Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Wagner-fejring i Koncerthuset

Rafael Frühbeck de Burgos var ankermanden i DR’s Wagner-galla. Det skete med den forventede gedigne orkesterkultur, men det var sopranen Ann Petersen, der stod for de opsigtsvækkende indslag
Kultur
9. september 2013

Hvad ville Richard Wagner mon have forventet af DR som fejring af sin 200 års fødselsdag? Det er ikke godt at vide, men da han sikkert kender Rafael Frühbeck de Burgos ganske godt, blev han nok ikke overrasket over galla­programmet torsdag aften. Som forløb som en suite af orkestrale highlights fra Mestersangerne i Nürnberg, Tristan og Isolde og Ragnarok, dog med delvis deltagelse af den eminente sopran Ann Petersen. Og lige netop denne cocktail (uden sopran) er en Frühbeck-specialitet, Wagner ohne Worte, som han har dirigeret overalt, hvor han kommer frem, og tilmed indspillet på cd med sit gamle orkester, Dresdner Filharmonikerne. Det havde nu i mine øjne været mere spændende at høre Frühbeck i et længere musikdramatisk forløb, f.eks. hele tredje akt af Mestersangerne, hvor også DR’s kor kunne være kommet i spil. Men det blev, som det blev, og det var alligevel ikke så ringe endda.

Klangskønhed  

Med gallakoncerten tog Frühbeck de Burgos hul på sit andet år som chef for Radiosymfonikerne, og Wagner-musikken viste, at han har sat sit præg på orkestret med vægt på homogenitet, balance, smidighed og en tilbageholdt klangskønhed. Disse kvaliteter var udtalte i det første afsnit af Mestersangerne, det langsomme forspil til 3. akt. Men hvad der var fraværende, var egentlig også gældende for resten af det orkestrale program, nemlig en tydeliggørelse af forspillets tråde til selve dramaet. For den faldende mol-melankoli i strygernes indsatser udtrykker jo den resignerede Hans Sachs bitre mismod, og sådan lød det ikke. Og det næste dur-afsnit med koralen Wachet auf bebudede heller ikke den forandring til handling i skomagerens sind, sådan som det blev anført af et for magert ensemblespil af de fire horn.

Der var styr på rytmikken i lærlingenes dans, men ikke på det skægge, koreografiske crescendo med pludselige fald fra forte til piano. Frühbeck havde overblikket over finalen med mestersangernes indtog og den kontrapunktiske overdådighed, men selve potensen i denne udendørs festivalmusik uden for middelalderbyen Nürnberg forekom noget tam.

Spanieren lagde ganske rask ud med Tristan-forspillet. Langsomt og smægtende står der hos Wagner, men det var da et frisk bud. Smukt blev der spillet, det kan ikke nægtes, på den anden side også hen over smertepunkterne i denne synopsis af hele dramaet. Og forholdsvist livligt gik han også løs på Isoldes Liebestod.

Ann Petersen stod på et podium bag orkestret og så strålende ud og sang også med stort vingefang, men som helhed kom hun ikke til at overskygge sig selv i forhold til sidste års opførelse under Giordano Bellincampi på Den Jyske Opera.

Suveræn Brynhilde

Scenerne fra ’Ragnarok’ forløb mere tilfredsstillende. Det var, som om musikerne satte sig længere frem i stolene, orkestret voksede betragteligt med fire Wagner-tubaer og seks harper, og der var kommet nye blæserfolk ind fra udskiftningsbænken. Det lod sig straks høre i fortræffelige soloer som klarinettens udsøgt dæmpede frasering af Brynhilde-motivet og hornets sikre præstation i Siegfrieds kække kald. Der blev som helhed højere til loftet, hvor det eneste, man måtte savne, var mere fatalistisk messingvælde i Siegfrieds sørgemarch. Ann Petersen stod igen på det tilbagetrukne podie, nu i et nyt skrud som Brynhilde, og gestaltede den mægtige slutscene. Frühbeck gav hende plads og rum, men alligevel var salens akustik ikke altid med hende, dog så meget, at indtrykket var mildt sagt imponerende. Ann Petersen besidder, hvad der skal til for at triumfere i et sådant parti. Hendes deklamation er suveræn, klangen er fast og egal, hun har råstyrke, hun har med sin højde en visuel autoritet, og endelig udstråler Ann Petersen en sjælelig ro i udfoldelsen af sin sangkunst, som den gamle mester oppe i sin himmel må glæde sig over. På den måde fik han måske en af sine bedste fødselsdagsgaver.

Wagner-galla. Ann Petersen (sopran). DR Symfoniorkestret. Dirigent: Rafael Frühbeck de Burgos.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her