Læsetid: 3 min.

Råt og ondt familiedrama passer lidt for godt på læseren

Anne-Cathrine Riebnitzskys roman er en grum historie, som snildt kunne have stjålet ens sjælefred – hvis ikke læseren hele vejen igennem blev holdt i hånden
13. september 2013

Anne-Cathrine Riebnitzsky har skrevet en stærk, passioneret og intens historie, fortalt med en ægte stemme,« udtaler jurymedlem Lars Ringhof på bagsiden af Forbandede yngel, der har vundet Politikens Romankonkurrence 2013. At romanen rent tematisk handler om stærke sager, vold og omsorgssvigt, er sandt. Men det bliver bare ikke forvaltet eller fortalt særligt dramatisk.

Romanen er et enkelt, ondt familiedrama: En barsk, overbelånt opvækst på landet, en brutal, voldelig sociopatfar, som tyranniserer sin familie, og en ulideligt selvmedlidende, konfliktsky mor. Jegfortælleren Lisa, den næstældste i en kuet og psykisk arret søskendeflok på fire, har som voksen søgt tilflugt i Forsvaret og er udsendt til Afghanistan (hvor sprogofficer Riebnitzskys to første bøger i øvrigt foregår), da hun får besked om sin lillesøsters selvmordsforsøg. Hjemme i Danmark forsøger hun og hendes søskende at nå hinanden gennem krisen og forlige sig med deres barndom.

Stilen skifter løbende fra rørstrømsk til kynisk skrabet, og for mig fungerer det klart bedst, når Riebnitzsky holder fortælletonen nøgtern og ikke pakker begivenhederne ind i patos og søgt poetisk skrivestil. Som i dette cyklende barndomsminde, der helt højstemt stikker af: »Lyden af gummi mod småsten, der slynges væk, punkterer stilheden. Jeg anstrengte mig til det yderste. Fornemmelsen af uendelige kræfter, fornemmelsen af, at ingen andre i hele verden nogensinde havde cyklet så hurtigt, pumpede i min krop. Jeg fik tårer i øjnene af de grønne træer, de modne gule marker og den fine rosa aften, der steg op fra trækronerne.« Herregud, en cykeltur.

Overbeskyttet læsning

Det er, som om fortælleren vil vise læseren al den omsorg, børnene er blevet snydt for, og det bliver en noget beskyttet, flad læseoplevelse. Når eksempelvis Lisas storebror, Ivan, som også er i Forsvaret, spidsfindigt og militærmetaforisk sammenligner sin ungdoms faderopgør med Anden Verdenskrig, »en lang, sej kamp mod en gal tyran, som ingen turde sætte sig op imod. Kampen mod den tredje alders absolutte verdensherredømme«, må fortælleren lige velmenende forklare, at der menes: »Den tredje alder, det tredje rige«. Av, lad være med at udlægge metaforikken, hav lidt tillid til læseren.

Det er også på overordnet handlingsplan, at trangen til at forklare svækker plottets spænding. Man ved fra starten omtrent, hvad der er sket og vil ske; der bliver hentydet til farens død ved en arbejdsulykke, et røveri og et uheld, som måske var Lisas skyld, og som sendte lillebroderen Peter i kørestol. Så når begivenhederne faktisk indtræffer, har de ingen chokeffekt. Ja, undskyld, at jeg spoiler, men det gør romanen også selv. Måske er det tænkt som dramatisk virkemiddel at afsløre bidder af begivenheder, som først senere udfoldes helt, men for mig gør det fortællingen forudsigelig – så komplekst er plottet heller ikke.

Når det så er sagt, er Riebnitzsky virkelig god til at skrive stærke, foruroligende passager, når hun glemmer hensynet til læseren. Når hun helt cool tager os med gennem en ubehageligt grafisk og blodig svineslagtning set med børneøjne. Eller med til en skudepisode i Afghanistan, som minder Lisa om, hvor godt hun synes om krigen, for her er venner og fjender klart adskilte størrelser, i modsætning til hvad der var tilfældet i barndommen, her kan man skyde folk med god samvittighed – ved hun selv, hvor psykologisk forkrøblet det er? Når Riebnitzsky er bedst, rå og ærlig, gør hun mig vildt bange, men det meste af tiden passer hun alt for godt på mig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu