Læsetid: 2 min.

Satser for lidt – og taber det hele

Ben Afflecks glimrende spil i rollen som pokermogulen Ivan Block fortjener en bedre film end Brad Furmans ’Runner Runner’
26. september 2013

Richie Furst (Justin Timberlake) er en talbegavet universitetsstuderende, der tjener til sin uddannelse ved at promovere et onlinespillesite blandt sine medstuderende. Det må han dog ikke, siger rektor, og i stedet forsøger Richie en aften selv at spille sig til alle de penge, han har brug for.

Han taber selvfølgelig, men mener at kunne bevise, at han er blevet snydt og rejser derfor til det lovløse spilleparadis Puerto Rico, hvor mangemilliardæren Ivan Block (Ben Affleck) driver det virtuelle pokerimperium, der angiveligt har snydt Richie. Block kan ikke sætte sine fødder i USA, fordi myndighederne mistænker ham for alskens ulovligheder, men i Puerto Rico er han den ukronede konge takket være lige dele trusler og bestikkelse.

Nemt gennemskueligt

Block er så imponeret over Richie, at han hyrer den unge mand, og snart er Richie hvirvlet ind i en forførende verden af store penge, hurtige biler, evige fester og smukke kvinder som Blocks højre hånd, Rebecca (Gemma Arterton). Block virker, som om han er god nok, men Richie opdager, at ikke alt er, som det ser ud til at være i Paradis, og så begynder det at gå galt.

Lyder ovenstående uoriginalt og klichéfyldt? Det er det også. Brad Furmans seneste thriller, Runner Runner, fortæller endnu en historie om et ambitiøst, begavet, men også lidt godtroende menneske, der fanges i et spil, han eller hun ikke har gennemskuet. Det hjælper ikke på filmens friskhed – eller mangel på samme – at den velkendte handling denne gang er svøbt i onlinegamblingens glittede løfter om hurtig rigdom.

Der er et par vrid og drej i plottet, som dog er nemme at gennemskue, og det virker, som om Furman og hans manuskriptforfattere til at begynde med har villet fortælle om et menneske på vej ud over kanten, men at de ligesom Richie er blevet forført af det eksotiske Puerto Rico og Ivan Block og al hans bling bling. Runner Runner begynder i hvert fald med noget, der ligner en advarsel mod hasardspillets djævelskab, og ender med at hylde det og mere til.

Og så betyder det ikke stort, at Justin Timberlake leverer en fin præstation som den polerede Richie – man ville dog godt have været lidt længere om bag hans facade – eller at Ben Affleck igen beviser, at tyngde kommer med alderen, og at hans umiddelbare jovialitet i rollen som Ivan næsten umærkeligt og på et splitsekund kan forvandle sig til noget meget mere ildevarslende og ubehageligt.

’Runner Runner’ Instruktion: Brad Furman. Manuskript: Brian Koppelman og David Levien. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu