Læsetid: 4 min.

En rigtig haresnyder

Den solidariske Louis Jensen sætter sig på den trehjulede og tager os med på en rejse, der både er en logisk og absurd fryd
Monstrene i Louis Jensens ’Kong Knap og bamsens forsvundne øje’ er af den slags, der gemmer sig under sengen. 
 Illustration: Line Wegger
27. september 2013

Kender du femminuttersreglen? Den, der fastslår, at hvis man har lånt sin kongekrone ud til nogen, og ikke har bedt om at få den tilbage inden fem minutter, så tilfalder ejerskabet låneren? Nå, ikke. Det står ellers i harens bog om alle regler i Louis Jensens Kong Knap og bamsens forsvundne øje. Regelbogen med den røde traktor udenpå hiver haren frem flere gange i løbet af den rejse, som det lille selskab bestående af Kong Knap (som ikke er en knap, men bare hedder det – det siger ikke sig selv, når vi taler Louis Jensen), Kong Hare, harekoret, den lille pige og bamsen, som er den eneste, der ved, hvor troldeskatten ligger begravet. De jages af tretten trolde, som også vil have fat i skatten. Skatten viser sig at indeholde lidt af en overraskelse.

Louis Jensens fantastiske univers tager som så mange gange udgangspunkt i eventyrets form, men mere som en formel, der har sin helt egen logik. Selskabets hjælpere og nogle meget nyttige ting har det med at dukke op på de helt rigtige tidspunkter, og Louis Jensen peger endda på deres tilfældighed: »Var det derfor… på grund af sølvrosen, at bamsen sagde, at de bestemt skulle ind i rosenslottet?« Eventyrets koder bliver overdrevet og gjort groteske i Louis Jensens fortællinger.

De er skrevet i solidaritet med sin læser og med fortælleren, der jo også skal have tid til at plukke jordbær og den slags og ikke konstant kan fortælle om Kong Knap. Derfor skal man have resummeret fortællingen en gang imellem i begyndelsen af et nyt kapitel, selvom fortælleren afslutter resuméet med et »men alt det ved du jo godt, så det behøver jeg ikke fortælle igen.«

Men den er også solidarisk på den måde, at den ikke stiller spørgsmålstegn ved den barnlige logik, som for eksempel at man bare må acceptere, at der findes harer, der opfinder deres egne regler for forgodtbefindende og udnævner sig selv til konge og vil have det hele for sig selv. Og harekor, der bare blindt følger, besynger og bekræfter den til enhver tid siddende leder, så længe det er i deres egen interesse. Der er ikke så meget, man kan gøre ved det. Man er afmægtig. Det lyder som et barns virkelighed.

Barnlig logik

For barnet er det jo ikke barnlig logik. Det er bare logik, og det er sådan Louis Jensen har fortalt det. Kong Knap er da også afbilledet som et lille barn i sparkedragt på en cykel i Line Weggers tegninger. Illustrationerne i sig selv mimer et barns tegninger i sin tilsyneladende usikre, men alligevel overbevisende streg. Antallet af farver er begrænset, troldene er store sorte masser med diffuse afgrænsninger, store tænder, strittende ører, strid pels og stikkende øjne. Det er den slags, der ligger og lurer under sengen.

Louis Jensens fortællinger har altid haft denne forbindelse til barnets oplevelse af verden (ikke barnets verden – for den er jo den samme som de voksnes, husk det), som gør, at oplevelsen af teksten for en læser med hovedet fuldt af litterære referencer er kompleks, mens den også ofte er helt enkel og logisk. Kong Knap og bamsens forsvundne øje er en fryd på begge niveauer.

Det mest interessante er, at Louis Jensen denne gang har raffineret tiltaleformen. Teksten, fortælleren og figurerne kommenterer sig selv og fortællingen og tiltaler læseren konstant. Som f.eks. kapitlet med titlen ’Et meget kort afsnit på kun sytten linjer’, der faktisk er toenhalv side langt og derfor slutter med, at fortælleren forklarer: »Jeg havde ikke regnet med at afsnittet blev så langt, ja, ikke mere end sytten linjer, men det er der ikke noget at gøre ved.« Det er Louis Jensen, når han er allermest forrygende! Vi skaber fortællingen sammen, den er en proces, en rejse.

Læseren bliver et med fortællerstemmen og får en fornemmelse af styring, selvom Louis Jensen selvfølgelig har usædvanligt godt styr på systemet. Stemmen afslutter kapitler med et, ’nu skal jeg ud og plukke jordbær, men i morgen fortæller jeg mere om den lille pige’ eller ’nu når jeg ikke mere i dag’. Den kunne lige så godt sige: ’For nu skal du sove’. Men det ville jo være usolidarisk og lyde som noget, haren ville læse op fra sin bog med traktoren uden på, der til sidst viser sig slet ikke at være fyldt med regler, men bare med tegninger af traktorer. »Haresnyd!« som den lille pige allerede havde sagt. Hun kan nemlig noget med ord, hun har tyve gummistøvler fyldt med nogle, hun har fundet på, og derfor vil haren, at hun skal være minister, når han bliver kejser. Louis Jensen skal være minister, når jeg bliver kejser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu