Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Arbejdermanden får oprejsning – til lands, til vands og i luften

Actionprægede dokusoaps skildrer hårdt fysisk arbejde i ekstreme miljøer som en heroisk bedrift. Den udrydningstruede proletarmand er kommet til ære og værdighed i tv som et kulturelt kuriosum
Kultur
17. oktober 2013
Hvor serier som ’Roseanne’ og ’The Simpsons’ i 1990’erne tegnede et lidet flatterende billede af den amerikanske arbejdermand som en uduelig dovendidrik med bly i røven, giver en arbejder-dokusoap som ’Ice Road Truckers’ os en heroisk fremstilling af visse aspekter af det såkaldt ’maskuline’: fysisk styrke, udholdenhed og evnen til at undertrykke følelser.

History Channel

Når man en almindelig tirsdag aften har fået fri fra arbejde, kan man tænde for fjernsynet og kigge på mennesker, der … tja, arbejder. En ny type dokusoaps er begyndt at køre hen over skærmen de senere år. ’Machoarbejderfjernsyn’, kunne man kalde det. Programmer som Deadliest Catch, Mountain Men og Ice Road Truckers skildrer mænd i ekstreme erhverv, der er risikofyldte, fysisk krævende og sætter psyken på prøve. I genrens utallige knopskydninger kan vi følge skovhuggere, alligatorjægere, borebisser, minearbejdere, lastbilchauffører og fiskere, der remaskuliniserer sig selv gennem det, de gør: graver, kører, pløjer, bygger og hugger.

Deadliest Catch følger en gruppe fiskere, når de under risikable arbejdsbetingelser fanger krabber i Beringstrædet ved Alaska. Ice Road Truckers handler om rivaliserende vognmænd, der under tidspres skal transportere gods hen over tilfrosne søer i Arktis, inden isen begynder at tø. Og i Mountain Men er hovedpersonerne tre ældre mænd, som har bosat sig i USA’s mest ufremkommelige bjergområder, hvor de på nybyggermaner kæmper for at opretholde livet langt uden for civilisationen.

Overflødige mænd

Men hvorfor er der overhovedet seertal i at lave doku-tv om noget så umiddelbart kedeligt som folk, der arbejder? Hvor serier som Roseanne og The Simpsons i 1990’erne tegnede et lidet flatterende billede af den amerikanske arbejdermand som en uduelig dovendidrik med bly i røven, giver arbejder-dokusoapen os en heroisk fremstilling af visse aspekter af det såkaldt ’maskuline’: fysisk styrke, udholdenhed og evnen til at undertrykke følelser.

Programmerne viser, hvordan den mandlige arbejder i ekstreme miljøer endelig kan slippe fri af det moderne arbejdslivs feminiserede adfærdskoder. Et yndet motiv er udstødelsen fra mandefællesskabet, når en nybegynder ikke kan leve op til kravene og giver op. »Flot stønnet! Du lyder som en kvindelig tennisspiller,« siger kaptajnen i Deadliest Catch til den grønskolling, som vånder sig over arbejdet.

Men tv-branchens forelskelse i arbejdermanden er sjovt nok opstået, samtidig med at det meste produktionsprægede arbejde enten er overtaget af robotter og immigranter eller outsourcet til den tredje verden. Man taler om, at der siden 1980’erne er sket en generel feminisering af arbejdet: De fleste job findes nu inden for salg, marketing og forskellige outsourcede servicefunktioner. I den verden skal lønmodtageren kunne leve sig emotionelt ind i arbejdet – en egenskab, som traditionelt tilskrives kvinder.

Og i en kognitiv økonomi, hvor man skal være servicemindet, fleksibel og kunne lægge en kommunikationsstrategi for at være interessant på arbejdsmarkedet, er der noget næsten eksotisk ved at kigge på en gruppe lavtuddannede mænd i Helly Hansen-tøj, der tjener kassen på at hale krabber om bord i 15 graders frost.

Usynlige kvinder

Arbejder-dokusoapen lander med andre ord som et temmelig bombastisk identitetspolitisk indlæg i debatten om mandens såkaldte krise. Måske fordi genrens tilbageskuende Byggemand Bob-mandetyper fungerer som et beroligende fikspunkt for de emaskulerede mænd, der oplever, at samfundsudviklingen har trukket tæppet væk under fødderne på dem.

Og noget tyder på, at vi har problemer med forstå, at feminismens rygstød og arbejdermandens statustab ikke kun skyldes en kulturel kønskamp, men også har objektive årsager i en historisk og materiel forandring: Maskuline proletariske værdier er simpelthen ikke længere særlig profitable. Mandens krise er en krise i forhold til arbejdet. Alligevel, eller måske netop derfor, er Marx’ grundigt kritiserede idé om arbejdermanden som historiens hovedrolleindehaver begyndt at spøge i populærkulturen. Vi ser forskellige nostalgiske forsøg på at genoprejse arbejdermanden; for eksempel når den unge murersvend Mattias Tesfaye bliver venstrefløjens fetich.

I arbejder-dokusoapen får vi at vide, at der er tale om agtværdige mænd, der ofrer sig for at leve op til deres forsørgerrolle. Ikke at vi hører ret meget om de pågældende hustruer, for kvinder glimrer nærmest udelukkende ved deres fravær. Den drenget udseende kaptajn på et af skibene i Deadliest Catch indtelefonerer Interflorabeskeder hver uge til den ekskæreste, der er skredet to år forinden. Ellers får vi kun et kort glimt af nogle anonyme sygeplejersker, der lapper en fiskers læderede hånd sammen efter en dumdristig leg med fyrværkeri.

I den seneste sæson af Ice Road Truckers optræder en kvindelig lastbilchauffør dog som en af programmets stjerner. Den unge kvinde skildres som en humanist i pagt med naturen, der sætter sikkerhed højere end indtjening, når hun i et sentimentalt optrin sætter sig for at redde et nuttet bjerggedekid, der har forvildet sig ud på den tilfrosne vej. Og det i kontrast til hendes nemesis i serien, en kynisk og brovtende entreprenørtype af en lastbilchauffør, der ikke er bleg for at udnytte naturressourcerne maksimalt og tilsidesætte sikkerhedshensyn for at facilitere pengestrømmenes uhindrede passage.

På den mest corny freudianske vis spiller naturen til gengæld rollen som det ukendte kvindelige element, der skal erobres. I Ice Road Truckers beskrives klimaet gennemgående som »forræderisk« og »lunefuldt«. Og i Deadliest Catch har en vovemodig kaptajn sat sig for at fiske krabber i et virgin territory. »Ingen har før været så langt oppe,« som han udtrykker det.

Utopia på kabel-tv

Og naturen er måske den egentlige hovedperson i programmerne. Vi får en klassisk Discovery Channel-æstetisering af naturen som den helhed, der er gået tabt. Mountain Men er i det hele taget et kabel-tv-utopia i bedste Thoreau-stil. Her kan vi svælge i et indbildt genoprettet bånd mellem ånd og hånd i form af eremitten Eustace Conway, der pløjer furer i jorden med arkaiske hestetrukne landbrugsredskaber i takt med underlægningsmusikkens appalachiske banjoklang. Kun graden af selvrefleksion synes at adskille ham fra en Portland-hipster i skovmandsskjorte, der brygger sit eget øl.

Det er fuldfedt krisefjernsyn, for så vidt at det foretrækker det jordbundne i en tid, hvor økonomien fremstår stadig mere abstrakt og vægtløs. »En mand som mig er nødt til at leve ude i naturen, for det er det eneste sted, jeg kan føle mig hel,« betror pelsjægeren Marty Meierotto os i Mountain Men. Kameraet dvæler ved Eustace Conways lange, grå Willie Nelson-fletninger lige så autenticitetsforelsket som tidens urbane herremode, der dikterer, at en webudvikler skal rende rundt i fuldskæg og sømandssweater.

Det, vi bliver lokket til at købe, er fiktionen om the last frontier: at der stadig findes hvide pletter på landkortet. I introsekvensen til Mountain Men ser vi i en storslået panorering Marty Meierotto filmet bagfra i Caspar David Friedrich-positur (tysk, romantisk maler fra 1774-1840, red.) på en bjergtop, mens en endeløs heavymetalsolo kværner i baggrunden. »Her kolliderer menneskets ambitioner med naturens ultimative kræfter,« erklærer speakerstemmen med patos.

Det fysiske arbejde er åbenbart forsvundet så meget fra vores bevidsthed, at det kan gøres til genstand for nostalgisk underholdning. Men det er p.t. svært at forestille sig en actionpræget dokusoap om illegale immigrantarbejdere i spanske grøntsagsgartnerier eller om livet blandt syerskerne på en kinesisk skofabrik.

’Deadliest Catch’ kan ses på Discovery Channel tirsdage kl.22 

’Mountain Men’ på Viasat History Channel HD, Viaplay 

’Ice Road Truckers’ på DR3, mandage kl.17.05

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brian Pietersen

Jeg har aldrig set ned på nogen uanset arbejdsmæssig indsats, faglighed, bosættelse, men derimod opførsel og fremtoning.

ligesom der er tilskuersport er der også tilskuerprepping

Jens Overgaard Bjerre

Det er en lidt mærkelig berøringsangst man er i gang med omkring arbejderne. Hvem er de og hvad er de for nogen? Og de eneste, som er fuldstændig ligeglade er buschaufføren, blikkenslageren, mureren og pc-sælgeren i mobilbutikken. Efter der er kommet stavekontrol og oversættelse på pc'eren er man jo 'hverken under eller over' med en kandidat uddannelse fra et universitet. Og en journalist f.eks., står jo ikke længere i lære end en tømrer. Og en specialarbejder på en genbrugsplads tjener stort set det samme som en akademiker; omend arbejdet er noget mere samfundsgavnligt, og for det meste også mere interessant. Den gamle skelnen mellem fysisk og ikke-fysisk arbejde er på retur og gudskelov for det. Men hvis EU-planen er at hente billig arbejdskraft (slaver) fra de østeuropæiske lande eller Afrika for at tjene eliten, så kan jeg godt se, at der er noget at bekymre sig om. Men en dag ser vi såmænd også serier med arbejdere i, som bor i leje lejligheder som f.eks. socialt boligbyggeri. Føj for den lede. For så er tvangslicensen og tv på retur og dermed også de gode lønninger og status. Uha, uha.