Læsetid: 4 min.

Timberlake, Timbaland og tømmermænd

Justin Timberlake har tømmermænd på den uventede opfølger til sit endnu mere uventede comeback fra tidligere i år. Det er jo noget skidt og lyder desværre også sådan hist og her. Som en popperfektionist i opløsning
Justin Timberlake udgav d. 30. september ’The 20/20 Experience – 2 of 2’ og annoncerede desuden, at han optræder i Parken 6. maj næste år.

Justin Timberlake udgav d. 30. september ’The 20/20 Experience – 2 of 2’ og annoncerede desuden, at han optræder i Parken 6. maj næste år.

Justin Ng

1. oktober 2013

Der var meget, som spillede ved Justin Timberlakes tilbagevenden som popprins med kongekroneaspirationer i marts. Den 32-årige boybandpensionists elastiske vokal smygede sig selvsikkert ind og ud af numrene og tog stribevis af affekteret-avancerede favntag med rollen som popstjerne. Det olmt magnetiserende omdrejningsnummer »Tunnel Vision« og funkudskejelsen »Spaceship Coupe« kunne ikke slides i stykker, og en tilbagevendende fornemmelse af berusende og brusende popmusik – champagnebeats – bidrog til indtrykket af en nærmest vægtløs overskudsproduktion.

Men der var også ting, som ikke spillede. Som den korte tid fra annonceringen af The 20/20 Experience til udgivelsen af samme. Efter næsten syv års albumpause viste forventningens glæde sig således større end det musikalske pay-off. Comebacket kunne ikke kunne måle sig med 2006’s langtidsholdbare, skabelonudfordrende og beatudforskende popmesterværk FutureSexLoveSounds. Sølle to måneder gik der, fra Justin Timberlake ud af ingenting annoncerede ny musik først på året, til albummet lå parat til streaming på iTunes.

Det afslørede, at knægten fra Memphis, Tennessee, var blevet en endnu dygtigere sanger, men ikke udnyttede sin indiskutable evne til at udtænke nye arkitektoniske popperler. Ikke længere. I stedet var han gået i gang med at opføre nydelige – som i luksuriøse og upåklageligt funktionelle – typehuse.

Der var ganske enkelt intet revolutionerende over The 20/20 Experience, som smagte mindre af Justin Timberlakes hjerteblod, mere som behagelig adspredelse fra skuespilambitionerne.

Nu – ikke syv år senere denne gang, men syv måneder – vender han tilbage med endnu et album. The 20/20 Experience 2 of 2 hedder det, og med enkelte undtagelser består udgivelsen ret beset af overskydende skæringer fra sessionerne med den tilsyneladende uadskillige følgesvend, produceren Timbaland.

20/20’ er fagterm for at have et knivskarpt syn, men hvis Justin Timberlake gør noget med … 2 of 2, så er det at mudre billedet af sit tidligere så helstøbte image. Han er en popperfektionist i opløsning, og han indlemmer så tilpas mange ringe numre i forbifarten, at der må sættes spørgsmålstegn ved flere af hans hidtil svært bestridelige spidskompetencer.

Anæmiske analogier

For det første rummer albummet ikke en indiskutabel ørehænger, hvis man lige ser bort fra Jackson 5-pastichen »Take Back the Night«. Dens discostinkende grundstamme stikker til gengæld ud som en desperat kompensation i det let genkendelige Timbaland-univers, hvor mundpercussionen generelt fylder alt for meget, og melodierne ikke længere kan matche de ambitiøse forløb, der trækkes ud i det uendelige (dvs. både syv, ni og 11 minutter).

Der åbnes ellers lovende med den tungt groovende, klappende og kvækkende »Gimme What I Don’t Know (I Want)«. Nummeret rumler ind foroven og vrider sig skridsikkert vej mod skridtet med en beskidt og forvrænget agenda, der manglede i noget nær samtlige sange fra den første The 20/20 Experience. Men allerede på den efterfølgende »True Blood« melder slitagen sig i underlivet. Én ting er blodsugertemaet, som mest af alt virker som en anæmisk tematik i mangel af bedre og/eller andet. Værre er det sådan set, at beatet gjalder som et kastreret ekko af det i 2006 revolutionerende »Sexy Back« og dets storrungende stortromme og agressive akkordklodser. 571 sekunder i selskab med den fornemmelse er drøje sager. Af andre fejlskud må bluesrock-eskapaden »Drink You Away« fremhæves for at basere sig på en om muligt endnu mere trættende analogi end den om vampyrer. Bevæbnet med gammelkendt slang for whiskymærker begræder Justin Timberlake sine tømmermænd. At han ikke kan drikke sin mistede kærlighed væk – og at der findes en medicin mod knuste hjerter. Vederstyggeligheden er tilmed serveret i et gumpetungt arrangement, blottet for den slags sydstatsgenialiteter, som Timbaland for 10 år siden velsignede rapperen Bubba Sparxxx med. Jøsses, altså.

Lige nonchalant nok

Nu skal det ikke udmunde i én lang klagesang. Der indtræffer lyspunkter på … 2 of 2. Adskillige endda. Balladerne føles generelt mindre uinspirerede end de storladne dansegulvstogter, og albummet hænger i tone marginalt bedre sammen end sin ubeslutsomme forgænger. Det er også sympatisk, at det tidligere teenidol på forhånd har afskrevet det purunge publikum i stedet for at udfordre Justin Bieber og One Direction. Han koncentrerer sig om at lave ægte voksenpop, men fornemmelsen af en kunstner, der er gået fra at være i overskud til at sælge ud af sit overskudslager, hænger ved.

Det bedste bud på en arvtager til Michael Jacksons poptrone forvalter sin musikalske karriere lige nonchalant nok, og det er en skam. Hvis han stadig vil tage mainstreampoppen nye steder hen, så kræver det nye legekammerater, nye indspark. Timbaland må ud, han er udløbet, og lige-meget hvor meget han ryster posen, kniber det tilsyneladende med de originale indspark. Hvis ikke Justin Timberlake tager den erkendelse seriøst, tager han ikke sin musik seriøst.

Justin Timberlake: ’The 20/20 Experience – 2 of 2’ (RCA/Sony)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu