Læsetid: 7 min.

’Alle ender som motiver på en T-shirt’

Vi lever i et overvågningssamfund, men vi har ikke noget at skjule; alt er fedt og i farver, og de onde er venlige nok. ’Orwell-land i en Disney-version,’ betegner udstillingsaktuelle Christian Lemmerz den samtid, kunsten skal kommentere
’Vi er nogle ignoranter, når det gælder social ansvarlighed. Vi synes, det er lidt forfærdeligt med Syrien, men har vi gjort noget aktivt?’ spørger kunstneren Christian Lemmerz.

Tor Birk Trads

7. oktober 2013

Hans forældre blev født i en verden, hvor radioen omvæltede alting. Da han en generation senere blev født, tog fjernsynet over, og i dag fødes børn i en verden med videospil og Facebook. Alting undergår lige nu en teknologisk revolution, siger billedhugger Christian Lemmerz, og det er han nødt til at mediere i sin kunst. Han ved bare ikke hvordan.

»Den her udstilling er en afslutning for mig,« siger han om Eine Gruppenausstellung, der åbnede lørdag på Horsens Kunstmuseum.

»Jeg vil ikke længere se den her slags ting, jeg vil se noget nyt. Men jeg aner ikke, hvad det er,« siger han.

Christian Lemmerz er »blank«, han er kunstnerisk rådvild. Det eneste, han ved, er, at hans kunst i fremtiden skal være noget andet, og derfor åbner han nu det, han kalder »et forsøg på en afslutningsudstilling«. Det er hans første store udstilling, siden han i 2010 begik massemord i marmor med opsamlingsudstillingen Genfærd på ARoS, hvor hans mange skulpturer for første gang blev udstillet. Nu udstiller han en samling af gamle, halvgamle og nye værker. Mange af dem har tidligere været udstillet i mere eller mindre heldige sammensætninger, siger han.Information møder Christian Lemmerz på Horsens Kunstmuseum. Han er i gang med de sidste finjusteringer af værkerne, inden udstillingen åbnes for offentligheden. Stolt og legesygt viser den 54-årige kunstner rundt mellem værkerne.I det første rum hænger syv bronzerelieffer, som er blevet irgrønne af ælde. Nu ligner det nærmest et gasangreb, bemærker han.

»Eller Monets åkander i heavy metal-version.«

Jesu legeme

Vi bevæger os væk fra de enorme relieffer og standser ved et lille krucifiks på væggen. Det er en bodybuildet Arnold Schwarzenegger-version af Kristus på korset, som skamfuldt skjuler sin penis mellem de muskuløse lår.

»Ja, frontal nudity er jo et stort problem,« griner Lemmerz, men bliver straks alvorlig:

»Det er en ironisk kommentar, men også en tanke om, hvor vi egentlig kommer fra. Hvornår bliver Jesus til en smuk kropslig person? Hvornår bliver torturofret til noget smukt? Det er også interessant, at de første superheltetegnere alle sammen har studeret Michelangelo, no

Christian Lemmerz kan ikke skjule, at han er født i Tyskland. Hans sprog er dansk, ligesom de fleste gloser, men ordforrådet rummer mange engelske vendinger, og det hele krydres med tung tysk accent. Og et lille »no«, han gerne afslutter sætninger med.

»Efterhånden tror jeg, at hele verden bliver ironisk, no. For hvert år der går, bliver afstanden mellem krop og hjerne større. Vi taler ikke om et erfaringssamfund, men et informationssamfund. Vi bliver ved med at få informationer om skrækkelige ting, der foregår langt fra os, og det er fint. Men samtidig er vi fuldstændig uforberedte, når det gælder personlige problemer. Vi er bevidste om, at vi alle sammen skal dø, men ingen af os er forberedte på, at vi kan blive kørt over af en bus om fem minutter.«

– Har vi glemt, at vi er dødelige?

