Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Stærk og stereotyp

Uden Frida Kahlos kulørte liv havde hendes kunst været en parodi. Nu er den i stedet endt som verdens største romantiske kliché
Kultur
20. september 2013
Hun er en romantisk kliché, uden tvivl, men det er meget af det, der bliver læst ind i hendes værker, også. For som kvindeligt forbillede er hun ikke det forbillede, man gerne vil gøre hende til.

Hun er en romantisk kliché, uden tvivl, men det er meget af det, der bliver læst ind i hendes værker, også. For som kvindeligt forbillede er hun ikke det forbillede, man gerne vil gøre hende til.

Første rum er vildt. Det er hendes sammenvoksede øjenbryn, det tynde overskæg, den skulpturelle frisure og det dystre blik i selvportræt efter selvportræt. Det er hende alene, der stirrer mod publikum, det er hende med sine aber og sin hund og torne i halsen. Det er ikonet Frida Kahlo, den historiske Frida Kahlo, kulten Frida Kahlo. Det er så absolut noget særligt at opleve på dansk grund.

Det er også en åbenlys iscenesættelse. Både af hende selv og af Arken. Kahlo er sød, smuk, fin og stærk, både i malerierne og i de fotografier, der er af hende. Hun er, som Gud har skabt hende. Men det er også et politisk statement. I »Selvportræt med halskæde« er hun oprindelig og indfødt, en slags stenalderpige, med sine øjenbryn og overskæg. Hun har fat i sit inderste uden at være bange for tiden, hun har nemlig både sløjfe i håret, læbestift og flæsebluse på. Hendes halskæde er også bemærkelsesværdig, da den er lavet af helt almindelige runde sten. Men det er mere end blot en rejse tilbage til rødderne og til en mexicansk identitet. Det er også især en rejse, der handler om at fravriste sig den europæiske indflydelse. Og det er bare én af de mange ting, der føjer sig til hendes særlige tiltrækningskraft. For den forsværgelse af det moderne liv, af modeluner, idealer og krav, kan de fleste se sig selv i.

Det er også en iscenesættelse af Arken. Allerede i det første rum skal vi også se mexicanske smykker. Og i det næste skal vi se mexicansk kunst. Hele vejen igennem skal vi se hendes mand Diego Riveras malerier, og endelig skal vi se mexicanske kjoler og fotografi efter fotografi efter fotografi af den lidende Frida Kahlo, foran lærredet, i rullestolen og i kisten.

Symboler til højre og venstre

Arken opfordrer til en biografisk læsning af hende. Hvilket på en måde er forfærdeligt. For Frida Kahlo er den største kunstneriske kliché, der nogensinde har eksisteret. Hvis andre har lidt, har hun lidt 1.000 gange så meget. Hvis andre har været ude for ulykker, har hun været ude for nogle, der ikke blot var voldsomme, men også bizarre. Da hun som 18-årig eksempelvis var i en togulykke, fik hun et gelænder gennem maven og ud gennem hendes skridt, imens manden ved siden af tabte en spand guldmaling ud over hende. Senere tabte hun et ben. Som barn havde hun polio. Hendes smerter var ubærlige. Hendes død mystisk. Hendes mand en stjerne. Hun levede i hans skygge. Han utro. Også hende. Med både mænd og damer. Og nå ja, kun to udstillinger i sin levetid. Og hvem husker vi i dag? Den berømte mand? Nej. Den lidende kvinde? Ja. Smerten blev til kunst.

Når det så alligevel er helt rigtigt af Arken, er det, fordi hun netop selv spiller på klicheerne. Hun arbejder selv biografien ind i billederne. »Selvportræt som Tehuana eller Diego i mine tanker« er hende selv med Diego malet i panden. Så langt ude. Så plat. Men fordi det er et biografisk projekt, virker det. Et meget berømt maleri, der er med i det første rum, er »Selvportræt med tornehalskæde og kolibri«, hvor hun nærmest er blevet Kristus, med blodet løbende ned af halsen fra torne, der stikker hende. På tornene hænger en død kolibri, og bag hende sidder en abe og en sort kat. (Bare den nu ikke løber over vejen!) Der er så mange symbolikker på spil, at det aldrig ville være gået, hvis det havde været en person uden historie, der havde lavet det. Det havde været en parodi på kunst.

Klicheerne er også udtalte i farvevalget og teknikken. Det er fladt og kulørt. Mange af bladene i baggrunden ligner noget fra en aftenskole, fordi de er så simple. I det tredje rum kan man se hendes stilleben med frugt, med en papegøje og med en dukke og en ugle. Det er klichemotivet over dem alle, frugtfadet, malet kitchet endog og tilsat et væld af åbenlys symbolisme. Frugterne er modne, de ligner vaginaer og peniser hele bundtet, og det med dukken og uglen hedder endog »Bruden bliver skræmt, når hun ser livet åbne sig«. På den ene banan er der tilføjet en græshoppe, som helt sikkert også er symbol på alverden.

Kvindenedgørende analyse

Hun er en romantisk kliché, uden tvivl, men det er meget af det, der bliver læst ind i hendes værker, også. For som kvindeligt forbillede er hun ikke det forbillede, man gerne vil gøre hende til. Hun er jo den lidende kvinde. Når man bevæger sig rundt i hendes tegninger, malerier og i fotografierne, ser man virkelig, hvordan hun dyrker sine smerte. Det er kvinden som offer, hun giver os. Det er kvinden, der klarer den på trods af en ond mand, hun er smuk på trods af alle mulige ulykker. Og det er først og fremmest hendes kulørte liv, der har hævet hendes status som maler, til stjernerne.

En anden stereotyp, der også virker mere kvindenedgørende end omvendt, er tendensen til at læse noget erotisk ind i hendes frugtfade. Læsningerne af Kahlo som kvinden, der i sin kunst begræder, at hun ikke kunne få børn, er også skudt ved siden af. At man kan se kernerne i den overskårne frugt, behøver ikke partout betyde, at hun er ved at dø af sorg over ikke at kunne få sin egen familie – det kunne også være en del af hendes forkærlighed for Mexico, det er kun lokalt producerede frugter og grøntsager, hun maler, som de er, med kerner, fordærv og skæve eksemplarer. Faktisk virker hun helt okay med sin barnløshed, når man kigger på »Selvportræt på sengen eller mig og min dukke«, hvor hun sidder på en sengekant med en dukke ved siden af sig. Hvis hun havde været en mand og havde siddet rank og stolt med en smøg i hånden og en dukke ved siden af, havde ingen fået den tanke, at der var tale om ødelagte biologiske ure, der ikke vil holde op med at tikke. Og det fantastiske »Selvportræt med aber« var nok også blot blevet set som et nationalistisk maleri af en mand i pagt med naturen og tæt kontakt med sig selv og ikke som en kvinde, der har fået en kæleabe som erstatning for et barn. Hvis det altså ikke havde været en kvinde uden børn, der havde lavet det.

Men sådan er verden så ofte en kliché. Og en af de største, og bedste, kan opleves i Ishøj for tiden.

Bedømmelse: 5/6

’Frida Kahlo – et liv i kunsten på Arken’, Skovvej 100, Ishøj til 12. januar 2014

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

En god del af Frida Kahlos berømmelse trækker næring fra de mange kinky elementer som de usandsynlige ulykker medførte og ingen tvivl om at hun fik et i hvert fald i andres øjne kinky-spektakulært omend smertefuldt liv, samtidig med at hun var en både udspekuleret og dygtig maler. Men om hun havde til hensigt at slå et slag for den almene kvindefrigørelse eller kun for fysisk handicappede kvinder kvinder med eller uden overskæg eller ingen af delene, er svært at udlede af hendes gådefulde billeder som både virker tiltrækkende og frastødende på mig. Men ingen tvivl om hendes biografi er interessant. Derfor er det også lidt frustrerende når vi i TV forleden fik at vide hun var født med rygmarvsbrok, mens denne artikel fortæller at hun havde polio som barn, selv om det ene kan være næsten lige så godt som det andet, for så vidt at det resulterede i at hun ikke kunne gå og dermed kom i besiddelse af en egenskab der kan være ret charmerende hos en kvinde og nærmest det modsatte hos en mand. En anden uoverensstemmelse er at ifølge en anerkendt dokumentarfilm var det selve den stang der forbandt vognen til elnettet og ikke et simpelt gelænder hun blev spiddet på den fatale dag i sporvognen. Ikke at det betyder alverden om det var det ene eller det andet, men siden nu halvdelen af hendes berømmelse beror på en nærmest surrealistisk biografi, kunne det være fint at få på det rene.

Anette Gatzwiller

Jeg kan desvaerre ikke se den beskrevne udstilling I arken, da jeg er bosat I Mexico. Men jeg har nydt at laese Michael Jeppesens beskrivelse at det kultur "clash" han moeder paa arken. Opfattelsen af kunst er saa anderledes I Mexico end I Danmark. I Mexico putter de kunst alle vegne, og der er ikke den metro station I Mexico City som ikke har enten et vaegmaleri, en skulptur, sten fra verdensrummet, eller andet der konstant binder kunsten til mange mennesker I deres hverdag. Det er saa berigende at gaa fra metro linie til metro linie, sammen med tusinde vis af andre mennesker....alt I mens man ser en fotoudstilling fra hele verden.
Kunst til folket. Hver dag....for mig bliver det ikke meget bedre...klicheer eller ej...kunsten skal sparke dig bag I, saa du faar stoerrer forstaelse for andre. At Michael Jeppesen bliver stoedt over kvindens lidelser er hans egen sag. For millioner af kvinder verden over har det vaeret en befrielse at kunsten ogsaa kunne rumme en kvinde med stor smerte....og ikke bare en kvinde som krop og kurver. Her var Frida banebrydende...det er lige netop her hun fyldte sit kunstneriske rum.
Maaske det er tid til at flytte kunsten ud af museerne og ind I hverdagen?