Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Goethe – kultforfatter og erotisk husven

Rüdiger Safranski, Tysklands fremmeste forfatterbiografist, formår at gøre verdens første kultforfatters liv og levned til en medrivende og til tider ligefrem morsom pageturner
Rüdiger Safranski, Tysklands fremmeste forfatterbiografist, formår at gøre verdens første kultforfatters liv og levned til en medrivende og til tider ligefrem morsom pageturner
Kultur
1. november 2013

Kun én eneste gang tog Goethe sit livs Christiane med ud i Weimars gode selskab. Og det til Johanna Schopenhauer, der kort tid forinden var flyttet til byen. Fru Schopenhauer var mor til filosoffen Arthur, til hvem hun efter besøget skrev: »Jeg modtog hende, som om jeg ikke vidste, hvem hun havde været førhen, jeg tænker, at når Goethe kan give hende sit navn, kan vi vel også give hende en kop te.«

Den nådige kop te blev udskænket kort tid efter Napoleons sejr ved Jena og Auerstedt den 14. oktober 1806 og den derpå følgende besættelse og plyndring af Weimar. Denne begivenhedsrige nat havde den ukuelige Christiane Vulpius jaget de fulde franske gendarmer ud af den rystede digterfyrstes soveværelse. Så stort et indtryk gjorde hendes mod, handlekraft og ikke mindst forsvar af hans vinkælder på Goethe, at han fem dage efter ægtede ’min lille veninde’, som han kaldte hende i et brev til hoffets præst, der skulle forestå den stille vielse. Da havde Goethe levet sammen med Christiane i 18 år. Hvad hun havde ’været førhen’ var såmænd den kvinde, der havde født Tysklands berømteste digter fem børn, hvoraf kun ét overlevede til voksenalderen. Den femten år yngre Christiane, der var en pige af folket med kødfulde former, sensuelle læber og krøllet hår, havde ført hans husholdning, hun havde varmet hans seng, og nu var hun kvinde nok for at få hældt de franske bøller ud, mens Goethe skrækslagen så til i den bare natskjorte.

Dette er blot en af mange ekstraordinære begivenheder i Johann Wolfgang von Goethes liv. Så har vi ikke nævnt, at han traf Napoleon, der skal have læst hans Den unge Werthers lidelser syv gange, at han overværede en koncert med den syvårige Mozart, havde besøg af en (anstrengende) Madame de Staël, på sine rejser tilbagelagde cirka 40.000 kilometer i hestedroske (svarende til en tur rundt om jorden) og som 72-årig enkemand ikke var for gammel til at forelske sig i og fri til den 18-årige Ulrike von Levetzow – der dog gav ham en kurv.

Hæsblæsende produktivitet

Alt dette kan man læse om i Rüdiger Safranskis 700 siders grundige og underholdende biografi Goethe. Livets kunstværk, der ligger højt på de tyske bestsellerlister. Biografien er skrevet udelukkende på baggrund af primære kilder: Goethes litterære værker, erindringsbøger, breve, notater og dagbøger.

Goethe, der var født i Frankfurt am Main, ankom i Weimar i 1775 på den purunge hertug Karl Augusts opfordring. Et ophold, hvor gæsten endte med at blive sit livs resterende 57 år og overleve sin vært med fire år.

Året forinden, i 1774, udkom Den unge Werthers lidelser, og en ny stjerne tændtes på den internationale litterære himmel. Goethe blev med ét slag verdens første kultforfatter. Hos det store publikum forblev han frem til sin død først og fremmest forfatteren til denne bog.

Som ung brillerede han igen og igen i rollen som den erotiske husven. Det blev til adskillige knuste hjerter og en brudt forlovelse, før han tog til Weimar som 26-årig. En beslutning han traf først og fremmest for at komme væk fra sin forsmåede forlovede, Lili Schönemann, og dybest set for at komme væk fra hele verden. I hvert fald den del, hvor Frankfurt lå. Han havde som sin unge Werther haft selvmordstanker, som han gjorde sig fri af, før han begyndte at skrive romanen.

