Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

For Gud er alle lige … sjove?

Indre Missions ungdomsradioprogram ’Munter Mandag’ bliver aldrig rigtig muntert. Værterne vil for meget på for kort tid, og diskussion af tro og generationer har trange kår, når mor lytter med
Kultur
14. oktober 2013

»I dag er en vigtig dag, Lars!« Stemmeføringen er overbegejstret aarhusiansk og tilhører en radiovært, der netop har præsenteret sig som Steffen. Han fortsætter:

»Jeg har fået en lang liste over, hvor jeg kan komme hen i praktik. Noget andet er fødselsdage; Bruce Springsteeeeen!« Steffen lægger tryk på. »Han går også under navnet The King … Nåhh nej, det er vist Elvis Presley …«

Tavsheden melder sig. Fem akavede, lange sekunder. »Det er dårlig research, det her …« indrømmer Steffen.

De remser flere fødselsdage op og slutter med en dødsdag. Sigmund Freud. »Det var dagens muntre indslag,« proklamerer Steffen i et tone, der er en amerikansk talkshowvært værdig.

Sådan begynder ’Munter Mandag’. Kristen Netradios ugentlige totimers ungdomsprogram, der ifølge kanalen selv er spækket med funny facts, konkurrencer, diskussioner af aktuelle kristne emner og hits som »Rise Above It« og »The Light In Me«. Ambitionerne er høje. Og måske også for høje for de to værter, Steffen og Lars, der haster gennem det tætpakkede program. Uden at tage andre lyttere end Lars’ mor i hånden og uden at være specielt muntre.

Efter et overload af 90’er-toneret kristenrock, ugennemskuelige konkurrencer og ikkesjove bemærkninger, der ubarmhjertigt bliver blottet gennem radioen, begynder diskussionen af dagens emne – 40 minutter inde i programmet.

»Vi skal have gang i vores snak,« rømmer Steffen sig. »Vores forældres generations tro slashhhhh vores tro«. Nu tegner det godt. En substantiel diskussion om generation og tro udlagt af to unge, kristne fyre. Desværre melder usikkerheden sig. For hvad kan man tillade sig at sige, når Lars’ mor lytter med?

Og så var der den om Jesus ...

På trods af den akavede stemning i studiet forsøger Steffen og Lars virkelig at løfte emnet med deres personlige erfaringer. Man kan mærke, at der er noget på spil, når Lars fortæller, hvor svært han har det med ikke at være knyttet til én bestemt kirke. Og når Steffen næsten undskyldende konkluderer, at unge kristne er en del af en zapperkultur.

Men Lars’ mor spøger stadig i kulissen. Og hun kan ikke dy sig for at sende en sms, hvor hun kalder de unges tro for en »pitabrødstro«. Pludselig handler programmet mere om tun- eller skinkespørgsmålet end om kirke og tro.

Tiden løber. Tilbage til konkurrencen, der blev sat i gang i begyndelsen af programmet. Lynkonkurrencen, kalder de den. Præmien er hemmelig. Spørgsmålet handler om kristen rock, og det gælder om at svare først. Lytteren Hanna reagerede efter bare to minutter, konstaterer Steffen. »Så Hanna, der er en præmie på vej til dig. Du finder ud af, hvad det er, når du åbner postkassen. Jesper og Peter, tak, fordi I også svarede.«

Næste punkt er dagens andagt. Steffen læser op: »Et brækket ben giver tårer i øjnene.«

Meningen med teksten forbliver i det uvisse, for tiden er knap. Endnu engang efterlades lytteren med følelsen af, at programmet i virkeligheden handler mest om Steffen, Lars og Lars’ mor.

Måske kunne der være blevet plads til en kommentar om de gode intentioner og frivillige arbejde, hvis ikke programmet absolut skulle slutte endnu mere tåkrummende, end det begyndte:

Steffen: »Hørt i Josefs tømmerhandel: ’Hey Jesus, hvad er det, du har der?’ Jesus: ’Jeg tror, det er et kors, men du må ikke hænge mig op på det!’«

»Hahahahaha,« skratter det ud gennem højtaleren.

»Ej okay, den var dårlig. Tak fordi I gad lytte med og ha en fortsat munter mandag.«

Serie

Det danske radiolandskab

Seneste artikler

  • En time med tamme løver

    7. oktober 2013
    Det står skidt til, når selv fanatikere snakker om fodbold, som var det overenskomstforhandlinger
  • Elvis fra væg til væg

    2. oktober 2013
    Elvis-musik er nok i sig selv på Radio Always Elvis, men fanbegejstringen formidles mangelfuldt fra Graceland Randers
  • Bilradio for bilnørder

    30. september 2013
    Radio24syvs bil-program, ’Bilradio’, er et nørdet og begejstret lille program. Men det lukker ikke os andre helt ind, og måske er det meningen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her