Den store illusion

Emmanuel Guibert fortæller i ’Alans krig’ øjenåbnende om Anden Verdenskrig og dens efterdønninger. Gennem en realistisk, men suggestiv billedside bliver krigen omdrejningspunkt for individets historie i den store historie
Sider fra 'Alans Krig' © Aben Maler

Sider fra 'Alans Krig' © Aben Maler

13. september 2013

Emmanuel Guiberts tegneserie Alans krig er ikke alene et usædvanligt stykke historieskrivning, der med udgangspunkt i ét menneskes oplevelser formidler en sandt klingende og nærværende skildring af Anden Verdenskrig. Det er også en enestående bog om den menneskelige erindring og de fortællinger, hvormed vi skaber vores identitet.

Bogen er en venskabsgestus. I 1994 mødte franske Guibert den amerikanske pensionist Alan Ingram Cope ved et tilfælde. De to blev nære venner, og Guibert besluttede sig for at skrive og tegne Copes erindringer. Bogen består af tre dele omhandlende Copes militærtræning, hans oplevelser under krigen og livet derefter. Cope døde i 1999 og nåede således ikke at se den færdiggjort.

Fintfølende sans for detaljer

Cope, der voksede op i Californien, blev i 1943 indkaldt til træning ved Fort Knox. I 1945 blev han sendt til Europa som del af en kampvognsenhed. Her deltog han under General Patton i et ambitiøst forsøg på lynhurtigt at indtage østeuropæisk territorium og således markere de allieredes indflydelse over for russerne. Dette er i bogen skildret minutiøst og – overraskende nok – ganske udramatisk.

For Cope var i virkeligheden kun i kamp én gang. Resten af tiden gik med kørsel, venten og udforskning. Hans hukommelse var tydeligvis enestående og hans sans for det meningsfulde i den banale detalje fintfølende. Bogen er fuld af indtryk: morgensolens lys gennem stormbølgerne på Atlanterhavet, et æble plukket i forbifarten fra kampvognens kanontårn, væltede skulpturer i haven til en beslaglagt ejendom. Den byder imidlertid også på omhyggelige beskrivelser af konkrete forhold og procedurer: Hvordan man affyrer en granatkaster, indholdet af en K-ration, rensningen af larvefødder.

Tabte verdensborgere

Men først og fremmest handler Alans krig om venskab. Cope fortæller levende om de mennesker, han mødte på sin færd, og flere af de væsentligere relationer kommer til at danne historiens røde tråd. Det gælder især parret Gerhart og Vera Münch, som Cope møder, da han er udstationeret i efterkrigstidens Bayern, og som han modtager, da de senere flytter til Californien, for så til sidst at bryde med, fordi de modsætter sig hans (senere forliste) forlovelse.

Parret er dannede, internationale europæere af den gamle skole, med skikkelser som Ezra Pound, Jean Cocteau, Henry Miller og Octavio Paz i vennekredsen til forskellige tider. Tabte verdensborgere af den type Stefan Zweig så uforglemmeligt beskriver i sine erindringer Verden af i går (1942). Cope deler Zweigs humanisme, men martres ikke på samme måde af resignation. Alans krig er nærmest insisterende i sin tro på det anstændige i mennesket, som var bogen en fjern, stilfærdig slægtning til Jean Renoirs klassiske antikrigsfilm Den store illusion (1937).

Heri afspejler den formentlig et valg hos fortælleren. Man fornemmer trods manglen på traume, at krigen satte sig uafrystelige spor i Cope og bidrog til den rodløshed, der kom til at præge hans liv efterfølgende, og som endte med en eksiltilværelse i Frankrig. Det er meget betegnende, at den ene gang, koncentrationslejrenes rædsler nævnes, er i en hårrejsende øjenvidneberetning på et tidspunkt, hvor Cope har valgt at søge præsteembedet, men måske samtidig aner, at han er på vej til at miste sin tro for altid.

Redigeret tilbageblik

Det bliver i løbet af bogen tydeligt, at Cope har redigeret i sin historie. Store dele af hans tilværelse – først og fremmest hans familieliv – lades uberørt. Han nedtoner de mere uforsonlige aspekter af sin personlighed og fremhæver i stedet dem, der understøtter indtrykket af afklaring. Hen mod slutningen forstår vi, at hele krigsskildringen er udtryk for den aldrende Copes bearbejdelse af sin egen biografi – hans modne opfattelse af sig selv som ungt menneske, men også en fortælling om ham selv, der bekræfter hans identitet i de år, han kendte Guibert. En af bogens store bedrifter er dens implicitte skildring af den mentale proces, der ligger til grund for denne løbende, indre revision hos fortælleren og dens visuelle sammensmeltning af hans før og nu.

For det er i Guiberts virtuost realiserede billedside, at såvel fortællingens konstruerede natur som dens grundlæggende følelse af autenticitet forløses. Den er udført i sepiatonede tuschlaveringer, der med deres douce nuancer og slørlette gennemsigtighed smukt signalerer, at vi her har med en overlevering at gøre. Den visuelle research har været grundig – alt fra kampvogne til kaffekrus er gengivet med stor akkuratesse – men visualiseringen er først og fremmest af suggestiv karakter. Baggrunde elimineres, når det væsentlige ligger i detaljen, men foldes ud i stor sanselig skønhed, når fortællingen kalder på det. Det bringer mindelser om W.G. Sebalds brug af fundne billeder i sine romaner – dybest set fiktive billeder får tillagt sandhedsværdi og udvider fortællingens virkelighed.

Øjenåbende fortælling

I bogens to første dele, hvis begivenheder ligger fjernest i tid, er selv konturerne flygtige. De er præget i papiret med vand ved hjælp af en drypper og dernæst udfyldt med fortyndet tusch (søg ’Emmanuel Guibert’ og ’drawing’ på YouTube for en fortryllende demonstration). Bogens tredje del, der fortæller om tiden efter krigen og frem til Copes sidste år, er derimod tegnet med solide konturer, samtidig med at detaljeringsgraden og teksturen i billederne intensiveres. Det fungerer som en subtil markør af den fortætning af Copes erindring, som forekommer i takt med, at vi nærmer os fortællerens nu.

På det konkrete plan fortæller Alans krig øjenåbnende om Anden Verdenskrig og dens efterdønninger. På det psykologiske plan bliver krigen omdrejningspunkt for en fortælling om de historier, vi fortæller om os selv, til os selv og til andre. Den store historie dybt indlejret i individet.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Alans Krig – Alan Ingram Copes erindringer
Emmanuel Guibert
Aben maler
336 sider i to og fire farver, indbundet
390,- kr.
Kongenialt oversat af Ole Steen Hansen

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu