Læsetid: 3 min.

BIG sætter trumf på i Helsingør

Med designet til Museet for Søfart i Helsingør har tegnestuen BIG formået at forene respekten for et følsomt kulturmiljø med grænsesøgende arkitektur i international klasse
Fra kanten af tørdokken er der i det nye byggeri direkte udsigt til det monumentale dokrum, hvor skibene blev til. Det spiller hovedrollen som omdrejningspunkt for museets fortælling om søfartshistorien og den skibsindustri, der beskæftigede mange tusind mennesker og var en naturlig del af havnens liv indtil 1980’erne

Fra kanten af tørdokken er der i det nye byggeri direkte udsigt til det monumentale dokrum, hvor skibene blev til. Det spiller hovedrollen som omdrejningspunkt for museets fortælling om søfartshistorien og den skibsindustri, der beskæftigede mange tusind mennesker og var en naturlig del af havnens liv indtil 1980’erne

Luca Santiago Mora

9. oktober 2013

Gemt væk under jorden, med Kronborg til den ene side og Kulturværftet til den anden, ligger det nye søfartsmuseum i Helsingør. Det er de kulturhistoriske værdier, der tvinger museet under jorden. Bogstaveligt talt. Placeret midt i et område udråbt til UNESCO-verdensarv ligger den nye kulturbygning i og omkring en 150 meter lang, nedlagt industriel tørdok af rå beton.

Områdets UNESCO-status betyder, at intet må forstyrre kigget mod den eksklusive nabo, Kronborg. Den kontroversielle idé om at anvende tørdokken til museum var derfor fra første færd imod alle odds.

Det arkitektoniske greb bag det nye museum skulle løse den tilsyneladende umulige opgave at skabe et spektakulært og iøjnefaldende nyt byggeri, der ikke må være synligt og dermed forstyrre indtrykket af Helsingør Havns fredede kulturmiljø.

Men den umulige mission lykkedes. I det oprindelige konkurrenceoplæg bad man om en løsning, hvor det nye museum skulle placeres nede i selve dokken. Det ville betyde, at dokkens industrielle rum blev gemt væk, al dagslys blokeret og kvaliteterne i den industrielle arkitekturs historie sløret. BIG valgte derfor i deres forslag at ignorere konkurrenceoplægget og foreslå en løsning, hvor det nye museum diskret finder sin plads rundt om dokken.

Det skabte en del polemik, at man valgte et forslag, der ignorerede programmets ordlyd. Men beslutningen om at følge arkitekternes anbefaling var åbenlyst rigtig. Den tillader, at dokken fortsat vil fremstå som en vigtig kulturhistorisk markør for området.

Fra kanten af tørdokken er der i det nye byggeri direkte udsigt til det monumentale dokrum, hvor skibene blev til. Det spiller hovedrollen som omdrejningspunkt for museets fortælling om søfartshistorien og den skibsindustri, der beskæftigede mange tusind mennesker og var en naturlig del af havnens liv indtil 1980’erne.

Museets udstillingsrum, der indeholder den permanente udstilling, svøber sig rundt om dokken i et langt sammenhængende gulvforløb uden vægge. Det skråner let nedad og fører publikum gennem udstillingen fra toppen af dokken ned i bunden.

Gennemskæringer af dokkens tykke betonvægge giver publikum adgang til det markante dokrum, der nu fungerer som et offentligt gårdrum, hvor man helt tydeligt kan fornemme anlæggets dimensioner. Samtidig spænder tre broer på tværs af dokken og forbinder museet på kryds og tværs. De fungerer både som infrastruktur, udstillingsrum og konferencefaciliteter. Det er især designet af broerne, der giver museet sin karakter. Broerne iscenesætter dokken som dynamisk arkitektonisk rum. De tilbyder publikum en enestående fortolkning af de rumlige kvaliteter, den maritime industriarkitektur har.

BIG’s evne til at udvikle stramme og enkle konceptuelle greb har gjort tegnestuen til et verdensnavn på arkitekturscenen. BIG økonomiserer med materialer og koncept på en måde, så det virker legende let og logikken i bygningen nærmest provokerende selvfølgelig og aflæselig. Den arkitektoniske idés klarhed er tegnestuens force. De reducerer alt det flimrende og unødvendige for at skabe et præcist arkitektonisk motiv som ramme om museets aktiviteter. Tegnestuen er insisterende diskret i viljen til at føje og opfylde alle de funktionelle krav til den nye bygning, samtidig med at arkitekturen får lov til at udfolde sig for fuld udblæsning.

Nyt møder gammelt

Det nye Søfartsmuseum er et skoleeksempel på, at det kan lade sig gøre at værne om de kulturhistoriske værdier i mødet med en ny tids arkitektur. Det er en følsom kunst at føje nyt til gammelt. I bygningen formulerer arkitekterne sig ind i stedets rige historie i et afbalanceret og nøje afmålt møde mellem dokkens rå beton og moderne materialers kvaliteter.

Overgangen fra industrisamfund til videns- og oplevelsesøkonomi slår allertydeligst igennem i de mange havneomdannelser, der for alvor har taget fart de seneste 10-20 år. Over hele landet omdannes havne fra industrierhverv til attraktive boligområder og hjemsted for kulturinstitutioner af enhver art. Omdannelsen af havneanlæggene kræver i mange tilfælde særlige hensyn til lokale bevaringsværdier og stor forståelse for industrihistoriens identitetsskabende karakter. Det er præcis den øvelse, BIG lykkes med. I deres bud på et nyt søfartsmuseum er historien ikke et svagt ekko, men nærværende og tydelig.

Arkitekt: BIG
Bygherre: Handels og søfartsmuseet
Størrelse: 7200 m2
Sted: Helsingør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
  • Jette M. Abildgaard
Per Torbensen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu