Nu er så turen kommet til det syvende af de tretten bind, der udgør Marcel Prousts romanværk På sporet af den tabte tid i ny oversættelse, her atter ved Niels Lyngsø. Titlen lyder ’Sodoma og Gomorra 1’ som en bebudelse af driftslivets udskejelser, og straks drejer teksten sig om botanik, om blomsters selvbefrugtning, om biernes aktivitet. Samtidig opdager fortællerjeget hos sig selv beslægtede frugtbare tankeforløb og processer i skriften, som er et stadigt nærværende tema, der fastholder spændvidden mellem den voksne forfatters refleksioner og det unge handlende jeg, et udtryk for tiden som værkets grundmotiv.
Han skal jo skrive en roman, véd man også i de saloner, hvor han så flittigt har sin gang og virkelig gør sig. Og et sted bryder læseren ind i en tænkt dialog med hr. forfatteren, der har opholdt sig længe i en af sine mange digressioner, her om manglende hukommelse for navne. Læseren finder det »beklageligt at De som den unge mand De var dengang (eller Deres helt var, hvis det ikke er Dem) havde så dårlig en hukommelse«.
Det er en påmindelse om, at vi ikke, som man er tilbøjelig til, skal tro, at fortælleren er identisk med Marcel Proust. Trods alt er det ikke en selvbiografi, forbillede som romanen er blevet for så megen senere autofiktion. Der spenderes adskillig ironi også på den unge salonløve.
En urscene
Skriften og driften har fint parløb i åbningsscenen, hvor Marcel – som vi med et vist forbehold kalder jeget – kommer til at overvære et samleje mellem to mænd. Den velkendte M. de Charlus, hertugens bror, møder i Guermantes-palæets gård skrædderen Jupien, og deres umiddelbare sansekontakt udvikler sig voldsomt i baglokalet, med Marcel som voyeur. Som en urscene åbenbarer det for den chokerede lytter homoseksualiteten som en integreret del i den verden, som nu mere og mere viser sig for ham i den omfattende bekendtskabskreds.
Mangt og meget kan nu forstås på en anden måde, et hemmeligt sprog kan aflæses, en lastefuld verden af fortielser hos denne race af kvindemænd, som det hedder med forfatterens og tidens solide fordomme. De gør også, at han må maskere sin egen seksualitet med sin stadige pigejagt og forelskelse i Albertine, hos hvem han i en senere chokscene aner lesbiske interesser. Alt sammen et tilsigtet og utilsigtet mummespil, intensiveret af generelt accepteret liv i utroskab.
Således kan han botanisere i fyrstinden af Guermantes’ aftenselskab, hvor han ikke véd, om han er inviteret, men straks modtages som kær gæst. Her mødes en god portion af værkets persongalleri, bl.a. Swann, hvis lange fortrolige samtale med fyrsten vækker opsigt. Den viser sig at have drejet sig om Dreyfus-affæren, og at Swann har formået at gøre hertugen til tilhænger af den uskyldigt dømte. At det jødiske er et andet problem, véd Marcel kun alt for godt. Han har i øvrigt aftalt, at Albertine skal stille hos ham samme nat. Da hun udebliver, vækkes hans mistanke og jalousi omgående, og det udløser sindrige manipulationer med hende i en telefondialog af labyrintisk psykologi til læserens sproglige fryd og uhygge.
Hun optræder igen i badebyen Balbec, hvor han efter endnu en række selskaber skal tilbringe sommeren, denne gang sammen med sin mor, der er knuget af sorg over mormors død, hvad der vækker tilsvarende samvittighedskvaler hos ham. Der er efterhånden mange bolde i luften på Grand Hotel Balbec, hvor han indtager samme værelse på toppen og fører komiske samtaler med den emsige elevatorfører. Der er sandt at sige ’omvekslinger i følelseslivet’, som dette afsnit hedder. Imens herser han med Albertine under lunefulde kvaler. Hele pigeflokken fra forrige gang er atter samlet, og med sit nye blik for Sodoma og Gomorra har han sit at se til. Selskabslivet florerer, hvor nu en markise de Cambremer spiller en stor rolle og bliver genstand for et ubarmhjertigt satirisk portræt. Når hun taler om musik og kunst, igangsætter spytkirtlerne en overdreven produktion i hendes tandløse mund, så dråberne siler ned langs de lettere beskæggede mundvige. Hendes slubrende og skurrende stemme lyder, som om hun efterlignede Demostenes og fyldte munden med alle strandens småsten. Det bliver et ledemotiv i omgangen med den entreprenante dame, ligesom sprogbrugen både hos underklasse og overklasse er genstand for omhyggelige iagttagelser og analyser, således af den nævnte selvhævdende elevatorfører og af hoteldirektøren, hvis dårlige fransk og talefejl også har sat den opfindsomme oversætter på prøve.
Det er genkommende situationer, der ligesom billedsprog og anden metaforik danner fine mønstre i værket, intet glemmes, alt er på en mærkelig måde til stede også i detaljerne. Et eksempel s. 51: »Nu stod månen på himlen som en fint skrællet appelsinbåd«, hvorefter forestillingen videreudvikles. S. 69 tales der om begær, der påvirker sanseorganerne, så man tørster »ikke så meget efter en ung piges kys som efter appelsinsaft eller et bad, ja, den tørster endog efter at betragte den skrællede og saftige måne, som læsker nattehimlen«.
Ansigter
Hukommelsen fejler ikke noget trods de komiske betragtninger om, at det kan være svært at komme på personnavne, og den indgår jo også i erindringens form i de særlige oplevelser, som Marcel Proust er berømt for. Så også her er der madeleinekager. Smukkest i en scene på badehotellet, hvor han er hjemsøgt af sorgen over mormors død. Da han i et anfald af hjertesvækkelse langsomt og forsigtigt bøjer sig for at snøre støvletterne op, udvider hans bryst sig, som var det opfyldt af et ukendt, guddommeligt nærvær, og han ser sin mormors bedrøvede ansigt bøjet over sig, i det han kalder en uvilkårlig og fuldstændig erindring. Den tabte tids spor er således stadig åbent i sådanne forklarede øjeblikke i det flydende univers, vores helt befinder sig i med ansigter fra Sodoma og Gomorra, fra jalousiens mareridt og salonernes løver og løvinder.
Evnen til også at trække læseren til sig med dette usædvanlige nærvær i stadige krisetilstande er underbygget af den stædige humor og satire over menneskers naragtighed, der spiller sammen med deres udsathed, forvirrede drifter, deres smerte og ømhed. Marcel Prousts prosa er fuld af bebudelser, til stadighed på vej, med læseren som sin fortrolige.
