Læsetid: 2 min.

Historien om en dysfunktionel firkant

Den neoincestuøse kvartet ’Perfect Mothers’ kaster et tilgivende blik på to modne kvinders kamp for at holde fast i ungdommen – og i hinandens sønner
Der spilles fremragende, de to modne damer legemliggøres fremragende og mestendels værdigt af Wright og Watts, men også de to sønner lever og reduceres kun i begyndelsen til Adonis-dukker med vaskebræt og springfjeder. Foto fra filmen

Der spilles fremragende, de to modne damer legemliggøres fremragende og mestendels værdigt af Wright og Watts, men også de to sønner lever og reduceres kun i begyndelsen til Adonis-dukker med vaskebræt og springfjeder. Foto fra filmen

10. oktober 2013

Alt er incestuøst og helt legalt på en yderst moralsk udfordrende måde i Perfect Mothers. En neoincestuøs kvartet, kalder instruktøren Anne Fontaine selv sin strålende film om to barndomsveninder, der vokser op, skyder blomst og gror fast i en underskøn bugt i Australien. Det er her de bliver voksne og får sig en mand og en søn hver. Og hvor de forelsker sig i hinandens sønner. Altså et incestuøst forhold til både sted og mennesker.

Forelskelserne folder sig dog ikke ud, før Lils (Naomi Watts) mand dør, og Roz’ (Robin Wright) mand tager til Sydney for at indtage et professorat i dramatik. Dermed: Fri bane for en genindspilning af ungdommen for de to veninder, som stadig kan sole sig i de sidste gløder fra den. Og vælger at puste til dem i en parallelforskydning af deres lesbiske overvejelser. Det interessante ved Perfect Mothers (baseret på en Doris Lessing-novelle) er, at den fortælles uden moralske kvababbelser. Ja, man kan endda argumentere for, at det er det normativt korrekte, som slår skår i glæden – og for at sanddruelighed viser sig skadelig. Flere romantiske Hollywood-koder står altså her for fald.

Fontaines film tilgiver og accepterer. Ikke kun i skæbnefortællingen om en dysfunktionel firkant, men også med kameraet og i klipningen, der med sin dvælende natur giver masser af plads til at lade de svære følelser rumstere i tilskueren. Og sørger for at bugtens varmedisede skønhed gennemtrænger en som et perfekt paradis for det sanselige eksperiment.

Kvinderne er gamle grise

Der spilles fremragende, de to modne damer legemliggøres fremragende og mestendels værdigt af Wright og Watts, men også de to sønner lever og reduceres kun i begyndelsen til Adonis-dukker med vaskebræt og springfjeder. Især Xavier Samuel får med tiden lov at strække ud.

De unge mænd er filmens sexobjekter, så de gamle grise er kvinderne – og publikum. Dødsangsten sitrer gennem hver en nerve i Lil og Roz, og man kan sagtens forelske sig sammen med dem i de to ynglinges ungdom og skønhed. Samtidig med at det indbyrdes begær er helt ubesværet troværdigt, ikke mindst takket være det kropslige skuespil.

Det ligner helt enkelt mennesker, der åbner sig sultent mod hinanden. Helt ned i detaljer såsom Naomi Watts, der med en enkelt rygmuskelrefleks fortæller os om det begær, hun har opsparet til sin venindes søn.

Og det hele går op i en subtil enhed, som laver snigeren på sit publikum: Fontaines instruktion, der opdyrker tavshed og fortrængning i et drivhus af begær. Og Christopher Hamptons manuskript, der lader skuespillerne smække med døre i den skarpe dialog, længe før de gør det i virkeligheden – og sørger for at historien skrider åndeløst fremad med en nådesløs logik.

’Perfect Mothers’Instruktion: Anne Fontaine. Manuskript: Christopher Hampton. Australsk-fransk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu