Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Brahms i fortidens belysning

Ars Nova Copenhagen satte Brahms’ kormusik over for den renæssancemusik, der havde inspireret ham. Det var en ny og fremragende idé, og den blev lige så fremragende realiseret
Kultur
11. oktober 2013

Holder De af Brahms? Så kunne det måske være ham med de romantiske melodier, tunge af vemod og efterårsstemning. For sådan lød soundtracket i en famøs filmatisering fra 1961 af Francoise Sagans roman med trekanten Ingrid Bergman, Anthony Perkins og Yves Montand.

Det er grumme længe siden, og vi har jo opdaget, at Brahms er meget mere end den form for nostalgisk sirup og cigaros. Arnold Schönberg kaldte Brahms progressiv på grund af hans avancerede motivarbejde, den historiske opførelsespraksis har forvandlet vores vaneforestillinger om klang, tempo og frasering hos Brahms, og en koncert som Ars Novas i søndags blotlagde, hvor dybt optaget han gennem hele sit liv var af den vokale renæssancemusik.

Dels dirigerede Brahms sine forskellige kor i værker fra den tid, og dels lod han sig inspirere af disse komponister i sin egen musik. Det har de indviede længe vidst, men nyt for de fleste er det at blive konfronteret med den klingende bevisførelse: Brahms og skikkelser som Giovanni Gabrieli, Johannes Eccard, Heinrich Isaac og Ludwig Senfl skulder ved skulder i en koncert.

Lys fra fortiden

Hjernen bag projektet var Ars Novas chefdirigent, Paul Hillier, international korkapacitet, musikforsker og grundlægger af bl.a. Hilliard Ensemblet. Han ledede koncerten med udsøgt professionalisme, og han havde forfattet programhæftets baggrundstekst af en kvalitet, som man sjældent møder hertillands.

Den pauseløse koncert varede lidt over en time, disponeret i blokke med renæssancemusik efterfulgt af Brahms, så lyset fra de gamle mestres teknik kom til at falde ind på den unge mester fra Hamburg. Og der blev lys fra første færd i Gabrielis ottestemmige »Jubilate Deo« – med motiver kastet fra side til side og forskudt dansende parløb.

En anden verden åbnede sig med Antonio Lottis »Crucifixus«, den begyndte i dybden, kravlede langsomt op i lyset og greb umiddelbart ved sin sorgfulde ekspressivitet og krydrede harmonier. Og så kom Brahms med motetten »Schaffe in mir Gott ein rein Herz«, tekst fra Davidsalme 51, et mesterværk af intet mindre end betvingende skønhed. Det forløber roligt i flere afsnit, afvekslende i dur og mol og med fuga og kanon som primære anliggender – her kunne der sikkert ligge en inspiration fra Bachs motetter – sluttende med en gloriøst animeret bøn om at blive opløftet. Hvad man jo uundgåeligt blev.

Svalhed og kærtegn

Ars Novas tidsrejse fortsatte ad dette spor på nye måder og med andre indsigter. Eccards Uebers »Gebirg Maria geht« har sikkert været den direkte inspiration til Brahms’ syv folkeviseagtige Marienlieder. Isaacs kammermusikalske »Innsbruch, ich muss dich lassen« med en kvartet og Johannes Bertrams smukke »O wy arme Sünder« for alle 12 sangere blev efterfulgt af bl.a. »Waldesnacht«. Og de to renæssancesatser må have medvirket til, at Hillier undgik det dvælende og klangligt velpolstrede, som man sædvanligvis hører i denne Brahms’ måske mest elskede korsang. Vist handler det om romantikerens fredsvagt i den besjælede natur, men her mærkede man først og fremmest svalhed og luftningers kærtegn, hvorfor også de forbigående kvalfulde harmonier virkede så meget desto stærkere.

Efter Ludwig Senfls to betagende tyske madrigaler sluttede man med Brahms’ »Fünf Gesänge« fra 1888, som på sæt og vis ser tilbage på 30 års arbejde med korsange. De fik alle bevægende opførelser, ikke mindst den sidste »Im Herbst«.

Digtet er af vennen Klaus Groth, det handler om det strenge efterår, der med forfald, løvfald og tonefald bebuder afskeden med livet. Det er en enkel firestemmig sats i tre strofer, de to første i mol, den sidste i dur. Men under enkelheden skjuler der sig en kolossal koncentration af et stof, der er delvis sanket fra den tidlige musik. Og gennem den sidste strofes komplicerede harmonik strømmer noget kraftfuldt frem, ikke håbet om et liv i det hinsidige, men hjertets glæde over det, der har været.

Brahms og den tidlige musik. Ars Nova. Dirigent: Paul Hillier. Garnisonskirken 6. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Lisbeth, denne anmeldelse kunne vel også have interesse (du har måske hørt koncerten).
Hilsen, Henrik