I 1779, kort før en rejse til Schweiz, gjorde han sig nogle tanker om begrebet renhed. Rüdiger Safranski skriver i sin bog, at Goethe efterlevede en nærmest taoistisk hverdagsdisciplin. Han mente, at mod taedium vitae – livslede – hjalp kun en beslutsom åbenhed over for det ydre liv, at man hengav sig til hverdagens opgaver. ’At deltage’ er for den unge Goethe nøglebegrebet til hans selvterapi. Litteraturen hjælper også mod den indre tomhed. Når der er fare for, at man bliver »bragt tilbage til den stumpe kolde bevidsthed«, er det bedst at gribe ud efter en bog.

Goethe i Weimar udviste en hæsblæsende produktivitet og bestandig udviklen sig. Først og fremmest kom han til byen for at hjælpe den unge hertug med at regere, noget han selv så som en absolut udfordring i modsætning til digtningen, der bare dryssede ud af hans ærmer. Hertugen blev snart hans bedste ven. De red, badede nøgne i floden Ilm, drak rødvin, løb på skøjter og stod i slotsgården og knaldede med pisken som to frække drenge. Men det var også her Goethe fandt ro i naturstudier som mineralogi, plante- og anatomistudier og sin farvelære, som han selv anså for videnskab på højt niveau, en opfattelse som datidens eksperter ikke helt delte.

Næse for den nye tid

På et tidspunkt stak Goethe af til Italien i to år, hvor han genfandt sig selv som kunstner og gik på bordel på hertugens regning. Han hjembragte blandt andet en enorm gipsafstøbning af gudinden Junos hoved, »min første elskerinde i Rom«. Den står i hans hus på Frauenplan, hvor han boede fra 1782 og de følgende 50 år. Han kom ofte i Zum Weißen Schwan lige inde ved siden af og bestilte sin yndlingsret, som selvfølgelig endnu står på menuen: Kogt oksekød med pillekartofler, grøn frankfurtersovs og rødbedesalat (kan i den grad anbefales). Med i rejsebagagen var også tegninger og ideer til den villa i romersk stil, som hertugen lod opføre i Park an der Ilm som sit sommerhus. I samme park havde Goethe huseret i det havehus, som hertugen forærede ham ved hans ankomst.

Oprindeligt blev her dyrket vin, og grunden skråner derfor stærkt opad. Lidt oven for haven kan man sidde på en bænk under skyggefulde træer. Dette var hofdamen Charlotte von Steins yndlingsplads. I en sten er indhugget det digt, som hjerteknuseren Goethe fik mejslet til von Stein. Hun var gift med hertugens staldmester, havde født syv børn og var syv år ældre end Goethe. Ikke desto mindre blev hun hans første fortrolige og store forelskelse, da han ankom til Weimar. Ikke færre end 1650 breve og notitser skrev han til hende på ti år, ofte måtte buddet rende flere gange om dagen mellem de to huse. Forholdet var næppe kødeligt, dertil var Frau von Stein for ærbær, og den pludselige italiensrejse var den ophedede Goethes eneste mulighed for at lægge afstand til denne ufuldbyrdede kærlighed. Den hemmelige afrejse tilgav hun ham aldrig helt, ligesom hans efterfølgende kærlighedslykke med den i adelskabets øjne simple Christiane fik bragt hofdamen ud af balance.

Safranski beretter i sin bog, at Goethe også var en fremskridtets mand. Trods sin rædsel for, at den franske revolution skulle brede sig til Tyskland og dermed true hans position og privilegier, forærede han både sin egen og kollegaen og vennen Friedrich Schillers søn en legetøjsguillotine. Goethe var ingen fan af den franske revolution. Men han havde næse for, at rokokotiden var forbi, og at den borgerlige institutionalisering af samfundet stod for døren. Når gehejmeråden Goethe blev anklaget for at skifte standpunkt, svarede han blot: »Man bliver ikke så gammel for altid at tænke det samme.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her