreb ’cutting edge’. En betegnelse, der oftes bruges – i positiv forstand – om den nyeste nye teknologi. Begrebet ’bleeding edge’ og titlen på Pynchons nye bog refererer derimod til det punkt, hvor teknologien er så ny og fremmed, at den endnu ikke er gennemtestet og potentielt farlig for brugeren. Og netop dobbeltblikket på den teknologiske udvikling er i følge Tore Rye Andersen noget af det centrale i Pynchons forfatterskab: »Pynchon har haft det samme dobbeltblik på teknologiens udvikling gennem hele forfatterskabet. For Pynchon er det interessante, den måde teknologien bliver brugt på. Samtidig med at den har et transcendent potentiale, gør de systemer, den er indlejret i, at den ofte bliver brugt til at kontrollere borgerne.«

Efter sigende skulle Thomas Pynchon for tiden residere på Upper West Side i New York. Her sidder han måske i disse dage og læser – for en gangs skyld ikke alt for positive – anmeldelser af sin nye bog. Men måske har han læst den åndsbeslægtede amerikanske forfatter, forsker og teknologikritiker Evgenij Morozovs anmeldelse i Frankfurter Allgemeine Zeitung. Morozov starter med at konstatere, at virkeligheden for tiden har det med at overgå fiktionen, men ender alligevel med at konkludere, at Pynchon stadig overgår alle. Bl.a. når han lader en af sine karakterer formulere et nyt slogan til NSA: »No keystrokes left behind«

Mellem al paranoiaen findes der i bøgerne nemlig altid en understrøm af sort eller bare pynchonsk humor. Som den stakkel Tyrone Slothrop i Gravity’s Rainbow, der kommer på sporet af konspirationen ved at opdage, at hvis man tegner et kort over nedslaget af V2 bomber over London, svarer det til koordinaterne for hans dameerobringer.

Hos den engelske spiludbyder Ladbrokes kan man for tiden få pengene 20 gange igen, hvis man tror, det er Thomas Pynchons navn, der kommer over sekretær Peter Englunds læber, når det svenske akademi til oktober offentliggør vinderen af Nobels Litteraturpris. Det er mindre end favoritterne Haruki Murakami og Phillip Roth, men mere end prominente navne som Milan Kundera og Salman Rushdie. Et mere interessant og indbringende væddemål er nok, om Pynchon selv dukker op, hvis han skulle vinde. Eller om han i stedet sender en stammende komiker for at fortælle dårlige jokes, som da han i 1973 vandt The National Book Award for Gravity’s Rainbow.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ole eising
ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu