Et forfærdeligt stærkt ærinde

Yahya Hassans debut er allerede skrevet ind i litteraturhistorien, litterært set kunne den godt have ventet et år eller to
Yahya Hassan og hans digte har nærmest egenhændigt flyttet pælene i en af de mest fastlåste politiske debatter herhjemme, så det virker meningsløst og umuligt at læse hans digte uden mediespektaklet i baghovedet.

Yahya Hassan og hans digte har nærmest egenhændigt flyttet pælene i en af de mest fastlåste politiske debatter herhjemme, så det virker meningsløst og umuligt at læse hans digte uden mediespektaklet i baghovedet.

Jens Thaysen
18. oktober 2013

Det virker reelt meningsløst at anmelde Yahya Hassans debutbog nu, hvor han på anden uge er blandt de mest omtalte skikkelser i landet.

Han har fået dødstrusler her og der på de sociale medier, han har været i fjernsynet flere gange, han er udpeget som nikkedukke for højrefløjen og sandhedsvidne på venstrefløjen.

Måske er han eksponent for et nyt ungdomsoprør blandt nydanskere, skriver de i Weekendavisen, måske er hans opvækst atypisk, skriver andre i Politiken.

Uanset hvad er Yahya Hassan – sådan hedder også bogen – allerede del af dansk litteraturhistorie, og det før man overhovedet bedømmer dens kvaliteter.

Jeg kan ikke komme i tanke om en dansk debutant, der nogensinde har skabt så megen opsigt og så meget røre omkring sig. Han og hans digte har nærmest egenhændigt flyttet pælene i en af de mest fastlåste politiske debatter herhjemme, den om ghettoerne, om flygtninge fra Mellemøsten og deres børn, om Islam i Danmark.

Den slags bedrifter overskygger spørgsmål om metaforer og sprogets økonomi. Så jo, det virker meningsløst. Og umuligt, for man læser med sidste uges mediespektakel i baghovedet, og alt man – jeg – skriver, vil alligevel blive set som indlæg for eller mod Yahya Hassan som skikkelse.

Sådan er det. Digtene i Yahya Hassan brænder så selv igennem med et stærkt, åbenlyst selvbiografisk stof. Det er fortællende digte, de fleste giver os små pointerede vignetter og eksemplariske situationer, nærmest, fra en barndom med tæsk og tæsk. Og siden en ungdom på sikrede anstalter og med stadig kriminalitet – og glimt af ro, af noget andet midt i svigtene.

De øjeblikke er ikke de mindst stærke. Så er digtenes barn alligevel stolt af sin far, bare et kort øjeblik, så føler han en ømhed. Så er en tur til købmanden »SOM ET EKSIL PÅ TOILETTET« – alle digte er skrevet med stort i Yahya Hassan, det irriterer mindre end man skulle tro.

De fortæller også om ferier i flygtningelejre, digtene, og de fortæller med en uforsonlig vrede om religiøst hykleri og socialt bedrageri blandt forældregenerationen af flygtninge.

Alt det sker nogenlunde kronologisk, undervejs hører vi om den lærer, der gav ham den første digtsamling, til slut er digtenes jeg i kontakt med Forfatterskolen og Gyldendal. De vil gerne udgive ham.

Set som helhed er det ikke helt tight, en del digte er vel spinkle i det. Derudover er det jo en klassisk komposition, enkel og effektiv og på kanten af en kliché. På samme måde som det er på kanten af en kliché at skrive digte med pointerede afslutninger om pointerede øjeblikke.

Det er en effektiv form at give sit biografiske stof, men det er også den form man giver sine digte, inden man for alvor tænker over, hvilken form ens digte skal have.

Sådan går det

Alligevel er talentet åbenbart i Yahya Hassan. Det talent ligger i stemmen og rytmen, i eksplosive ordspil og en konsekvent uforsonlighed.

Yahya Hassans stemme kan rumme volden og sorgen og vreden, uden at det ender som manér. Han kan skrive lakonisk og frem for alt med hastighed om sine knæk og taskerøverier, men kan også pludselig åbne for noget andet.

I digtet ’POLITIJAGT 1’ dukker der en snert af melankoli op et helt uventet sted, her digtets første halvdel:

»SIRENER HYLER OG ALT ER VEL BLÅT/ DET ER BLÅT SOM BLÅ/ BLOT SOM HANDLING DER GENTAGES ENDNU EN GANG/ MED 120 KILOMETER I TIMEN/ MED EN FÆTTER BAG RATTET/ MED EN HUNDEVOGN I HÆLENE/ PÅ VEJ MOD EN SØMMÅTTE DERFOR CYKELSTIEN/ HIMLENS SELVFØLGELIGHED/ KOMMER INGEN TIL UNDSÆTNING/ FÆTTER KLODSER BREMSEN/ SÅDAN GÅR DET SIGER HAN«

Digtene i Yahya Hassan er glade for navneord uden artikel, her sirenerne. Også det er jo en lyrisk kliché, et ureflekteret førstevalg. Til gengæld er linjerne om himlen utroligt fine, ligesom fætterens resignation rammes helt rent.

Bedst er bogen alligevel, når den giver rum til mere end disse øjeblikke og sorte anekdoter. I sin sidste tredjedel skrider den flere gange fra bekendelsen og ud i en voldsomt overstyret, profetisk stil. Her kommer Yahya Hassans sans for gentagelsen til sin ret:

»JEG HAR STADIG FESTMÅLTIDET I MIN MUND/ JEG HAR DET UFULDKOMNE MELLEM MINE BEN/ JEG HAR KNEPPET ET LIV UD AF EN LILLE PIGE/ MED DEN PROTESE JEG HAR ARVET EFTER MIN FAR/ JEG MÆRKEDE BLODET/ JEG OPGAV DAGENS KRYSTAL OG HÅBET TIL HØJRE FOR MIG/ JEG SØGTE LY FOR MENNESKEHEDEN«

Og så slutter bogen med et afsluttende, fyrre siders langdigt skrevet i et stiliseret perkerdansk, som simpelthen er en tour de force.

Man glider rundt fra mails til digteren Lars Skinnebach over ømhed over for moren til et hjemmerøveri, hvor bogens bedste linjer falder:

»MIG JEG LØFTER HENDE OVER I SENG/ SOM EN HJEMHJÆLPER/ OG OVERLADER HENDE TIL HENDES EPILEPSI/ SOM EN HJEMHJÆLPER«

Hvad skal det sige, dette kollaps af måder at omgås forsvarsløse gamle? At røveren har hjemmehjælpernes ømhed? At han også har hjemmehjælperens professionelle ufølsomhed?

Men straks videre til et forrygende voldsomt opgør med islamisk hykleri (inklusiv linjen »JEG PISSER PÅ ALLAH OG PÅ HANS SENDEBUD«) og videre til digtets egentlige kerne, den måde Yahya Hassan nok er blevet digter med »CIVILISERET OG TILPAS STRAM COWBOYBUKSER PÅ«, men at han ikke er mindre kriminel af den grund. Han er bare begge dele samtidig.

Hvorfor skulle der være et før og efter?

Den kliché falder Yahya Hassan heldigvis ikke for. Ellers er det en bog, hvor man jævnligt kan mærke at dens forfatter kun er 18, og at han nok har et forfærdeligt stærkt ærinde og et talent ud over det sædvanlige, men at bogen ville være blevet bedre, hvis han havde skrevet videre og om på den et års tid eller to. Strammet op og overvejet sine valg.

Hvis man altså ser på den med litterære briller. Set med alle andre briller har vi tydeligvis haft godt af Yahya Hassan og dens forfatter lige nu og her, midt i vores fælles samtale om vores liv sammen. Og det er måske det vigtigste.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Yahya Hassan
Yahya Hassan
Gyldendal
176 sider
199,95 kroner

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

"Han og hans digte har nærmest egenhændigt flyttet pælene i en af de mest fastlåste politiske debatter herhjemme, den om ghettoerne, om flygtninge fra Mellemøsten og deres børn, om Islam i Danmark."

Når nu anmelderen på sæt og vis beklager det forholdsvist overskuelige litterære niveau for den debutende digter, kunne der så ikke være givet lidt mere plads til at udfolde eksempler og trække linjer iht. hvilke 'pæle' der er flyttet? Samt på hvilke(n) måde(r), vi har 'haft godt af' forfatteren i 'vores fælles samtale om vores liv sammen'? Det forekommer mig en anelse svævende, men muligvis er det blot mit abstraktionsniveau, som halter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Hansen

Det er forståeligt, at der har været megen debat om bogen.

Uanset hvilken fløj eller hvilket segment, man tilhører, så er det vigtigt, at holde sig for øje, at vi er ude i fiktionen. Selvbiografisk, ja, men stadig væk fiktivt.

For den verden, Yahya Hassan beskriver, er reel nok. Han beskriver verden, som den ser ud gennem hans egne øjne.

Men det giver ham ikke status som den ultimative sandhedsapostel, som mange har villet gøre ham til.

Det er hans verden, han beskriver, og kun hans.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Her er lidt om Athena Farrokhzad

http://www.gp.se/kulturnoje/1.1293047-vitt-pa-svart-med-athena-farrokhzad

Som man kan se er hun født i Iran, og bor nu i Stockholm, mens hun er vokset op i Göteborg.

Et citat:
"Inte självbiografisk. - Familjeberättelsen i ”Vitsvit” är inte självbiografisk utan kan ses som poesi om hur konflikter och anpassning till vithetsnormen i Sverige kan se ut.
- För den som inte har tillgång till ett ”vi”, till makt och resurser, kan språket representera en sorts förövare. Jag ställer frågan om vad det är att skriva på ett språk som man upplever har utsatt en för någonting. Vi alla är offer och förövare i språket, säger Athena Farrokhzad." http://www.svt.se/kultur/poetisk-solodebut-om-vithet

Her er et andet citat:
"”Min familj anlände hit i en marxistisk idétradition”, skriver diktjaget i bokens första rad. Familjen kom från ett annat land, men diktjagets mor gjorde snabbt allt för att anpassa sig till det nya landet, kulturellt och språkligt – ”lät blekmedlet rinna genom syntaxen / På andra sidan skiljetecknet blev hennes stavelser vitare än en norrländsk vinter." http://www.svd.se/kultur/ordkamp-som-utmanar_7897466.svd

Og vi tager lige et citat til:
"Jag tänker nästan på svärtan som något som ringar in bokstäverna och gör dem synliga. Och att kroppar också kan ha den funktionen av att vara "de andra", de mörka, barbariet som krävs för att vitheten ska framträda för sig själv och bli meningsbärande, säger Athena Farrokhzad." http://www.gp.se/kulturnoje/1.1293047-vitt-pa-svart-med-athena-farrokhzad

Dette vidner for mig altså om en ung kvinde som er mere velreflekteret og formår at sætte sin egen kultur, endda sin egen brune krop op imod svenskernes hvide kroppe - og reflektere over dette. Og endda formå at modsætningen mellem barbari og civilisation, ja den spejles også i kroppene.

Konstrativt sættes dette så i modsætning til vred ung mand, hvis digte egentlug bare (som jeg ser det) lyser af vrede over alt det dårlige mv. hans forældre har opfostret ham med. Og al denne skælden og smælden ud på forældre og det er deres ansvar at han og de andre flygtninge-palæstinsenser-unge i ghettoerne blev kriminelle, ja det er jo lige sød musik i højrefløjens øre her i DK!

Og læg også mærke til, hvor hurtigt højrefløjen har omfavnet Y. Hassan, digter, og hvordan alle (måske endda også Information) kalder manden for indvandrer...og at endelig har vi fået en indvandrer som kan fortælle os (de, hvide, de civiliserede) om hvor grumme, voldelige og hykleriske de brune mennesker, barbarerbe er... (læs: muslimer, ja dem allesammen)

For vi vidste det jo egentlig godt, ikke sandt, alle muslimer er jo sådan som Y. Hassan skriver om i sin bog.....voldelige, hykleriske, ser porno på nettet, mens de går i moskeen. Mens vi gode, hvide kristne mennesker aldrig kunne finde på den slags, vel....i hvert fald ikke her i DK. Og det har vi da aldrig gjort. (ironi, skarp anvendt).
I så fald er der nogen der bør kigge deres Danmarkshistorie igennem.....så vil de se, at børn, unge og selv mødre, søstre og døtre havde husbonden lov til at slå; også tjenestefolkene. Og det skete ud fra et godt kristent hjerte.....'spare the rod and spoil the child' som der står i Bibelen et sted....