»Vi ved – bevidst – at vi er dødelige,« svarer han. »Men ubevidst lever vi forever

Alle ender på en t-shirt

I det første rum på museets 1. sal mødes vi af tre objekter: Et sort/hvid-fotografi af en gruppe poserende mænd på ferie i Sverige. De ser mellemøstlige ud, og den ene er en ung Osama bin Laden. ’Den fremtidige superterrorist i hawiiskjorte i Sverige’. Sammen med et kæmpe fotografi af det blodige badeforhæng fra Hitchcocks gyserfilm Psycho fra 1960 flankerer feriefotografiet værket i midten, ’Breivik Scalp (Heavy Metal Version)’. Det består af et kranium iklædt en paryk, som kopierer den norske massemorder Anders Behring Breiviks frisure og skæg.

Værket skal ifølge kunstneren signalere tomhed, men også spille på fascinationen af død i medierne og i populærkulturen.

»Alle ender som motiver på en T-shirt,« siger han. »Det er et spørgsmål om tid.«

– Det er et ret provokerende kunstværk?

»Det håber jeg,« smiler han.

– Søger du provokationen?

»Det går begge veje. Jeg har jo først lavet værket, efter han blev dømt. Plus det var egentlig ikke med vilje. Det var nogen, der kom op til mig og spurgte. Men altså, folk må jo selv om, om de lader sig provokere. Det kunstneriske rum er rum til refleksion, og jeg vil gerne have folks reaktioner, men jeg vil også gerne have en reaktion fra mig selv. Og så håber jeg, at jeg kan få en reaktion fra dig – uanset om du bliver provokeret eller ej.«

Kunsten er pseudosakral

Kunsten har snarere brug for tavshed end forklaring, mener Christian Lemmerz. Fordi vi netop lever i informationssamfundet, oplever han ofte, at det første, man møder på et museum, er en stor planche med en masse tekst.

»Som kunstner bliver man således offer for nogle rimelig banale og uinteressante kunsthistorikere, der prøver at lefle for publikum,« siger han.

»Nej, kunsten ligger i det mærkelige felt mellem religion og underholdning. Den er, hvad jeg kalder pseudosakral. Den har ikke nogen etisk funktion, den har en tankefunktion. Men hvad mener tanken? Tanken er jo netop ikke ordbetinget.«

Han er klar over, at kunsten kan forekomme utilgængelig og elitær for mange, men som han siger, er der heller ikke store plancher, der forklarer fodbolden, før man går på stadion.

»For mig er kunsten et tilbud i et demokratisk samfund, der har forskellige tilbud uden tvang. Jeg tror ikke, det er livsnødvendigt at se på kunst. For mig er det, men for mange er det ikke. Men man skal ikke lefle for publikum for at få dem til at se på kunst. Og man skal heller ikke tale ned til dem. Det har vi jo fjernsynet til, hvor man laver målinger, så programmet hele tiden bliver ét hak dummere.«

Han griner igen. Hans latter er varm og lidt uhyggelig, og dens tvetydighed ville gøre sig godt på tv.»Vores liv er baseret på tryghed og et mærkeligt zombie-limbo-land. Vi neddyrker en kropslig fjendtlig kultur gennem Facebook og videospil, og samtidig prøver vi at opdyrke vores kroppe til udstillingsprojekter. Det handler om at se godt ud, og det hele bliver, hvad kan man kalde det …Et avatarsamfund,« siger han. Smager på ordet. »Wow, det var flot sagt, hva’,« griner han, ironisk og tilfreds med sin pludselige indsigt.

»Det er faktisk det, det er. Og det er det, der forandrer kunsten, og jeg synes, at det skal indgå i den nye kunst.

Alt reproduceres

I sin egen tekst til udstillingen skriver Christian Lemmerz om den daglige informationsdiarré, og at det nye altid kommer tilbage. »Det nye er det gamle fra i morgen, det nye fra i går«. Men hvad handler denne dvælen ved det nye om? Er det en mediekritik?

