Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Afdeling Q er rasende god underholdning

Der er ikke blevet plads til alt i filmatiseringen af ’Kvinden i buret’. Men det vigtigste er med, og resultatet skal nok begejstre fans af Jussi Adler-Olsens storsælgende romanserie
Filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens succeskrimier skruer med held en tand op for spændingen og ned for den studentikose humor. Foto: Nordisk Film

Filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens succeskrimier skruer med held en tand op for spændingen og ned for den studentikose humor. Foto: Nordisk Film

Kultur
3. oktober 2013

Der mangler noget i filmatiseringen af Kvinden i buret. Første bind i Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q og Carl Mørck er på næsten 400 sider og har ud over et plot, der strækker sig over en længere årrække, også et omfattende persongalleri. Alt det er der ikke plads til i en spillefilm, så manuskriptforfatter Nikolaj Arcel har naturligvis måtte skære en del i forlægget. Spørgsmålet er derfor, om det er lykkedes ham at lægge et fornuftigt snit.

Det er der mange, der håber på. Adler-Olsens bøger har udviklet sig til noget nær et fænomen med indtil videre 1,6 millioner solgte eksemplarer alene i Danmark og et samlet salg for serien verden over på otte millioner.

Vicekriminalkommissær Carl Mørck var engang et af Drabsafdelingens kvikkeste hoveder, men efter en skudduel, der tager livet af hans ene partner og lammer den anden, ender han i kulkælderen. Både i overført betydning, da han føler sig skyldig i tragedien, og rent bogstaveligt, idet han får han ansvaret for den nyoprettede Afdeling Q, der bliver placeret i kælderen. Sammen med sin assistent, Assad, får Carl til opgave at sortere og gennemlæse gamle uopklarede sager. I princippet er afdelingen oprettet for at få Carl gemt af vejen, så han ikke skal rende og lave ulykker, men der går ikke lang tid, før hans stædige natur har kastet ham og Assad ud i mysteriet om den forsvundne politiker Merete Lynggaard.

Fem år tidligere forsvandt hun sporløst på en færge til Tyskland. Det eneste vidne var hendes hjerneskadede bror, og da han ikke har noget at sige, er sagen blevet henlagt som et formodet selvmord. Men hvorfor skulle man tage sin hjerneskadede bror med ud at sejle, hvis man har planer om at hoppe over bord? Der er mange forklaringer, der ikke overbeviser Carl, som trodser chefens ordre om at blive ved sit skrivebord og i stedet genoptager efterforskningen sammen med Assad.

Spænding i stedet for humor

Nikolaj Lie Kaas spiller Carl Mørck, og Sonja Richter spiller Merete Lynggaard, og for dem begge gælder det, at de leverer skuespil af fornemmeste karat. Allerbedst er de to, når der skrues ned for dramaet, og fotograf Eric Kress’ kamera elegant borer sig ind i deres tavse og anspændte ansigter, der røber mere smerte og desperation, end nok så mange hæsblæsende replikskifter eller fortvivlede udbrud ville kunne gøre.

Samme Kress har også en aktie i filmens stilsikre univers, der på en bund af nordiske farvetomer skaber en stemning af både storslået kulde og dyster klaustrofobi. Teksturen kan spores helt ud i detaljen i en sådan grad, at selv omslaget på Merete Lynggaards sengelæsning, Paul Austers Vinternoter, matcher både sengetøjet og Sonja Richters blege ansigt.

For så vidt afspejler formen indholdet, der i filmversionen er endt som en langt mere alvorlig sag, end tilfældet er i bogen. Adler-Olsens varemærke er en lethed og humor, der gennemsyrer sprogtonen og bærer de velkonstruerede plot, og flere steder i bogserien er det hele ved at blive lidt for godmodigt. Manuskriptforfatter Nikolaj Arcel og instruktør Mikkel Nørgaard har med stort held skruet en tand op for spændingen, og samtidig gjort humoren mindre studentikos.

Hvor er Mona?

Det sidste kommer specielt til udtryk i filmens virkelige drivkraft, forholdet mellem Carl og Assad. Sidstnævnte spilles af svenske Fares Fares, i hvis skikkelse Assad har fået langt mere kant, end han har i bogen, hvor han mest af alt fremstår som et livligt sidekick til den tvære Carl. Bevares, det er stadig sjovt, når Assad udtaler danske ord lidt skævt, eller når han laver alt for stærk kaffe, men han finder sig ikke i alt fra Carl, og når han siger »jaja, det er fint,« så er publikum helt med på, at det aldeles ikke er fint.

Hvad savner vi så? Flere af karakterne fra bogen dukker ikke op i filmen. Det gælder blandt andet kvinderne, deriblandt Carls kone, Vigga, som er flyttet fra ham, og psykologen Mona, som han forelsker sig i. Mon ikke makkerparret Arcel og Nørgaard helt bevidst venter med at introducere os for dem til en af de kommende tre Afdeling Q-film, som de skal dreje i løbet af de næste tre år?

I hvert fald fungerer det foreløbig ganske fint uden kvinder, for så er der tid til at lære politimanden Carl at kende, før vi begynder at rode rundt i hans privatliv. En ting ad gangen, og når vi kommer længere ind i serien, bliver der måske også plads til den brod af socialkritik, der rumsterer under dramaerne i de senere og bedste af Jussi Adler-Olsens krimier. Foreløbig har vi med Kvinden i buret fået en stramt fortalt, velspillet, atmosfæremættet og rasende underholdende spændingsfilm, der nok skal begejstre forfatterens mange fans.

’Kvinden i buret’ Instruktion: Mikkel Nørgaard. Manuskript: Nikolaj Arcel. Dansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Tænk sig at nogen har fået den ide, at filmatisere en så aldeles elendig og underlødig krimi. Havde jeg ikke ligget på hospitalet mens jeg læste den, var den aldrig blevet læst færdig.

Morten Telling

Bogen var nu ganske god, men det er jo en smagsag. Filmen er også fin på mange måder. Skuespillerne leverer udmærkede præstationer, men jeg savnede lidt mere ramasjang i slutningen. Spændingskurven peakede aldrig, men lå mere lige lidt over middelmiveau. Men absolut seværdig :-)

Michael Kongstad Nielsen

Man kan undre sig over, hvorfor folk vil lade sig underholde af sådan en gang menneskefjendskhed.

Carsten Søndergaard

Michael Kongstad, jeg er ikke utilbøjelig til at give dig ret, men man må erkende, at det ikke er noget nyt fænomen i fiktionens historie, mildest talt. Fra de tidligste tider, folkesagn, Bibelen osv.

Men som anmeldelsen kort berører, rummer Adler-Olsens bøger faktisk også en socialkritik og menneskekærlighed, som så åbenbart ikke er formidlet i den første filmatisering af hans bøger.