Flad efterklang

Japansk tegneserieskaber evner diskret at realisere stærke følelser, men desværre ender ’Senseis mappe’ som en forudsigelig romance

	Illustration fra bogen

Illustration fra bogen

1. november 2013

Den japanske tegneserieskaber Jiro Taniguchi (f. 1947) er overraskende alsidig. Hans håndelag er så sikkert, at man overser bredden i hans arbejde. Han fremstår først og fremmest som en observerende realist med den fintfølende persontegning og den omhyggelige miljøskildring som bærende kvaliteter i arbejdet.

Den kølige iscenesættelse i en streg, der nærmest kan synes teknisk i sit fravalg af affekt, men som føres med sans for det sigende skuldertræk eller den afslørende pandekrusning, bidrager til et konsistent og overbevisende helhedsindtryk på tværs af de enkelte værker, trods deres ofte ret betydelige forskelle.

Hans arbejde strækker sig fra den tidligere karrieres hårdkogte krimi- og samurai-serier til hovedværket Botchan no jidai (På Botchans tid, 1987–95), i hvilket han sammen med forfatteren Natsuo Sekikawa skildrer Japans modernisering i Meiji-æraen via en række portrætter af tidens store litterære skikkelser, først og fremmest Natsume Sseki, hvis klassiske roman fra 1906 låner værket sin titel. Han har sågar tegnet SF-serien Ikaru (2000) til manuskript af salig Moebius.

På dansk har vi foreløbig kun fået enkelte pluk fra denne store produktion, men alene de tre halvfemserværker, Forlaget Fahrenheit har udsendt i Mette Holms elegante oversættelse, spænder forbavsende vidt – fra Min tabte barndomsbys kløgtige, magisk-realistiske præmis om en voksen mand, der (tilsyneladende) får muligheden for at ændre på et afgørende begivenhedsforløb fra sin barndom, til Manden der går turs smukke, men også en anelse banale zenøvelser i vandret sansning i et gennemsnitligt boligkvarter.

Et sted mellem disse to poler finder vi det lydefrit konstruerede erindringsbillede Min fars dagbog, om en mands tilbagevenden til sin barndomsby for at deltage i begravelsen af den far, han i sin ungdom brød med, og hvis liv han nu, for sent, gradvist indser var mere kompliceret, end det først så ud til. Det er helt efter bogen, men Taniguchis fornemmelse for, hvorledes sansning, erindring og erkendelse spiller sammen, og hans evne til diskret at realisere stærke følelser, sikrer en rørende læseoplevelse.

I sine bedste øjeblikke bringer bogen mindelser om hans store landsmand, filmskaberen Yasujir Ozus arbejder.

Lever i den gastronomiske detalje

En vigtig del af Taniguchis produktion de seneste ti års tid har bestået af tegneserieversioneringer af japansk samtidslitteratur, måske mest bemærkelsesværdig af bestsellerforfatteren Baku Yumemakuras hæsblæsende bjergbestigerepos Kamigami no itadaki (Gudernes tinde, 2000–2003). Fahrenheits seneste udspil, Senseis mappe, er også en versionering, men forlægget kunne ikke været mere forskelligt. Tegneserien, der, som det er kutyme, først blev udgivet i føljetonform på japansk i 2009, er baseret på en roman af Hiromi Kawakami og skildrer en snarligt midaldrende enlig kvindes forhold til en tredive år ældre mand.

Tsukiko, der til dagligt passer sin karriere på et af Tokyos utallige kontorer, møder en aften tilfældigt den pensionerede Matsumoto på sit yndlingsspisested. Det viser sig, at de allerede kender hinanden, for han var engang hendes gymnasielærer.

Vi følger de to i takt med, at de genoptager det mester/elev-forhold, der begyndte for mange år siden. Selv om han har sine aldersforstærkede særheder og tydeligvis plages af sin fortid, beundrer Tsukiko hans indsigt i, og indstilling til, livet. Hun går tre skridt bag ham på deres byvandringer og vedbliver at kalde ham sensei (japansk tiltaleform der udtrykker respekt over for lærere, red.), selv efter deres forhold er blevet intimt.

Tegneseriens styrke ligger primært i Taniguchis iscenesættelse. Han vækker sine hovedpersoner til live via kropssprog og ansigtsmimik – meget kan afledes af den måde, Matsumoto skænker sake for Tsukiko, eller hendes blikretning, når konversation bliver til samtale. Taniguchi har endvidere gjort særlig meget ud af maden, de to mødes over.

Det er tydeligt, at vi har med en tegner at gøre, der tidligere har tegnet kulinariske serier, for det er netop i de gastronomiske detaljer – den måde Taniguchi i ord og billeder forlener fortællingen med smagsoplevelser – at værket lever.

For desværre er den menneskelige historie en anelse tynd. Det er ikke så meget den irritation, man kan føle over dens paternalistiske overtoner, der skurrer – den måde, de to hovedpersoner, der ellers har levet alt andet end typiske familieliv, sammen overvejende reproducerer traditionelle kønsrollemønstre, er potentielt fascinerende. Nej, problemet er snarere, at fortællingen viser sig primært at spille på god gammeldags wish fulfillment. Vi har i sidste ende med en meget traditionel og ganske forudsigelig romance at gøre, der qua Taniguchis imponerende stilsikkerhed til en start narrer læseren til at forvente levende realisme. Flot i anslaget, flad i efterklangen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Senseis mappe 1 og 2
Jiro Taniguchi og Hiromi Kawakami
Fahrenheit
Oversat af Mette Holm
Hhv. 200 og 240 s. i s/h
kr. 249,50 kroner pr. stk.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu