Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Sabbatårenes ulidelige lethed

Caroline Albertine Minors fintsansende romandebut tegner et generationsportræt af en forsigtig og rejselysten ungdom
Kultur
13. september 2013

Når gymnasiet er slut, sparer de smukke unge mennesker op og tager på backpackerdannelsesrejse gennem Syd- eller Mellemamerika; finder og flygter fra sig selv, før tilværelsen snævrer sig ind til videregående uddannelser og voksenliv.

Det er temaet i Pura vida, romandebut fra forfatterskoleeleven med det uvirkeligt smukke navn Caroline Albertine Minor (f. 1988): At være undervejs og forlænge sine sabbatår så længe, at man til sidst helt mister fornemmelsen af, hvor man kom fra og skulle hen.

Det er ikke fandenivoldsk, beat-pikket rejselitteratur a la Kerouacs On the Road, men derimod en selvbevidst, rastløs pigehjerteskrift med en mere nervøs end rasende hovedperson.

Rodløshed

Vi møder unge Viktoria, rodløs og neurotisk tænksom, i Paris, hvor hun forsømmer et sprogkursus, fordi hun forelsker sig i en fransk fyr, hun ikke helt ved, hvor hun har. Og hvad vil hun selv?

Viktoria bevæger sig forsøgsvist rundt i byen, og uden rigtig at knytte bånd til nogen nøjes hun med at observere sine omgivelser og forsvinde ind i egne tanker. Det mønster gentager sig i New York og siden Chile; hun kaster sig ud i nye byer, nye forhold, nøgenfotos og fester med fremmede uden nogensinde at slippe ud af sit eget hoved:

»Hvad følte hun, da han endelig tog sig sammen og tog hendes hånd, bad hende om fem minutter mere, tiggede faktisk. Hvad gjorde det ved hende?« Viktoria er vildt opmærksom på sig selv uden faktisk at kunne afgøre, hvordan hun har det, hvad jeg tror er såre symptomatisk for Minors og min firserfødte generation af piger: mere selvbevidsthed end selvværd. Verden ligger åben, og vi ved ikke, hvad vi vil.

Svinkeærinder

Romanen er en række små historier fra Viktorias rejseår, der ikke rigtig samler sig til en meningsgivende fortælling – sådan er livet jo det meste af tiden – men man kan godt tage sig selv i at tænke so what? efter endnu et uforløst svinkeærinde. Minor skriver til gengæld følsomme, præcise billeder frem, med sans for farver, tryk, varme: »I metroen på vej tilbage havde søvnen været så rar at befinde sig i. Perfekt tilpasset, som den kan være det i transportmidler, en varm dragt, en puppe, man prøver at glemme, at man lige om lidt skal krænge af sig.« Netop, perfekt pendlersøvn.

Eller en øm-ækel passage, hvor Viktoria hjælper en beboer på et plejehjem med hans personlige rengøring:

»Eller idet hun forsigtigt trak Elias’ forhud tilbage og blotlagde det blanke pikhoved, der havde den samme blågrå nuance som blommen i et for hårdt kogt æg, gengav handlingen i den seneste film, hun havde set«. Man ser det for sig.

Skummetmælksselskab

Sproget er mere levende end karakteren Viktoria, det er svært at føl(g)e med hende, fordi hun er sådan en let skitse, der flakser gennem verdenen. Det kan være et vigtigt element i det generationsportræt, Pura vida er, at vor hovedperson er privilegeret, men uafklaret og uden en stærk kerne i sin personlighed. Men det gør også, at hun i længden bliver blegt skummetmælksselskab for læseren.

Da hun pludselig giver los og tager sig en spiller i Pablo Nerudas seng på et støvet museum i Isla Negra, tænker man klart: »Stærkt, min pige!«, men også, at det er out of character, fordi hun hele romanen har været så fortænkt og forsigtig.

Pura vida bliver en vigtig påmindelse om, hvor kedsommeligt det er kun at opholde sig i eget hoved, og at man ikke nødvendigvis vokser til som menneske ved at rejse verden tynd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her