Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Spøgelserne i Nordvest

Zadie Smith har skrevet en lysende original roman om råheden i det nord-vestlige Londons arbejderkvarterer og om det mærke, stedet brænder ind i din hud
Zadie Smiths ’NW’ handler om  arbejderkvarteret North West i London, og det brændemærke som det sætter i huden på sine (fortrinsvis sorte) beboere. Det er den sociale mobilitets betonmure, den fortæller sin læser om. Volden, hættetrøjerne, junken, hele den nedarvede pakke af sociale tvangshandlinger

janine wiedel

Kultur
27. september 2013

Byen er hovedpersonen i Zadie Smiths kun fjerde roman siden gennembruds- og debutbogen Hvide tænder fra 2000. Byen eller det nordvestlige London, NW, som det kort og godt hedder i titlen.

Det er kvarteret, hvor de ramponerede eksistenser bor; indvandrerne, de fattige, junkierne, side om side med de lidt mere socialt velpolstrede; de kommunalt ansatte, de småhandlende og dem, der har gjort troen til en redningskrans. NW er et socialt mærke, brændt ind i huden. Du kan knokle din – i vekslende grader – sorte røv i laser, du kan også være heldig og en dag få plads på universitetet og købe hus i et af Londons velhaverkvarterer. Men mærket sidder der stadig.

Der er på den måde noget gammeldags over Zadie Smiths roman, eller noget klassisk. Det er den sociale mobilitets betonmure, den fortæller sin læser om. Volden, hættetrøjerne, junken, hele den nedarvede pakke af sociale tvangshandlinger. Og om hjemløsheden.

Når romanen alligevel på hver eneste side virker overraskende, ja, lysende original, skyldes det måden, Zadie Smith fortæller den på.

Læseren kastes hovedkulds ind under kvarterets »fede sol«, der brænder »antiklatre-malingen« til svovl på »skoleporte og lygtepæle«. Det er romanens første linje, anslaget, men hedeturen og fornemmelse af at være udsat for en ubarmhjertigt stikkende sol fortsætter gennem hele hovedhandlingens lange sommer. »Antiklatremalingen« udtrykker underfundigt den sociale lovs første bud; bliv nede! Solen giver loven et evighedsperspektiv og forvandler kvarterets kradse sociale virkelighed til et dystert mytologisk landskab.

Springene mellem de to virkelighedsniveauer er en stærk og svimlende læseoplevelse, hjulpet på vej af andre diskrete markører. Én af dem er en truende ræveepidemi med små glimt af forpjuskede rævehaler på hastig flugt ligesom byens menneskelige hættetrøjer.

Zadie Smith er i det hele taget en mester i de små glimts fortælling. Fuld af tillid som hun er til, at glimtene lagt sammen vil skabe sammenhængende billeder i læserens hoved.

En skrattende stemme i en radio, noget skrigeri fra en altan, tankemylder i hovedet på en person, som vi foreløbig kun får at kende som ’hun’, et cigaretskod, der falder mod havens græsplæne. Så ringer det på døren.

Læseren kan føle sig underforsynet med information, indimellem aner man ikke, hvad der foregår. Men så bider historien sig alligevel fast, orienteringsløsheden, det springende, men samtidig sanselige bliver en oplevelsesform, der matcher stedet. Det er NW med kvarterets eget uregerlige spektakel og forvrængede perspektiver.

Til de små glimt hører korte sætninger. Lakoniske og hurtige som lussinger. Som regel beskriver fortælleren udefra, over lange stræk som hastig og flyvsk dialog. Men vi får også tankestrømme og sylespidse analytiske kommentarer. Og den her hastige, tragisk-muntre sammenfatning af stedets – kvarterets og i dette tilfælde busstoppestedets – lange linje trukket gennem en persons liv: »Fem og uskyldig ved dette busstoppested. Fjorten og fuld. Seksogtyve og skæv. Niogtyve og helt fraværende, oppe at flyve på coke og cider.«

Social determination i fire korte sætningsstød. Fortælleren nægter sig ikke noget, så længe det formidler oplevelse og indsigt. Så længe det virker.

Gentagelsen af et mønster

Ud af fremstillingens karakteristiske closeupstil vokser i løbet af romanens fire store afsnit så den lange og sammenhængende historie. ’Hun’, som vi mødte på romanens første side, hedder Leah, hendes sorte veninde hedder Keisha, der under springet ud af kvarterets sociale indelukke forvandles til det anderledes løfterigt klingende Natalie. Første hovedafsnit tilhører Leah og hendes sorte, fransktalende kæreste Michel. Hans ene drøm er at få børn, den anden at veksle sit liv som sexet indvandrerfrisør til noget med højere status og flere penge. Foreløbig har han sat parrets opsparing til med sine amatørinvesteringer foran laptoppen. Hendes – Leahs – ene hemmelighed er, at hun tager p-piller, den anden, at deres fælles liv og hendes evige idé om at gøre det gode er skrøbeligt som glas.

I andet hovedafsnit indflettes historien om Felix, som de fleste andre i romanen et menneske med en drøm om at katapultere ud af elendigheden og op i en lykkeligere verden. Hans trylleformular hedder Grace, en lysende skønhed, som han af alle steder møder ved det busstoppested, der hviler som en forbandelse over hans liv. Gentagelsen af et mønster. Heller ikke Grace kommer til at ændre den udstukne rute. Felix bliver offer for et af kvarterets trivielle overfald og dør af det. Og forbrydelsen den tråd, der på sindrig vis knytter hans historie til de andre i romanen.

Natalies hjemsøgelse

Endelig spoles i tredje og frem mod fjerde hovedafsnit tiden tilbage til Leahs og Keishas fælles barndom. Herfra får vi i 184 korte nedslag Keishas sammenbidte rejse ud af det trostyngede barndomshjem, ud af NW, og fra jurastudiet i et svæv ind i et strålende rigmandsliv med en smuk, men også sært udflydende børsspekulant. Han er endnu en blandingsrace, Trinidad og Italien, desuden er han rig og socialt naturaliseret under navnet Frank.

Det er Keisha/Natalie, der tydeligst udtrykker romanens pointe om at være mærket af stedet og tabe sig selv, når man prøver at undslippe det. Da hendes historie igen nærmer sig nutidens brændende sommer, har hun under sit pigenavn, ’KeishaNW@gmail.com’, indledt en skæbnesvanger rejse via internettets sexsites tilbage til barndomskvarterets råhed. Men også til det ikke-sted, kvarteret har forvandlet sig til for hende.

En ’hjemsøgelse’ kalder romanen det. Det ord er lige så godt som ’antiklatre-maling’. Man ’søger hjem’, og man hjemsøges, i begge tilfælde som var der tale om spøgelser.

Dickens har skrevet noget, der ligner, om bykvarterer som tarvelige og mystisk forbundne eksistensrum. Martin Amis har skrevet lige så råt om social determination og med en tilsvarende film af mytologi lagt ud over London. Hanif Kureishi har skildret den muntre frivolitet og den sociale ambitions hensynsløshed i miljøer, der ligner.

Og alligevel bliver en masse tilbage, for ikke at sige, at ingen har skrevet så zadiesmithsk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her