Y. Hassan har jo bare fortalt om sit liv i digtform......og jeg mener som sådan at digtene ikke er noget at skrive (hjem) om. Det hele er set før....og gjort tusind mange gange bedre. Formen er hentet hos M. Strunge, den vrede unge mand som har et opgør med Faderen er også set (bedre) før, og endelig er selve indholdet i digtene ganske enkelt ikke digteriske nok. Forstået på den måde at der sådan set, som jeg ser det, bare er prosa sat linier.

Og så vi er tilbage ved Athenas F.'s mor som lod "lät blekmedlet rinna genom syntaxen / På andra sidan skiljetecknet blev hennes stavelser vitare än en norrländsk vinter." Her er der noget på spil, her skal læseren gå i dialog med teksten for at få en mening ud af det. Her fortælles det hvordan hendes mors stavelser blev endnu hvidere end en svenskers - for at passe ind.

Intet af dette er der i Y. Hassans digte....

Og så mener jeg stadigvæk at han har fortalt en historie som en dreng eller en pige fra DK's underklasse, pjalteproletariat, også kan fortælle. Kan I huske Brønderslev-sagen. Her var der ingen, der koblede religion på? Hvorfor mon? Hvorfor er det interessant at der findes en underklasse af muslimer i det her land, som lever lige så socialt elendigt som underklassen i DK også gør....

Brugerbillede for Peter Olesen

Ikke overraskende, hylder Karsten Aaen en svensk digter, der taler det ideologisk blindede, og lemming-lignende, svenske (og europæiske) selvhads- og antiintegrationsparnas direkte efter munden.

Hvilken enorm bedrift! Hvilken risiko hun løber! Særligt i Sverige, hvor hun vel nærmest er blevet belejret af masochistiske forlagsredaktører, der bare ikke kan få nok af pilerisets svirpen over de syndefulde, postkoloniale rygstykker.

Lidt senere, får Hr. Aaen igen det hele galt i halsen, og fremfører at Yahya Hassans digter er møntet på alle muslimer, og opfattes som sådan. "De hvide" og de kristne får også lige et obligatorisk drag over nakken, for en god ordens skyld.

Til sidst miskrediterer Hr. Aaen (i skarp kontrast til landets samlede anmelderkorps) så Yahya Hassans kunstneriske evner, ja, kalder ham vel nærmest kopist, og stiller spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af Hassans udsagn.

Dette er åbenbart Hr. Aaens opskrift på en rolig weekend, hvori verdensbilledet ikke udfordres, og man uantastet af virkeligheden, solidt stivnet i sit ideologiske ravstykke, kan hygge videre og videre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

@ Peter og andre.

Jeg skriver som jeg gør, netop fordi jeg arbejder med det her til hverdag! Jeg underviser i dansk som andetsprog for voksne udlændinge. Og nu er jeg tilfældigvis også dansklærer! Og jeg har altså set Y.Hassans digte gjort bedre, bl.a. men ikke kun hos Michael Strunge! Formen med store bogstaver og vred man udtrykker bitterhed er klart den måde, Michael Strunge udtrykker sig på i sine digte, bare bedre, vil jeg mene. Men det er selvfølgelig (kun) min mening - om jeg forstår hvorfor anmeldere falder i svime over denne digtsamling ved jeg altså ikke. Der er ingen eller kun sparsom symbolik i den......metaforerne er slidte og gennemprøvede mv. og mm.

