Skandinaviske kriminalromaner kan jo godt være lidt trættende i længden. Til gengæld stjæler de færreste af dem din nattesøvn. Lars Kepler-serien om kriminalkommissær Joona Lina er i begge tilfælde en markant undtagelse. Her skal ungerne sjældent hentes fra institutionen, Volvo’en starter, når den skal, og i bind fire, der udkommer i dag, er handlingen totalt renset for den underliggende kritik af velfærdsstaten, der ellers kendetegner den skandinaviske krimibølge. Dramaet fænger fra start til slut uden svinkeærinder af hverken socialrealistisk eller kønspolitisk art.
Det starter med en bleg og bedøvet ung mand, der en vinternat kommer stavrende hen over en jernbanebro. På sygehuset konstateres det, at han officielt er erklæret død, fordi han og hans søster forsvandt for tretten år siden. Angiveligt som seriemorderen Walter Jureks sidste ofre.
Jurek selv er godt nok forsvarligt låst inde på et psykiatrisk hospital, men noget tyder altså på, at han har en medskyldig. Da den unge mand fra sygesengen fortæller, at hans lillesøster stadig holdes tilfangetaget det sted, hvorfra han selv flygtede, skal denne naturligvis findes hurtigt. Joona bliver derfor sat på sagen, der ti år forinden ændrede hans liv.
Indledningsvis ender alle spor imidlertid blindt, og derfor besluttes det i al hemmelighed at lade den 27-årige, drønsmukke og veltrænede topagent fra Säpo, Saga Bauer, indlægge på Jureks lukkede afdeling for at vinde stjernepsykopatens fortrolighed.
Ingen tid til realisme
Bauers mission er bogens kerne, og nej, det er selvfølgelig svært at tro på, at den slags ville finde sted i virkeligheden. Bortset fra gadenavnene og vintervejret genkendes i det hele taget ikke meget fra virkelighedens Skandinavien i Sandmanden.
I stedet virker det som, at Lars Kepler, der som bekendt er det pseudonym forfatterægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril benytter sig af i denne serie, har haft stor fornøjelse med at finde de mest kulørte elementer fra de seneste mange års bedstsælgende kriminalromaner og supplere dem med en reference til de to-tre virkelige kriminalsager, der har skræmt befolkningen mest i samme periode.
Walter Jurek ville for eksempel snildt kunne spise Hannibal Lecter uden at skylle efter med andet end en lunken Gammel Dansk, og Saga Bauer har ikke så lidt tilfælles med Lisbeth Salander. Skulle man have glemt sagerne om Elisabeth Fritzl og Natascha Kampusch, så gør Joona Lina heldigvis også selv opmærksom på dem undervejs.
Realisme, persontegning, dybde og den slags har Lars Kepler til gengæld ikke bekymret sig om. Og selv om man eksempelvis savner en forklaring på, hvorfor en vikarierende læge begynder at dyrke knaldhård s/m-sex med sin kone, og iøvrigt også godt kunne have brugt lidt mere tid på jazzklub sammen med Saga Bauer og hendes kæreste, så fred nu være med det.
Stof til eftertanke kan vi få i så mange andre skandinaviske krimier, så lad os i stedet glædes over det, vi har fået med Sandmanden: En fermt konstrueret, medrivende og meget velskrevet spændingsroman, der er skabt til at stjæle din nattesøvn.
