Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Folkemusikkens genkomst

Den gamle garde inden for dansk folkemusik har fået selskab af en ung generation, der er i gang med at genopdage dansk musiks rodnet på deres helt egne præmisser
Basco er et blandt en række bands, der har ført folkemusikken til et nyt publikum. Foto: Pressefoto

Basco er et blandt en række bands, der har ført folkemusikken til et nyt publikum. Foto: Pressefoto

Kultur
29. oktober 2013

Da John Lomax og hans søn Alan tilbage i 1930’ernes USA begyndte at gå på optagelses- og opdagelsesrejse i lokal musik, ledte de efter deres personlige idé om det ægte Amerika. De to legendariske og fantastiske feltoptagere og musikopdagere havde deres egen idé om, hvad der var den amerikanske musikarv, så de ledte for eksempel efter sort musikkultur, der hvor de mente, at den var uberørt af hvid musikkultur. De opsøgte afsides og afskårne kirkesamfund samt rent sorte fængsler for at optage en mere primitiv afroamerikansk musik. Og så var det lige meget, om sangene var nye eller gamle.

Hvad er nationalarv? Hvem skal bestemme, hvad det er? Dansk Folkemindesamling? Eller P4? Eller DF? Om vi kan lide det eller ej, så bliver fortiden fortalt af nutidens aktører.

»Det bevæger sig, når vi går. Det forandrer sig i alle tider,« som Skousen & Ingemann sang på folk-klassikeren ’Herfra hvor vi står’. Og lykkeligvis er det for tiden ikke kun ældre generationer, men også en ung generation af musikere, der definerer fortiden ved at grave i den danske muld – og især finde folkemusik.

John og Alan Lomax så folkemusikken som truet, på vej mod udryddelse. Og i deres virke modarbejdede de deres egen profeti. Herhjemme kan vi takke for eksempel Dansk Folkemindesamling for det samme. Og om føje år kan vi måske også takke unge musikere for det. Bands og musikere som Spillemændene, Folkeklubben, Dreamer’s Circus, Basco, Kristian Leth, Bjergtaget, Mads Beldring, Mathias Grip.

Ja, sidstnævnte har sågar valgt at kalde sit nye album for Folkpop, og han fortolker danske klassikere som Thomas Helmigs ’Det er mig der står herude’, Jeppe Aakjærs ’Sneflokke kommer vrimlende’ og Thøger Larsens ’Du danske sommer’ i folkemusikalsk klædedragt. Ligesom han også blander folkemusikken med country, blues og jazz.

Violiner og banjoer

Grip har indrulleret et væld af danske folk- og popmusikere, der leverer seriøst dygtigt håndværk. Så her er noget uvant i et moderne lydbillede: Violiner hvirvler melodier af sig, banjoer krabber gennem stereoperspektivet, harmonikaer hidser sig op.

Der er desværre en del alt for kandiserede og sentimentale ballader, men sange som ’Det er mig der står herude’, ’Det var en lørdag aften’, antikrigssangen ’Døgndrift’, ’Jeg elsker den brogede verden’, ’Du danske sommer’ og ’Nu er det min tur’ rammer en fin balance mellem pop og folkemusik. Måske er det bare et spørgsmål om at lade den ramsaltede livserfaring komme lidt mere til orde, før 38-årige Mathias Grip for alvor kan gribe?

Lasse & Mathilde har livserfaring. De albumdebuterede i 1977 og var i rotation i denne anmelders barndomshjem (det er længe siden). Jeg fik deres autografer engang i Rørvig, hvor jeg havde plastre på knæene. Skyede dem som pesten, da jeg blev teenager, hvor man jo opponerer mod forældrenes præferencer. Men jeg er klar til deres nye album, Verden venter. Ikke kun fordi jeg er blevet ældre, men også fordi duoen her fokuserer på aftenrøden, melankolien og det intense sammenspil med deres gæstemusikere.

Resultatet er både vuggende og luntende melodisk med afsmitninger fra amerikansk såvel som europæisk folkemusik, salmetradition og visesang. Med en tekstlig dyrkelse af livets velsignelser modsvaret af en klædeligt aftentung lyrik cirklende om afsked og brugte mennesker med dæmon på den ene skulder og djævel på den anden, som det beskrives i Keith Thomas Lohses tekst til åbningsnummeret.

Klicheen om folkemusik er, at den er soundtrack til en god aften for genrens disciple i forsamlingshuset eller på Tønder Festivalen. Lukket om sig selv, komfortabel i sin egen tradition og selvforståelse. Og det er der ikke noget galt med. Men det skader heller ikke at udfordre den og forsøge at bringe den nye steder hen. På Verden venter lyder Lasse Helner og Mathilde Bondo, som om de har stillet spørgsmål til folkemusikken, afkrævet den nogle svære svar, som er blevet til sød musik med en bitter eftersmag af hårdt vundet visdom.

Og så kunne det godt lyde som om, at der er blevet lyttet til den canadiske musiker og producer Daniel Lanois, måske især hans mesterværk Shine, for der er en varmt klangmættet, men også kropsnær rootsy kvalitet over Verden venter.

Klassiske dyder

Den dansk-svenske trio Dreamer’s Circus går til gengæld til biddet med inspirationer fra partiturmusikken. Det er allerede evident på debutalbummet A Little Symphony’s andet nummer, ’Snabbsen’, hvor klassisk svirpende strygere glider over i folkemusikalsk flydende harmonika.

Bandets violinist, harmonika-spiller med mere, danske Rune Tonsgaard Sørensen, er også klassisk uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Mens strengespiller med mere, svenske Ale Carr, er vokset op med svensk spillemandstradition og pianist med mere, danske Nikolaj Busk, er vokset op med Højskolesangbogen sunget for fuld hals. De tre herrer – der er fra 24 til 31 år – skiftes til at være komponister på denne spritnye og ordløse folkemusik, som er indspillet transparent og naturalistisk, så de smukke bølgende melodier slår smut gennem lydbilledet, og de tekniske færdigheder sprøjter fra det indspillede rum. Det er nyfortolket folkemusik, der finder nye betydninger gennem de åbne døre ind til – hvis ikke decideret indtræden i – det klassiske rum, og det tindrer med et vildt overskud af harmonier og melodier samt historisk bevidsthed og et godt gedigent ungdommeligt gennemtræk i dens hellige haller.

Hvad er det autentiske Danmark? Findes det? Fandtes det? Selv den danske folkemusik, der har århundreder på bagen, kan føres tilbage til britisk, hollandsk, fransk, tysk, polsk folkemusik. Men med sin forankring i generation efter generation i lokale egne – engang helt afskårne fra hinanden – har den vundet hævd som en uomtvistelig del af vores kultur. Men den har også været i reservat i årtier uden for populærkulturen, med lejlighedsvise folkekære undtagelser som Lars Lilholt, Allan Olsen og Johnny Madsen, der har givet genren gangbar rock-elektricitet.

Dét, man kan opleve nu, er en genopdagelse af genren forestået af en ung og yngre generation med en fornyet interesse for det musikalske rodnet, vi – ganske uvidende – vandrer rundt på. Og det er ikke tilfældigt, at netop Skousen & Ingemann hives frem i denne anmeldelses regi, for den folkemusikbølge, som synes under opsejling, har sin kronologisk nærmeste slægtning i 70’erne, hvor en ung generation også genopdagede traditionen.

Det er en revurdering og en opdatering, som kan vise sig skelsættende for vores musikkultur, for vores fornemmelse af kontinuitet og for dét, vi musikalsk kommer fra.

Der kan i hvert fald øjnes en mulighed for en dybere forståelse af, hvad det vil sige, når vi synger med på ’Herfra hvor vi står’. Og det sker ikke i form af en tilbageskuende primitivistisk arkæologi, som John & Alan Lomax stod for i sin tid, men i et musiksprog, der er på traditionsbevidst omgangshøjde med vores postmoderne forvirring.

 

Mathias Grip: Folkpop (Eget selskab/Gateway) mathiasgrip.dk

Lasse & Mathilde: Verden Venter (Target Records)

Dreamer’s Circus: A Little Symphony (GO’ Danish Folk Music) gofolk.dk

Serie

Herfra vi nu står

Seneste artikler

  • Om spillemænds trængsler – før og nu

    25. november 2013
    Informations musikredaktør er taget på musikhistorisk krydstogt gennem dansk folkemusiks fortid og fremtid – og på de sjællandske landeveje med Spillemændenefor et genopfinde spillemanden
  • ’Vi får mere og mere selvtillid’

    5. november 2013
    Nikolaj Busk oplever medvind i dansk folkemusik lige nu. I den unge trio Dreamers’ Circus er han selv med til at forny musikken, samtidig med at han holder forbindelse til traditionen via Fanø
  • Fra Fanø til fremtiden

    4. november 2013
    På Fanø går Peter Uhrbrand rundt som et levende vidnesbyrd om, at det gamle Danmark lever videre. Som den eneste er han i stand til at videregive sjette generations folkemusik fra landsbyen Sønderho – og det gør han
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nåh ja, hvis Ralf Christensen ikke vil nævne det direkte - så vil jeg da gerne:

Krigen starter nu / Kirsebærtræerne springer ud i al sin pragt (Spillemændene)

Fremtiden ser lovende ud for samfundsengagementet i dansk musik.

... kommer som kaldet til slaget (Kim Larsen)

Mathias Grip synger om Syrien:
"... Jeg har vendt og drejet verden for at kunne forstå
Hvorfor du trak i trøjen og fik stjerner på
I væbnet kamp for demokrati
Vidste du, at det fik lokket dig i tåbelig krig
Hvorfor tro på andres løgne, når nu alle kan se
At eneste vej er diplomati ..."

Niels-Simon Larsen

@Ralf: Stort arbejde du gør dig som anmelder, så der er ikke noget at sige imod din soliditet. Dit sprog kan undre mig, og derfor springer jeg hurtigt fra, men sådan har jeg det med flere musikanmeldere. Et ejendommeligt røversprog, vil jeg kalde det, men det er der nok nogle, der er glade for at læse. Der er dog ikke mange, der debatterer artiklerne, og det får mig til at tænke på, hvor langt I er fra virkeligheden.

Nu er der to artikler om folkemusik i dag. Jeg spiller og danser selv. Altid skal der siges noget om halm i træskoene, og nu også seler. Lad gå, men jeg synes ikke, du har fat i essensen.
Hvornår er folkemusik folkemusik? Kan de fantastisk dygtige musikere, du omtaler, stå på en scene og lave folkemusik? Det bliver mest folkemusik uden folk, og enhver må spørge sig selv, hvor er folket henne. Det er jo et spørgsmål, om man kan injicere folkemusik i folket gennem en konservatorieuddannelse. Jeg mener, at det skal komme fra folket for at kunne kaldes folkemusik. De omtalte musikere er vokset ud af familier, der har dyrket folkemusik, men de skal have en base i dag. OK, lad os sige, at de har det.

De må så også have en baggrund af en slags, et indhold, noget politisk, religiøst, ideologisk. Der bør være noget ud over underholdning og nu-skal-vi-have-det-sjovt. Jeg kunne tænke mig, at deres sange og musik afspejlede den katastrofesituation vi bevæger os hen imod. Jeg ser en fuldstændig fornægtelse af det faktum. Ingen synger om overforbrug og naturødelæggelse. Måske kan der ikke synges om det, men man kan da heller ikke lade være. Der er ikke noget ”Little Boxes” nogen steder, ingen gode tekster. Ved musikanmelderen m.m. om det findes?

Brian Pietersen

jeg synes ikke danmark har meget godt folkemusik...... det er nærmest tysk travballepolkaølkrusmusik...

men... der rører sig da noget godt nyt,
Basco har noget andet ........... der er noget Irsk..skotsk i , noget minder mig faktisk om Jethro Tull... positivt.

Nu er jeg nok også meget mere til Irsk og Keltisk folkemusik som feks Loeranna Mckennitt