Læsetid: 3 min.

Stemmer, stemmer over det hele

I årets antologi fra Forfatterskolen er tingene som de plejer: nogle glider af sted, andre er ikke helt flyvefærdige
27. september 2013

Arbejdet med at finde en egen stemme, sin egen sproglige stil, må have fyldt meget for årets otte afgangselever fra Forfatterskolen, for det er her de virkelig adskiller sig fra hinanden. Uanset om det er Cecilie Linds svimlende og meget sikre strømfloder af ordspil og indrim og syntaksforbistring – »og iført kort kjole overlader intet til fantasi bliver græs betrådt med trods i blik spiller jeg op til dans det ud det sludder for en sladder er sjældent bestemt af glat tunge« og så videre – eller Josefine Graakjær Nielsens talent for at sammensætte absurde sætninger, så er man ikke i tvivl om hvem man læser hvornår.

De har en signatur allerede. Som helhed peger årets afgangsantologi så også på, at den signatur ikke altid er nok, det hjælper også at have sans for komposition og sproglig økonomi, og en klar idé om, hvad man egentlig vil sige. Ellers ved man for eksempel ikke, hvornår man skal tie stille igen, så drukner læseren i ordspil og indrim og syntaksforbistring. Eller absurde sætninger.

Andre gange drukner man det fiktive rum, teksten vist nok vil skrive frem. Sarah Elise Bruun skriver fra et vildt forhold, der synes at rumme hele Mellemøsten i sig, jødisk kosher og iranske forfædre. Det føles som en åbning ud mod noget større, der er en fin bevægelse fra historiens vingesus til slikindsmurte børnefingre. Men man skal ligesom fægte sig gennem fortællerens cirklende åndeløshed for at komme frem til det.

Det sidste vildsvin

Klar i sit greb er til gengæld Martin Bastkjær Christensen, hvis bidrag krydsklipper kunstkritik – om Hammershøi og privathed – med kulturhistoriske overvejelser om lejlighedens historie og lyde og det at simulere ensomhed. Og med en skitse til en historie om en ung mands behov for at være alene. Det er skarpt set og et uddrag af et større manus, så det er ikke til at sige, hvor det ender. Lige nu savner teksten måske noget fremdrift, en svimmelhed, den føles meget kontrolleret.

Fremdrift savner man på sin vis også hos Hannah Lutz, der lader tre forskellige skikkelser holde monologer (på svensk) fra den stilstandsramte landsby Linneryd i Småland. Tilbageblik og erindring fylder meget. Det er som om hendes tekst står ved et slutpunkt, at den udgør nogle sidste små rystelser inden alt går i stå.

Men nogle gange er der så også et fantastisk svæv hos Lutz, en mild og fin humor, som når ’Max’ tænker tilbage på sin barndom, hvor man legede, man var skoleinspektør Ivar Sandberg, som om natten fik besøg af verdens sidste vildsvin. Det er meget fint og ømt og helt uventet rørende.

Rigtigt svæv kommer der også i nogle af Lea Løppenthins digte. De henter deres energi via små gentagelser og via absurde og samtidig åbenlyse miniforløb.

»Jeg gnaver i mit spyt som jeg kender det/ jeg kender den smag af gnav indtil jeg kender den dårligere« begynder et digt, der også har antologiens særeste og sjoveste sammenligning – ellers er årets elever ikke meget for at arbejde med frapperende sprogbilleder: »jeg trækker sprog ind i stemmen som huden trækker en creme/ der arbejder sprog i stemmens naturlige fugt«

Begær og krop

Hvad mere? Både Ida Holmegaard og Molly Balsby skriver fra et intimt rum. De skriver om begær og kropslighed og skriver tit direkte henvendt til et du. Mens Balsby vil skrive trodsigt om noget skrøbeligt, om sex og en krop i stykker, så findeler Holmegaard små bevægelser fra hverdagen, en gåtur, et frisørbesøg. Nogle gange fylder selvbevidstheden mere end den lavintense verden, der omgiver hendes jeg, men det er ikke dårligt:

»Det er så nemt at elske steder, der ikke længere fungerer/ de steder, som man kun kan bruge til noget andet/ end det, de er bygget til./ Måske vil du indvende det, nu indvender jeg det selv i stedet.«

I det hele taget er ingen uden talent i bunken af dette års elever. Mange af dem virker ikke som færdige forfattere endnu, bare fordi de har gået to år på Forfatterskolen, men det ville også være meget at forvente. Der er tid nok.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Wienberg Hansen

Kvaler i et tummerum fører jeg pennen skrabet. Der skal være plads til fantasien. Maser jeg strabads i ulejlighed og gør mig umage. Hyre er der ikke noget af. Nejer indviende og underdanigt. Fortsætter rangstigens anstrengelser. Bestræbende og ambitiøst betyder non stop herkulisk arbejde(..).Lirkes vederlag til hævns. Bagatel og afsindig bevægelser. Væbner gagerede. Afsindigt og bevågen slynger jeg konkret med spindet. En ordentlig tørn kan forekomme overraskende til prognose. Mildner rædsler pompøst.