Næste år kunne William Shakespeare fylde 450 år, og Det Kongelige Kapel – som i øvrigt er mere end et århundrede ældre – begyndte koncertsæsonen med en aften viet den engelske teatermand. Det var et perspektivrigt program, også i kraft af sin blanding af kendt og totalt ukendt kvalitetsmusik.
Før pausen stod de to progressive romantikere, Berlioz og Liszt, og derefter Mendelssohn, som man pr. refleks henfører til den tids mere konservative linje. Alle tre var forgabt i Shakespeare, men om Mendelssohn nu også var så traditionsbunden – læs: en jødes glatte og overfladiske efterligning af god tysk musik – som hans kritikere fra Wagner til nazisterne har fremført, er et særdeles godt spørgsmål. Sådan som vi hørte den komplette skuespilmusik til En Skærsommernatsdrøm, trådte en visionær, næsten moderne teatermusik i karakter, ja, man fornemmede ovenikøbet, at dirigenten Bertrand de Billy mageligt kunne have sat betydeligt flere pointer på spidsen, så Mendelssohns eventyrlige geni havde funklet i endnu højere grad. Han kom altså til at slutte sig til den progressive fløj, og det var en af aftenens store bedrifter.
Men også den første del af koncerten fik et åbenbaringspræg. Franz Liszts symfoniske digt Hamlet kender de færreste, og det indeholder heller ingen melodiske højdepunkter eller slageffekter, man umiddelbart vil huske. Måske handler det om udvalgte scener fra Hamlet, visse regibemærkninger i partituret tyder på det. Men der kan ikke herske tvivl om, at den dystre grundstemning er hentet herfra, og på den måde svæver Shakespeares ånd over værket. Kapellets fine klangbevidsthed kom til sin ret her, på den anden side kunne man også høre, hvor svært det må være at beherske dette rapsodiske og til tider stakåndede tonesprog. Nyt og anderledes, fordi der på en aldeles original måde arbejdes symfonisk med stoffet.
Berlioz’ klagesange
Hector Berlioz’ tre stykker kaldet Tristia var ikke mindre terra nova for et dansk publikum; titlen betyder her klagesange og er hentet fra Ovids berømte brevsamling. Religiøs meditation for blandet kor og orkester, det første stykke og ikke med tekst af Shakespeare, men af ireren Thomas Moore, gjorde indtryk ved den sarte balanceakt mellem korstemmer og træblæserkorpset. Åh ja, det var jo selve klangen af Berlioz, denne vemodigt romantiske længsel efter døden og det uendelige. Betagende var også Ofelias død med tostemmigt damekor: den vuggende rytme illuderende den døde unge kvindes bevægelse frem gennem blomsterbækken, de lyse smidigt svungne sangstrofer, de nænsomt indsatte blæserguirlander, strygernes foruroligende understrømme. Smukt arbejde af den sympatiske dirigent.
Uovertruffen magi
Men Bertrand de Billy måtte gerne have animeret til mere storladne gestus i den fantastiske Sørgemarch til den sidste scene af Hamlet. Der var vel en grund til, at Berlioz ønskede mindst 10 kontrabasser, 12 celloer og hele seks trommeslagere. Også salutten fra fem civile geværskytter blev en noget tam effekt; en deling på 35 mand fra Den Kgl. Livgarde ville have været helt i komponistens ånd.
Det kan også undre, at formidlingen og fantasien ikke fik den rette plads i skærsommernatten. Den herboende engelske skuespiller Ian Burns agerede hovedrollerne i genfortællingen af stykket, det gjorde han desværre ikke så virtuost som de andre professionelle på scenen. De engelske gloser var ganske svære at fange i farten. Det skulle have været på dansk og med en af vore bedste skuespillere, nogle af dem har vel deres gang på den anden side af vandet. Og en kreativ lyssætning og en mere dramaturgisk funderet opstilling af de medvirkende kunne helt sikkert have forstærket oplevelsen af, hvad det hele dybest set handler om: Shakespeares uovertrufne magi.
Shakespeare-tema med Berlioz, Liszt og Mendelssohn. Dirigent: Bertrand de Billy. Inger Dam-Jensen (sopran). Elisabeth Jansson (mezzosopran). Ian Burns (fortæller). Det Kongelige Operakor. Det Kongelige Kapel. Operaen den 13. september