Og jeg vil gerne forklare hvorfor jeg også reagerer som jeg gør:
Jeg ved altså noget om udlændinge.....og jeg ved også noget om hvordan livet lives i blokkene i ghettoerne, dels fordi jeg selv i en del år har boet i en sådan (rosenhøj ved aarhus), dels taler jeg jo med mine elever om hvor de bor og hvordan de oplever det. Og derfor ved jeg skam at nogle dele af underklassen, uanset om den er dansk, tyrkisk, palæstinensisk, eller tyrkisk eller bosnisk lever sådan som Y.Hassen beskriver. Det har bare intet med hverken religion eller kultur at gøre; alt har det med socialgruppe 5 (og måske endda 6) at gøre! Intet andet. Og så har jeg altså også lyttet til min far fortælle, hvordan han som dreng i 1930erne og 1940erne sloges med de andre drenge, bare fordi de kom fra den forkerte side af plankeværket. Og det samme gjorde min storebror i 1950erne og 1960erne.

Læg mærke til, at jeg påpeger, at det er højrefløjen i det her land, som mener at alle muslimer nok er sådan som Y.Hassan beskriver. De evner nemlig ikke eller vil ikke forstå, at en sådan underklasse hvis liv Y.Hassen beskriver i de her malende vendinger altid har fundtes i DK....også før den blev tyrkisk, palæstinensisk, bosnisk eller irakisk.

Og nej, jeg hylder skam ikke den svenske digterinde fra Iran; jeg påpeger blot at i hendes digte skal man som læser selv arbejde for at få en mening ud af det! Det skal man ikke i Y.Hassans digte. Det er det eneste jeg påpeger. Og min indre dansklærer tilsiger mig at digte er en genre (teksttype) hvor læseren godt må komme en smule på arbejde, og bruge sin forstand mv. på at lukke digtet en smule op.

Mit verdensbillede er skam intakt; jeg vidste godt at nogen muslimer fra underklassen i det her land (bl.a. pg.a. min indvandrerlæreruddannelse) snyder systemet ligesom jeg udmærket er i stand til at erkende at nogle danskere på bistandshjælp snyder systemet. Enten bevidst eller ubevidst, og med ubevidst mener jeg, at reglerne for eksempelvis enlige mødre (og fædre) er blevet så komplicerede, så man næsten kommer til at overtræde dem, også selv om man egentlig ikke vil.

Jeg påpeger sådan set også bare, at Y.Hassan ikke synes at have evnet den reflektoriske tilgang som Athena F. har; ingen evne til at indse og erkende at uden en hvid krop i modsætning til en brun krop kan vi ikke tale om 'os mod dem'. mv. Intet af dtete synes Y.Hassan i modsætning til Athena F. at have blik for....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Rehhoff

@ Karsten Aaen

"Og nej, jeg hylder skam ikke den svenske digterinde fra Iran; jeg påpeger blot at i hendes digte skal man som læser selv arbejde for at få en mening ud af det! Det skal man ikke i Y.Hassans digte. Det er det eneste jeg påpeger. Og min indre dansklærer tilsiger mig at digte er en genre (teksttype) hvor læseren godt må komme en smule på arbejde, og bruge sin forstand mv. på at lukke digtet en smule op."

Jeg synes det er imponerende, at du kan lave sådan en analyse af Yahya Hassans digte på andendagen efter deres udgivelse. Hvad baserer du det på? Har du rent faktisk læst dem, eller er det bare baseret på det, der har været fremme i pressen? Desuden er det vist mere Karl Ove Knausgaard der har været en inspiration for Yahya Hassan og ikke Michael Strunge som du tidligere nævnte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Sørensen

Jeg har ikke læst udgivelsen endnu. Men baseret på de uddrag, jeg har læst (som jeg formoder er repræsentative), har jeg svært ved at se de fantastiske rent sproglige kvaliteter.

Ja, jeg har endda svært ved at se talentet.

Det er dog åbenlyst, at der er en historie at fortælle og noget på hjerte - og på den vis er Yahya bestemt relevant. Indhold trumfer form, kan man sige - men når vi snakker lyrik, er form en afgørende faktor, og jeg ser ikke Yahya som tilnærmelsesvist formfuldendt.

anbefalede denne kommentar