Læsetid: 5 min.

At ældes med og uden ynde

Elton, Elvis, Cher, Paul og Sting. Fem gamle store stødere har over de sidste par uger udgivet nye plader. Informations musikredaktør forsøger at lytte til pladerne uden at medregne alder – og fejler ynkeligt
Oldies, but ... goodies? En generation af musikere nær pensionsalderen udsender nye album. Med varierende succes. Foto: Katrine Bælum

Oldies, but ... goodies? En generation af musikere nær pensionsalderen udsender nye album. Med varierende succes. Foto: Katrine Bælum

14. oktober 2013

Traditionelt set er alderdom, selv i vores ungdomsfascinerede kultur, lig med visdom. Traditionelt set er alderdom i pop og rock lig med kommerciel irrelevans og ofte kunstnerisk fallit.

I rocken tilsiger mytologien, at du skal leve stærkt og dø ung, men en del af dem, der var med til at bygge rock’n’roll-mytologien, har overlevet. Og en del af 60’ernes og 70’ernes teenage-hjerteknusere udgiver stadig ny musik.

»Musik har ingen alder,« lyder klicheen. Vrøvl! Musik er skabt i sin nutid, som den ikke kan løsrive sig fra. Samtidig er det noget nær umuligt ikke at høre tiden sive gennem denne artikels fem kunstneres nye plader. Fordi det har været så svært at høre rock og pop gennem de sidste 50 år uden at være stødt på dem, og fordi de sidste 100 års musikhistorie siver gennem deres værk og ned i nuet, hvor gammeldags eller moderne, det så end måtte være formidlet. Vi taler her om nye plader fra Elton John, Elvis Costello, Cher, Paul McCartney, Sting.

Ideelt set lytter man til en plade med åbent sind. Man forsøger at forstå den på dens egne præmisser, påskønne den uden f.eks. at medregne tabloidpressens eller musikjournalisternes mytologisering af afsenderen. Man fejler selvfølgelig i dette forehavende, ja, de fleste lyttere bedriver biografisk lytning, i hvert fald når afsenderen er nogenlunde kendt og har været i musikmanegen tilstrækkelig længe. Og selv hvis man – som denne anmelder – forsøger, så er det næsten umuligt at høre plader fra disse fem stødere uden at medregne deres enorme værk og deres popkulturelle og rockhistoriske betydninger.

Evig ungdom findes ikke

Det er tydeligt på Elton Johns nye album The Diving Board, der går i dialog med hans klassiske 70’ere: En blød transparent lyd omkring klaver, bas, trommer, en serie soulede popsange gennemvævet af britens klaverspil, her flydende ikke kun med den erfarne teknikers lethed, men også med erfaringens melankolske tyngde. »I hung out with the old folks/In the hope that I’d get wise () The ones who hold on to the ones/They had to leave behind«, synger han. The Diving Board er en efterklang af fordums storhed, som stadig klinger ved forbløffende styrke på de bedste numre.

Elvis Costello var i sin ungdom svær at komme uden om i den alternative rockåbenbaring med hans store, oprørske new wave-plader, men med alderen er han blevet mere finkulturelt anlagt. Således udkommer hans nye album Wise Up Ghost and Other Songs hos det ærværdige jazzselskab Blue Note.

Albummet er et samarbejde med hiphop-bandet The Roots, hvormed Costello viderefører sin tradition for at søge nye genreløse steder hen. Resultat: En til tider forrygende revitalisering af manden samt en besk opstramning af The Roots. I et dunkelt ubarberet univers groover vi gennem en verden i forfald, med politisk fane rejst og hatten på sned. »The Liberation Forces make movies of their own (...) Incidentally the revolution will be televised«. Galde og groove holder tydeligvis folk i utrolig god stand.

Cher har også giftet sig med en yngre generation. Dog først og fremmest 70’ernes disco, men også 10’ernes EDM, electronic dance music. Discogrooves til bunds og synthesizere gennem skyerne på Closer To The Truth, hendes første album i 12 år. Dermed er hun i direkte flirt med ungdommen. Og den feministiske salut »Woman’s World« kan da også noget, uden lige frem at hæve sig synderligt over den synthesizer-arkitektur, som David Guetta har gjort til sit hitliste-diktatur – og som en anden EDM-stjerne, Paul Oakenfold, hjælper hende med. Her er også kopiering af svenske Aviciis succesformel med blandinger af EDM og roots/folk. Men der gås konstant efter den præfabrikeret ekstatiske techno-torch-song på bevidstløst overdimensionerede synth-pumper. Enerverende effektjag.

Det er svært at have noget imod evig ungdom, bortset fra at den ikke findes. Men derfor kan vi jo godt dyrke den. Det har kunnet lade sig gøre med Madonna i mange år. Helt frem til og med albummet Music fra 2000, troede vi på det. David Bowie gav os den samme forestilling i mange år, men albummet The Next Day fra i år fungerede netop fordi, manden anerkendte alderdommen og afstanden til det 70’er-værk Heroes, som han genbesøgte. Det gør Cher ikke, men hun lyder desværre heller ikke, som om hun har adgang til andet end stensikker markedsanalyse.

Et habilt NÅ

Man kan også vånde sig i selskab med Paul McCartney. Bevares, albummet New er ikke dårligt, det er bare mest af alt et virkelig habilt NÅ. Ikke mindst fordi han har indrulleret fire alt for velopdragne producere. Og så søger McCartney på flere numre mod en ung indie-generations stjerner, nærmere bestemt The Arcade Fires skingert desperate hymner – ikke en væsentligt anderledes tilskyndelse end Chers jagt på sin foretrukne form for nutid. Der er gode passager, og New er solidt håndværk i fint forarbejdede ædelt modnede træsorter og nyere legeringer. Men jeg skal altså ikke bo i hans plade – tværtimod skal den vel tage bo i mig?

Under påvirkning af New savner man en producer som Rick Rubins rodbehandling af gammeldags autenticitet, hans rå fritskrabning af tidens tand i hans nøgne, nære produktioner, hvormed han genfødte Johnny Cash som ærværdig olding på de mesterlige American-plader. Mærket af livet, så man kunne mærke det. McCartney er her på New – rent musikalsk – hverken eller: En veteran, der lader som om tiden er gledet fløjlsblødt henover ham.

Sting går anderledes altmodisch til biddet på The Last Ship, hans første album med egne sange i 10 år. Det er soundtracket til en teaterforestilling baseret på hans egne barndomsminder, cirklende omkring Swan Hunters Shipyard i Newcastle Upon Tyne. Det formidler han meget passende gennem folkemusik og sømandsviser, en slags Pogues light, og han tager dermed sin alder på sig ved at grave i historie og tradition. Det er ganske hyggeligt, men også jamrende kedsommeligt i al sin nostalgiske selvsikkerhed.

Sting dyrker alderens visdom i stensikkert turnerede klicheer og demonstrerer, at det ikke altid er klædeligt at opføre sig i overensstemmelse med de vedtagne konventioner for alder. Cher nægter at forlade poppens aktuelle iscenesættelser og virker ureflekteret fokuseret på stilistisk flygtighed for at fastholde sin aktualitet. Elton John er vendt tilbage til sin læst på et mere erfarent, mindre fyrigt niveau – det er vel en form for visdom. Costello trisser i nye retninger uden hast- eller lastværk. Og McCartney? Han lader som ingenting. Det er han og man jo også i sin gode ret til.

Elton John: The Diving Board (Mercury Records/Universal)

Elvis Costello and The Roots: Wise Up Ghost and Other Songs (Blue Note/Universal)

Cher: Closer To The Truth (Warner Music)

Paul McCartney: New (MPL/Universal)

Sting: The Last Ship (Cherry Tree/A&M)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Kan Information dog ikke ansætte en tegner, som kan fremmane bare en overfladisk lighed med de musikere, artiklen handler om.

Søren Rehhoff

@ Torben Lindegaard

"Kan Information dog ikke ansætte en tegner, som kan fremmane bare en overfladisk lighed med de musikere, artiklen handler om."

Det er bare en ting, en anden er at tegningen bliver kaldt for foto, hvem tror Information egentlig at de kan narre?