»Ja,« siger han, »men også en selvkritik.« Han parodierer sin egen begejstring: »Uh, det er nyt!«

»Mange af de tanker, man har gjort sig som teenager, bliver bare reproduceret og forfinet. Jeg bliver overrasket, når jeg læser de store forfatteres romaner, for det hele ligger der jo bare. Måske bliver det anderledes, bedre og mere fantastisk, men det handler også om, at alting skal være gammelt på en ny måde.«

»Bare kig på håret, no,« siger han og peger på min frisure.»Den mest latterlige frisure bliver in i morgen igen. Jeg er virkelig bange for, at firserne kommer tilbage.Men alt er muligt. Alt det, der ser latterligt ud, bliver ironisk cool og cool igen. Historisk gentagen, men samtidig må vi huske, at hvis man ser bort fra Bosnien, lever vi lige nu i den længste periode uden krig i verdenshistorien. Der er mindre krig nu, end der nogensinde har været på hele jordkloden, men samtidig bliver det hele til lort, fordi vi opfatter det hele mere kynisk.«

Orwell-land

Kynismen mener Lemmerz i bund og grund skyldes overinformation. Vi fodres med informationer i en sådan grad, at vi mister overblikket.

»I 1970’erne var der en hel generation, som ikke kunne få en kæreste, hvis ikke de var politisk engagerede. I dag ved vi alle sammen godt, at bankerne røver os, men vi sætter ufortrødent vores penge ind i banken og er alle sammen blevet dankort-indehavere,« siger han.

»Det er tydeligt, at vi bevæger os mod et overvågningssamfund, men når man konfronterer folk med det, siger de: ’Jamen, jeg har ikke noget at skjule’. Der er ikke noget at bekymre sig om. Vi er stille og roligt nået til et Orwell-land, men i en Walt Disney-version. Alt er fedt, der er nok mad, alt er i farver, og de onde er venlige. Det er ikke den sort-hvidenaziversion, vi kender fra film, det er den pæne overvågning.«

– Hvem har ansvaret for, at folk siger fra over for det samfund?

»Det er svært at sige, for jeg tror, det er menneskets natur. To generationer før nu kæmpede folk for demokrati. Nu tager folk demokratiet for givet og bliver sure, hvis deres mobiltelefoner ikke virker,« siger han.

Den eneste måde, et samfund kan radikaliseres på, er, når det bliver fattigt, mener han.

»Det var sjovt at se, at islændinge efter finansnedbruddet pludselig gik på gaden og demonstrerede. Før nedbruddet var det fedt, de var alle sammen på speed – der var ikke nogen grund til at demonstrere. Vi er nogle ignoranter, når det gælder social ansvarlighed. Vi synes, det er lidt forfærdeligt med Syrien, men har vi gjort noget aktivt?«

Nogle gange spørger han sig selv: Hvorfor skulle vi have de informationer? Informationerne bliver kyniske, den rene pornografi.

»Gasangrebet kan sammenlignes med Greenpeace’ døde sæler. Det er slemmere, når man dræber de kønne dyr. Og når man gasser folk, er det åbenbart værre, end når man laver droneangreb. Men man sprænger jo alligevel folk i luften. Hvorfor er det slemmere? Det bliver så dobbeltmoralsk: Nu bruger de gas, så må vi gøre noget! Hvad med før? Nej, det var fint, for de brugte jo bare vores våben …«

Denne gang griner Christian Lemmerz ikke. Han konstaterer bare:

»Det er absurd.«

Christian Lemmerz: ’Eine Grup-penausstellung’, Horsens Kunstmuseum 5. oktobertil den 19. januar 2014

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malene Larsen
  • Ervin Lazar
  • Torben Selch
  • Niels Mosbak
Malene Larsen, Ervin Lazar, Torben Selch og Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

En hårdt angrebet kunstner, som anerkender at selv ikke det mest gruopvækkende og bizarre værk fra hans side, kan overgå den hverdag der udfolder sig for hans øjne.

Tror det varer meget længe inden det næste kunstværk kommer fra hans side - forhåbentlig kan tænkepausen omkring "selvdestruktionen" i hans egen tankegang - omkring værdien af hans kunstneriske "nødråb", kan skab et nyt frø - til fornyet håb om at hans gerninger giver mening, for ham selv og andre.

Selv ikke kunsten kan hjælpe os med at navigere i den her verden som den bevæger sig nu. Det eneste vi kan sige med sikkerhed er at enten kommer kaos eller også kommer "enlightment" - og Enlightment vil altid opstå ud af kaos, smerte og afmagt - bare man ikke mister troen.

Jens Overgaard Bjerre

Det er klart, at man ikke ved hvad man skal foretage sig som kunstner. Hvis man ikke alene er ude på at tjene penge og giver fanden i skabelse af nye og provokerende ting. På en måde er al kunstnerisk fortagsomhed jo dødt, fordi det er overdrevet ti tusende gange. Da Asger Jorn og Ejler Bille kom med deres farverige malerier var de provokerende og uspiselig for borgerskabet. Og for så vidt også uforståelig for resten af befolkningen. Men de var noget nyt og indvarslede nye tider. Det var i biografens storhedstid og tv var på opfinderstadiet. Nu er vi i den situation, at vi er overdænget med alt inden for billeder og lyd. I bybilledet og på skærme. Med film, spil og serier om andres dødsyge liv. Der er allerede opfundet LED-skærme, hvor man kan programmere sin sammensætning af kunst. Så kan man skifte kunsten ud i sin nye ramme når det passer en og kombinere den på alle måder.
Og vi er så overmætte - og ligeglade - med det Arabiske Forårs nedslagtninger af børn og voksne i, at vi ikke engang gider at snakke om det. Ofre ord på det. Vi er så vant til at se det midt inde i stuen, mellem kaffe, ostemadder og popkorn på vores licensbetalte alter. Modsat ville det være rædselsvækkende, hvis Fido-hunden fik en kugle i røven eller hakket et par ben af. Det er der meget mere gys og forargelse i. For hvad har den gjort? Den er ikke engang fra Afrika. Vi føler os sikre for vi holder med USA og kan glo bornerte på andres ufattelige lidelser. Men Fido og sælerne og piphans, dem er der ingen, som skal komme og smide napalm på eller gasse og slå ihjel. Så jeg må give Christian Lemmerz ret. Hvad fanden skal der til for at kunne ruske op i befolkningen? Hvad skal der til for at provokere? 100 døde hoveder fra hunde på Kongens Nytorv og gratis sælkød til 100 overlevende hunde. Eller en hospitals afdeling med sårede arabere samme sted, hvor man kunne gå ind og kigge på dem, som mangler arme og ben og er ved at dø. Der kan vel gives kunststøtte til at de bliver fløjet hertil. Fedt mand. Næsten som et rigtigt spil. Og få lov at give dem en kugle, hvis det hele alligevel er spild af morfin og drops. Og alt sammen i tv's bedste sendetid så udkants-dk, kan følge med. Men hvordan fanden kommer man i gennem med den slags? Næh, det bliver ved det det er, nemlig borgerskabets samlen på tomme gamle fimser i form af gamle malede lærreder og skulpturer fra fortiden, ophængt i den rette belysning og den rette temperatur i en statsbetalt og arkitektonisk korrekt bygning fra et par århundrede siden.

Torben Selch, Morten Balling og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar

@Jens Overgaard Bjerre
jamen giver du ikke selv lidt svaret på det. Man må gå ud fra a kunsten henvender sig til et publikum som er modtagelig for provokation og udsyn - som et led i at forstå verdens uretfærdigheder.

Men noget tyder jo på at verdens mærkværdigheder i sig selv, overgår alt hvad man kunne forestille sig præsenteret på et lærred.

Derimod kunne jeg godt komme med et oplæg til noget, som nok ikke giver indbydelser til kunstneren - til udstilling i Berlin eller Paris.
Prøv at male portrættet af en 12 årig pige, hvis eneste fornemmelse af "frihed" var, hvis hun nåede at strække armene stift ud til siderne, og kunne bevæge fingrene - når hendes onkels tunge krop lagde sig ind over hende.

Måske kunsten lefler for de store dramatiske verdens begivenheder - prøv at zoome lidt ind på hverdagen - der er masser at tage fat på.

Jens Overgaard Bjerre

Torben Selch.
Jeg tror at du har misforstået mig. For jeg kan ikke give dig ret i at kunsten lefler for verdens store begivenheder. Min pointe var, at man man bliver forarget af en lort i en konservesdåse - for nu at tage et kendt eksempel - men er blasert overfor mord i Irak eller andre steder. Samtidig med, at det er den ufarlige og ansvarsfritagende og dermed ofte den ligegyldige 'kunst', som dominerer.