Læsetid: 3 min.

Blandt klovne

Kompromisløse Mads Brügger har udgivet et udvalg af sine bedste reportager og portrætter. Det er en medrivende og underholdende tur igennem miljøer, der ellers aldrig bliver belyst
Mads Brügger Klovnekrigen

Miriam Dalsgaard

29. oktober 2013

Der findes ikke mange skrivende journalister, der ikke med jævne mellemrum får den idé, at de burde udgive deres bedste værker i bogform. Der findes heller ikke mange eksempler på, at det er en god idé.

Selv dygtige og velskrivende journalister har det med at falde på maven, når deres artikler skal genoptrykkes i det mere tidløse medie, og alt for ofte fremstår det ligegyldigt og småkedeligt at læse gamle reportager og interview – skrevet ind i en for længst glemt nyhedsstrøm. Men det er ikke tilfældet med Klovnekrigen, Mads Brüggers samling af reportager og portrætter. Slet ikke.

For det første fordi de fleste af dem kun er læst af de mennesker, der har læst det næsten ukendte magasin Virus og det endnu mindre kendte engelsksprogede Black Box Magazine, som kun udkom én enkelt gang (dog i fire bind), men mest af alt fordi det er vedkommende, grænseoverskridende, vildt og virkelig, virkelig velskrevet.

Mads Brügger kan noget helt vildt med sarkasme. Eller i hvert fald med noget, der ligner sarkasme, og som læser af hans tekster kan man godt føle sig utryg på egne og på de medvirkendes vegne, når han – ofte undercover – møder personer og miljøer med sit skarpe registrerende, spiddende og håndfaste greb om teksten.

Oprigtig interesse for ofre

Men undervejs i teksterne går det langsomt op for læseren, at den mest udsatte og sårbare person, vi kommer til at møde er Brügger selv. Man skal ikke forveksle de skarpe karakterbeskrivelser med kynisme, for faktisk er der tale om noget så umoderne som dybfølt omsorg og interesse for afvigerne og de svageste.

Som når en hjerneskadet dreng og en multiallergisk pige, skal sende signaler til det ydre rum fra en rumstation på Krim, eller når Bjørn Lomborg bliver portrætteret af sin egen mor på et tidspunkt, hvor han er allermest udskældt. Indignationen er altid rettet opad for Brügger, og når han sparker – og han sparker hårdt – foregår det i den retning.

Det skisma er bedst illustreret i titelteksten Klovnekrigen, der kunne være skrevet som en slags poetik for hele hans journalistiske arbejde.

Sammen med en ven beslutter han sig for at gå undercover til en international klovnefestival i Svendborg. I starten står det ikke klart, hvad vi skal i denne mareridtsagtige klovnekoloni, hvor vi bliver introduceret for den ene mere sindsforvirrede persona efter den anden, men efterhånden som vi når ind til dybderne af de hårde skæbner og sårbare klovne, forstår man, hvor han vil hen.

Som undercover bliver han selv bedt om at klovne løs, og efter en dag som hospitalsklovn på en psykiatrisk afdeling og en børneafdeling, sidder han tilbage og må beskrive sig selv »som en klovn blandt klovne,« er det ikke længere klovnene, man ler ad og ser ned på – det er Brügger selv som en repræsentant for det normale, ja, også os selv. Det er godt set.

For Brügger er ligesom alle os andre sårbar og usikker. Han stiller sig selv hudløst frem og derved bliver man som læser også tvunget til at se på sig selv.

Stilistisk kan det aflæses i Brüggers ujævne og til tider nærmest undskyldende indledninger, de mest usikre, jeg kan mindes at have læst. Manden kan næste ikke få sig til at gå i gang og er næsten hver gang i tvivl om, hvor og hvordan han skal starte. Det bliver kun endnu værre af, at teksterne i samlingen er udstyret med en ekstra ny undskyldning.

Men når han først er i gang, er der ikke så kompromisløs en fortæller som Brügger. Han presser både sig selv og genren til det yderste hver eneste gang, og selv om det er det, der gør ham så stærk, er det også der han er svagest.

For selvfølgelig støjer det, når et portræt af Peter Assenfeldt er skrevet i jegform, som var han Assenfeldt, eller når han vælger at skrive om verdens mest hallucinogene stof salva divinorum under påvirkning af det, udformet som et filmmanuskript, hvori han selv spiller rollen som Tante Grøn. Det står ikke altid lysende klart, hvad vi skal med den form ud over at det bare er en anden form.

»Don’t trust a teller, trust a tale,« citerer han diabolsk et gammelt engelsk ordsprog i sin sidste tekst, men sådan et citat – afsendt af fortælleren selv – sgør naturligvis både fortæller og fortællingen endnu mere utroværdig. Til gengæld gør det historierne meget mere virkelige.

Mads Brügger: ’Klovnekrigen’. 400 sider. Bindslev. Kr. 299,95

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Faldorf
  • Christian Harder
Troels Faldorf og Christian Harder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu