Læsetid 4 min.

Guds ord og pengenes verden

I Kari Hotakainens nye roman Guds ord skrives samfundskritik i musikalsk komposition
Reijo Kelas værk ’Silent People’ betragter indigneret og udtryksløst den luksus, der ruller forbi i Kari Hotakainens samfundskritiske ’Guds ord’.

Timo Jaakonaho

4. oktober 2013

Kari Hotakainens forrige roman, Eftermælet, var arrangeret sådan, at en anonym forfatter mod betaling fik fortalt en kvindes livserindringer og dermed måtte håndtere forholdet mellem fakta og fiktionens krav, mellem sandhed og løgn i ordenes verden. Et genkommende tema lige siden Hjemmefronten, der i 2004 indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris.

Nu er de fulgt op på dansk med hans seneste, to år gamle Guds ord, der også understreger den høje romantekniske bevidsthed alene ved sin firedeling af den fortløbende handling hen over et døgn med betegnelserne ’tekst’, ’komposition’, ’arrangement’ og ’stilhed’. Den dominerende hovedperson er den midaldrende virksomhedsejer og administrerende direktør Jukka Hopeaniemi, en kendt skikkelse i Helsinkis finansverden, der på grund af vulkanaske fra en islandsk vulkan og flyforbud er strandet i Lapland.

Man aner allerede en symbolsk henvisning til en sløret, lurende eksplosiv tilstand i denne tilknappede forretningsmands psyke og bekræftes da også deri gennem beskrivelsen af den lange, natlige biltur til hovedstaden i firmaets jaguar, ført af hans afdøde fars pensionerede chauffør, Armas Kallio, som han har overtalt til at hente sig i sommerhuset.

Han har overraskende accepteret at lade sig interviewe i et tv-program tidligt næste morgen af en ivrig kendistørstende studieværtinde, der vil lokke privatmanden ud af busken. Bag facaden mærker vi også hurtigt et ensomt og forkomment sjæleliv, der kun klynger sig til pengeverdenens investeringer og abstraktioner.

Tur i natten

I vågenattens mørke gennem det flade, ensformige Finland opbygges en langsomt voksende spændingstilstand af nervøsitet frem til det forventede sammenbrud og dets konsekvenser. Et uundgåeligt fald fra et højdepunkt i karrieren umiddelbart før en vigtig fusion i koncernen.

Motivet udfoldes til noget af en livsrejse af helt musikalsk karakter, som en polyfoni af stemmer. Der er afsnit, hvor de implicerede personer hver for sig fører ordet, således studieværten Leena, som er lige så nervøs som Hopeaniemi. Vi læser også deres brevkorrespondance, der optræder som særskilt tekst. Videre chauffør Armas’ datter Saara, som lider af ludomani og har købt aktier i firmaet i stedet for at betale spillegæld, og det for de penge, hun har fået af sin far, det umådelige honorar, som han har forlangt for køreturen. Ordet får også koncernens bestyrelsesformand, der har hørt om det forbløffende projekt.

Vigtigst er dog, hvad der sker i jaguaren: samtaler med Armas, markeret grafisk som dialogindslag, dertil båndafspilning af en tale fra graven: hans fars erfaringer og formaninger som grundlægger af den virksomhed, han gav i arv. Oveni kommer cd-musik, der bliver afspillet, Beethoven, Jussi Björling, Bob Dylan, knyttet til de forskellige parters personlighed.

Brug af kunst

Forskellig anden kunst inddrages, en bizar skulptur, de passerer i mørket, et værk bestående af tusind fugleskræmsler, der i ødemarken udtryksløst, indigneret betragter den passerende luksus. Videre en refleksion over Lukas Moodyssons film Fucking Åmål, den om to pigers dilemma i valget af kønslig identitet. Hopeaniemi fortolker den som en metafor for selve kapitalismens pubertet i Finland, som han er samhørig med, kommunismens gamle pengeøkonomi versus Vestens frie marked, frygt versus mod i hans egen indre kamp. »Hovedet koger, kroppen brænder, det hele sejler«. Udtryk for et jeg i venteposition midt mellem den gamle og den nye tid, »en brydningstid, vendepunktet, det øjeblik, hvor man endnu ikke ved, hvor man er på vej hen, men ved, at man ikke kan vente.« Jukka Hopeaniemi er på vej.

Romanens handling, der udspilles i 2009, er et meget oplysende tidsbillede, en ildfuld, kritisk og satirisk afmaling af tidsånd og livsstil, koncentreret i jaguarens velpolstrede lilleverden. Den får i øvrigt besøg af en vagabonderende plattenslager, der presser penge ud af den stenrige passager efter at have optaget hans selvafslørende raserianfald på bånd.

Et sidste selvstændigt tekstindslag er en lang række kursiverede passager af en tale, Jukka Hopeaniemi skulle have holdt ved den økonomiske verdenskonference i Davos året efter, men som blev aflyst på grund af hans sygdom. Han vil holde den senere, nu hvor han er blevet rask, bebudes det, allerede før det hele begynder. Og det er en anderledes personlig, sprogligt blomstrende økonomisk, social analyse af verdens tilstand. Den tavse finne bliver talende. Til sidst antager hans sprog næsten bibelsk karakter i retorisk insisteren, så man er lige ved at komme i tanke om romanens titel, Guds ord, så meget mere som dens allerførste ord er HERREN, der sidder på en sten og ser på verden, en, der altid har siddet dér i Lapland og set på fjeldsiderne og den rødmende himmel og rensdyrene, der nipper og gumler med mulerne mod jorden, her hvor han er søgt op for at overveje sit letsindige løfte om at træde frem for folket.

Bogens kompositoriske arrangement er elegant i dets brug af stemmer og tonegange over en vid skala af fantasifuldt sprog gennem temaer og motiver, der etablerer forbindelser og sammenhænge af real og symbolsk karakter omkring denne kolde, grådige investeringsanalytiker. Han har ellers våndet sig i pine inde i sit fint spindende indelukke i bilen med rovdyrnavnet, omgivet af klasseforskellenes brogede samfundsbillede.

At være Des med sig selv er en eksplosiv situation, en ulmende vulkan. I Hotakainens roman er nedtællingen i gang i finske klange og farver og stumt talende drømme. Og det i en fordanskning, som det er en fornøjelse at læse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu