Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Danmarks bedste sabotør

Den dameglade og charmerende John var en af de allerbedste sabotører, den danske modstandsbevægelse fostrede. Han blev fejret, men så ramt af tavshed. Det retter ny bog op på
Kultur
2. oktober 2013

Det er ikke ukendt stof, der fremlægges i denne velmente bog af to DR-journalister. Tværtimod. Læsere af Jørgen Kielers tobindsværk, Hvorfor gjorde I det? fra 2001 får intet nyt at vide. Selv de afsluttende afskedsbreve blev faktisk genudgivet sidste år i De sidste breve. Ganske vist med en fatal trykfejl, hvor landsmænd er blevet til landmænd! Det er altså ikke ny forskning eller nyt kildemateriale, der berettiger bogen. Forfatternes egen korte begrundelse for nøgternt at beskrive en af Danmarks første og allermest koldblodige sabotører kommer på bogens sidste side:

»Mange af frihedskæmperne blev ligesom John berømte i Danmark i årene efter befrielsen. Men lige så meget John og mange af de andre store i nogle år blev fejret, lige så meget blev de senere ramt af den tavshed, som har præget frihedskampen. (…) Citronen og Flammen er i dag nok mere kendte end John – blandt andet på grund af den film om de to, der kom i 2008. Men John havde også et spektakulært liv. Han gjorde en stor indsats i frihedskampen og et uudsletteligt indtryk på mange af de mennesker, han mødte i sit korte liv.«

Den glemsel er der nu effektivt rettet op på. Svend Otto Nielsen var 35 år, da han blev henrettet af tyskerne 27. april 1944. Han var en afholdt og dygtig matematik- og fysiklærer på Skovshoved Skole med kone og nyfødt datter, selv om ægteskabet allerede var under opløsning, før han under dæknavnet John for alvor begyndte at engagere sig i den aktive modstand mod den tyske besættelse i den nationalkonservative gruppe Holger Danske. Hans opvækst i Rold Skov hos en skovfoged havde, allerede da han var barn, lært ham at omgås våben, og han havde været en ivrig bokser både i seminarietiden og under lærergerningen.

Må være sidste runde

Trods forfatternes indsats er det ikke muligt at komme tæt på den charmerende og velklædte mand, der var populær hos kvinder såvel som elever. De har interviewet de få nulevende, der kendte ham og læst al relevant litteratur. Men hvad der gjorde ham til en så koldblodig og effektiv sabotør fra første færd, er det stadig svært at fastslå. Det er nok sådan, at nogle mennesker er fødte krigere. Og Svend Otto Nielsen var et af dem. Han foragtede regeringens eftergivenhed og indledte tidligt sin modstand ved at skodde cigaretter i tyske soldaters støvler (de var åbne for oven) og stjæle pistoler fra deres overtøj på restauranterne. Han ledede mange af de store og velkendte sabotageaktioner, herunder den mod Riffelsyndikatet i Tuborg havn. Her anvendtes for første gang en ny taktik, ’frontalangrebet’, med en kombination af et skyttehold og et bombehold.

Det krævede omfattende planlægning, og vi får at vide, hvordan han sad med planerne i klasselokalet, mens eleverne regnede deres opgaver. I beskrivelsen af denne nye taktik kommer den eneste trykfejl i bogen, idet det engelske direct assault er blevet til »direct assult« (s. 82). Alt dette kan man læse andre steder, men det er godt og effektivt samlet her med ’John’ som gennemgående figur. Men hvad der drev ham, får vi kun et vagt indtryk af. Det skyldes, at kilderne ikke rækker længere. Og da deltagerne nu er døde, kommer vi ikke nærmere med den her anvendte journalistiske reportagemetode. Skønlitterær indlevelse og fantasi er nok eneste måde at komme længere på, end den nøgterne dokumentarisme gør det muligt. Kun den levende rekonstruktion af hans tilfangetagelse 9. december 1943, der indleder bogen, lader os komme helt tæt på begivenhederne.

Det må være sidste runde i kampen om eftermælet om besættelsen, vi får her. Kun hvis det som i de nye bøger om jødernes flugt i oktober 1943 lykkes at finde nyt kildemateriale, kan man komme længere. Forfatterne har fået adgang til de få breve, han skrev fra Vestre Fængsel og optrykker den fulde version af hans tre afskedsbreve. Det er gribende, men om man bliver meget klogere, er jeg usikker på. Bortset fra at vi nu ved, at den dameglade og charmerende John var en af de allerbedste sabotører, den danske modstandsbevægelse fostrede. Og at han sammen med Jens Lillelund blev angivet til tyskerne af en smuk norskfødt kvinde, der fik 20.000 kr. for det, hvilket svarer til 400.000 kr. i dag.

 

Thomas Hjortsø og Preben Lund: ’John. Frihedskæmper og charlatan’. Informations forlag. 187 sider, 249,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her