Læsetid: 3 min.

Den globale danske nomade

Han forstod tidligt, hvilken afgørende rolle religion og kultur spiller for udvikling, og han var tidligere ude end Samuel Huntington med tesen om kulturernes sammenstød. Tidligere vicedirektør for Verdensbanken Sven Burmester har skrevet en vellykket erindringsbog
18. oktober 2013

Sven Burmester er født i Aalborg og uddannet ved Københavns Universitet og tilbringer nu som 73-årig efter sin pensionering fra Verdensbanken og FN’s befolkningsprogram sit liv skiftevis i Kina i januar-februar, Egypten i marts-april, Danmark fra maj til august og USA resten af året. Det gør han for ved selvsyn at studere forholdet mellem kultur, religion og udvikling og for at skrive om disse emner til et dansk publikum. Disse store spørgsmål har optaget ham, lige siden han som 26-årig tilbragte et par år i Andesbjergene som professor i kemi på universitetet i Ayacucho i Peru. Ud over at opleve indianernes hårde liv på nærmeste hold var han her kollega med den hårde kerne i det, der skulle vise sig at være den maoistiske guerillaorganisation Sendere Luminoso (Den Lysende Sti). Den var på det tidspunkt endnu ikke gået under jorden for at indlede sin væbnede kamp, men forberedte sig på det, bl.a. ved at den senere leder og Burmesters professorkollega, Abimael Guzmán, opholdt sig i Kina for at blive uddannet til guerillaleder.

Man fornemmer at opholdet, med hyppige studenterstrejker og umotiverede kolleger, der primært ville slippe let om ved undervisningen, var frustrerende for den idealistiske unge kemiker . Hvis de da ikke som universitetets rektor, den begavede og hårdtarbejdende antropolog Efraín Morote Best, havde en anden, revolutionær dagsorden.

Stor kontrast

Burmester blev klar over, at fremtiden for ham ikke lå i kemien, der krævede alt for megen fantasi og originalitet, hvis man skal gøre sig gældende som forsker.

I stedet skaffede han sig stipendium til at studere økonomi ved Woodrow Wilson School of Public and International Affairs ved Princeton. En større kontrast til det fattige, underudviklede og katolske universitet i Perus bjerge kan man næsten ikke forestille sig. Studiet i de velplejede, fredelige omgivelser med nygotiske bygninger gav den unge dansker mulighed for at kvalificere sig til en ny international karriere inden for det bistandsarbejde, som tog fart i tresserne. Et godt studium, selv om han indrømmer, at han nu ikke længere var den stjernestudent han havde været på Aalborg Katedralskole og Københavns Universitet, der præmierede udenadslære, garneret med lidt skuespilkunst.

Hans fredfyldte studier foregik omkring 1970, der ellers var alt andet end fredelige i USA med Vietnamkrig og studenteroprør, selv på det privilegerede Princeton i New Jersey. Praktikopholdet i det toårige program tilbragte Burmester ved FN’s udviklingsprogram i New York og kunne her profitere af, at Danmark ydede så store bidrag. Alligevel søgte han ind ved Verdensbanken i Washington af hensyn til sin amerikanske kone, Janet, der ville arbejde i amerikansk politik. Det viste sig at være et godt valg. Verdensbanken voksede kraftigt i disse år under Robert McNamaras ledelse. Banken var blevet oprettet i 1945 sammen med Valutafonden for til lave renter at låne penge ud til udviklingsprojekter i u-lande. Burmester havde det held at blive McNamaras personlige assistent, og skildringen af ham er noget af det mest interessante i bogen.

Læsegrupper

Sin sparsomme fritid benyttede Burmester til i læsegrupper at forstå den afgørende rolle religion og kultur spiller for om udvikling lykkes eller ej.

Han slår overbevisende fast, at han var tidligere ude end Samuel Huntington med tesen om kulturernes sammenstød. Det kunne han ved at udnytte sit talent for at lære sprog til at kombinere indlæringen af grammatik og gloser med interesse for filosofi og kunst. I den forbindelse citerer han en af sine lærere i kinesisk, en amerikansk CIA-agent med tredive års erfaring fra Taiwan, for følgende observation: Engelsk, tysk, fransk og spansk som Burmester behersker flydende ud over dansk er jo bare dialekter af sanskrit, altså indoeuropæiske sprog. Men »nu skal du i gang med et fremmedsprog. Og du lærer det aldrig.« (s. 147). Den påstand har Burmester lige siden kæmpet for at modbevise ved at lære arabisk og kinesisk. Men indrømmer beskedent nok grænserne for sin kunnen.

Respekten for sprog og kultur er nok noget af det vigtigste, man som læser tager med sig fra bogen. Globaliseringen foregår på engelsk, men engelsk er ikke nok, hvis man vil forstå de kulturelle koder og baggrunden for konflikter og sammenstød i den stadigt mere globale verden. Burmester overbeviser også i sin begejstring for det løft, Kina har foretaget for sin befolkning. Desværre virker han lige så overbevisende i sin pessimisme over for den arabisk-muslimske verden, som han karakteriserer som en fejlslagen civilisation i dens nuværende udgave. Forudsigelsen om, at Europa vil komme til at ligne det aldrende Japan, virker også ret sandsynlig. Men læs selv den velskrevne bog, der oven i købet er uden trykfejl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu