Læsetid: 6 min.

’Hvis hylderne i supermarkedet er tomme, er du kun ni måltider fra anarki’

De er evigt nervøse for, om verden snart går under – men måske kunne det også være lidt hyggeligt – hvis bare man har forberedt sig? I ’Doomsday Preppers’ og andre dokumentarserier om apokalypse-fantaster er der masser af paranoia, naturfryd, fremmedangst og helt personlige fantasier om at starte på en frisk og blive sit eget retfærdiggjorte selv
Brenda har redt op til 21 fremmede i sin hestestald. Her kan overlevende efter en fugleinfluenza grundlægge en ny civilisation med hende som en slags praktisk og åndelig matriark. Mens hun venter, jager hun vilde præriehunde.

National Geographic Chann

31. oktober 2013

Jeff og Bill og John har etableret deres eget lille, eksklusive overlevelsesparadis i Florida. En farm med 800 dyr, med emuer, hjorte, papegøjer, køer og store jagtmarker. De har bygget overlevelsesbunkere med lagre af mad og drikke og masser af våben til hver deres familie. De kalder stedet for ’Kolonien’, et »paradis« beskyttet mod det omgivende samfund med høje mure, stålporte og pigtrådshegn, som kan markere skellet mellem dem og det »helvede«, som kommer til at ramme alle de øvrige uforberedte borgere, når verden går under. Men nu skændes Jeff og Bill.

»Har du et alternativt forslag til at hænge folk?, spørger Bill.

»Vi kunne bare smide dem ud af Kolonien?« foreslår Jeff.

Bill har nemlig rejst en galge sammen med Jeffs søn, Colten, som er i gang med tjekke aflivningseffektiviteten med en kropstung dukke. Galgen skal virke som skræk og advarsel for udefrakommende – og lovbrydere blandt deres egne. Men Jeff kan ikke lide idéen. Bill synes til gengæld, at Jeff er en »tree hugging liberal« – en naturelskende hippie – der nok kan slå et dyr ihjel, men ikke sætte hælene i, når det gælder. Den fornærmelse fører til håndgemæng, mens kameraet ruller.

Minisamfundet kunne blive så hyggeligt for Bill og Jeff, når verden er gået under for alle de andre. Men det er også svært, når alle har hver deres idé om det gode og det rigtige liv i overlevelsesparadiset.

Katastrofebevidsthed

I tirsdag startede en ny sæson af Doomsday Preppers på National Geographic Channel. Doomsday Preppers er dokumentariske portrætter af amerikanske borgere, der forbereder sig på dommedags komme. Programmet følger, farverigt dramatiseret, deres hverdag med at gøre sig uafhængige af den øvrige civilisation.

Til slut får hver ’prepper’ point af tilrettelæggerne for deres overlevelsesmuligheder efter apokalypsen. Programmet er en af kanalens mest populære reality-serier nogensinde. Og i august startede også første sæson af Doomsday Castle om en patriark og hans børn, der vil gøre et apokalypsesikret slot klart til familiens kommende generationer.

Kulturelle dommedagsfantasier sælger og fascinerer. Det har de altid gjort, fra Johannes Åbenbaring til HBO’s The Walking Dead. Og nu gør de det altså også som reality-tv, der både handler om praktisk katastrofebevidsthed og om vores kollektive – og individets helt private – katastrofeunderbevidsthed.

Jeff frygter, at civilisationen som vi kender den, synger på sidste vers. Det er økonomien, den er gal med. »Når Amerika bliver forkølet, begynder alle andre at nyse,« siger han. Så kommer ’TEOTWAWKI’: The End Of The World As We Know It.

Andre preppers har andre katastrofeteorier. Nogle forbereder sig på verdensomspændende jordskælv, nogle på fugleinfluenza, på fødevareindustriens kollaps, på en pludselig elektromagnetisk puls (EMP), der vil sætte hele verdens elforsyning ud af funktion. Nogle forbereder sig på polskifte, på terrorangreb, på økonomisk kollaps og hyperinflation.

»Hvis hylderne i supermarkedet er tomme, er du kun ni måltider væk fra anarki,« siger en prepper.

En særlig del af flokken, gravalvorligt portrætteret i Discovery Channels specialudsendelse Zombie Preppers, forestiller sig en veritabel zombieinvasion. Den unge familiemor Pattie Heffermans forberedelse på en zombieinvasion fylder alt i hendes liv, fortæller hun.

»Selv min datter ved, at herhjemme skyder vi kun zombier i hovedet,« siger hun, selvbevidst excentrisk. Hvis hendes mand blev bidt af en zombie og inficeret, ville det være virkeligt hårdt, men hun ville kunne gennemføre det, forestiller hun sig. Men børnene. Hun må lukke øjnene og kigge ned. Børnene betyder alt for hende. »Jeg ville i hvert fald hade at være den, der skulle trykke på aftrækkeren,« siger hun.

Privat og alt

Apokalypseforestillinger er det mest fascinerende spejlbillede af den måde, vi ser os selv, vores grundlæggende værdier og samtid på. I håndteringen af en faktisk lokal ’miniapokalypse’ som orkanen Katrina, der i 2005 mere eller mindre druknede New Orleans, blev ’survivalisternes’ pessimistiske forventning til menneskenes adfærd ’post TEOTWAWKI’ en selvopfyldende dommedagsprofeti: Rygter om voldtægt og drab forsinkede den udefrakommende hjælp. Den indgroede forventning om et totalt socialt sammenbrud medvirkede dermed til det totale sociale sammenbrud. På tv kunne man se billeder af folk, der havde barrikaderet deres hjem og skiltet med advarsler til de forventede post-civilisatoriske ’naboer’: »Vi har våben,« stod der. Den postapokalyptiske kampzone ’afslørede’ altså effekten af et katastrofesamfunds overstyrede angst for og mistillid til andre mennesker. ’Vi har en galge,’ vil Doomsday Preppers’ Bill gerne fortælle omverden (og dem af sine egne, der kunne vende sig imod Kolonien.) Men Doomsday Preppers fremdyrker ikke blot kollektiv angst for andre. Det er også et både foruroligende, rørende og præcist (karikeret) portræt af enkeltpersoner, skildringer af ensomhed, af paranoia, af vrede og indestængthed og andre universelle – her ad absurdum fremdrevne – følelser.

»Hvilke tre ting ville du tage med på en øde ø,« spørger vi gerne hinanden i et forsøg på at lave en slags personkarakteristik. Heri ligger i virkeligheden også hobbyoverleveren, ’survivalistens’, forestilling om, at vores essentielle, nedbarberede ’jeg’ kommer til syne, når vi pludseligt stilles uden for civilisationens rum. Vi er, hvordan vi overlever. Alt forstærkes, alt lyser op. Spejlet i katastrofefantasien befries vi fra nutidens virkelighed. Vi kan starte forfra. Som civilisation. Eller som mennesker, der har været presset af (privat)livets nuværende form.

Tag Alex Dunbar fra tredje sæson af Doomsday Preppers. Alex tror, at verden snart »imploderer i en tredje verdenskrig«. Han er en tidligere marinesoldat, der har været i Sydkorea, i Japan, i Afrika, på Filippinerne. I Doomsday Preppers løber han rundt i et øde Colorado med sin backpack, sit maskingevær og som eneste selskab i eneboertilværelse: en horde af drabelige schæferhunde, efterkommere af slovakiske politihunde, der med slovakiske kommandoråb trænes til at dræbe på dommedag. Alex har indopereret særlige titaniumforlængelser af deres tænder for at gøre bidet mere dødeligt. »Én del hund, én del maskine,« kalder den dybe speakerstemme dem dramatisk.

Alex tør ikke tro på andre mennesker. »Jeg tror, at folk kan blive dyr på ingen tid. De kan blive fuldstændigt gale,« siger han. Når Alex laver mad til sine hunde, smager han altid selv på det først. Han ville aldrig servere noget for dem, som han ikke selv ville spise. Hans bedste ven er en hund, der lider af højdeskræk. De er begge farlige og skrøbelige og et spejlbillede af den ydre verden, som Alex frygter.

Matriarkens hær

Eller tag Brenda, som er enke og bor afsides i skoven, langt fra omverdenen og uden børn. Hun foretrækker at være alene, siger hun, i hvert fald før verdens undergang. Hun taler til sin rotte på skulderen, trutkysser den og spørger den til råds, når vandtanken skal tjekkes. Brendas apokalypsefantasi er udpræget hyggelig.

Hun har redt op til 21 fremmede i sin hestestald. Her kan apokalypsens overlevere – efter en omsiggribende fugleinfluenza – trætte og sultne og taknemmelige finde vej til hendes forberedte idyl gennem skovbrynet, forestiller hun sig. Her kan de grundlægge en ny civilisation med hende som en slags praktisk og åndelig matriark. Hun har også klargjort et privat værelse, så eventuelle par kan få lidt ’alenetid’ og dermed udvide den lille gruppe af overlevere. Programmets tilrettelæggere har fået det arrangeret sådan, at Brendas drømmescenarie udspiller sig foran kameraholdet som et iscenesat set-up. At det sultende folk ankommer. At Brenda holder taler til de trætte og taknemmelige. At hun velfortjent træder i karakter, som den stolte matriark, hun altid har villet være.

Den form for iscenesættelse er tv-tilrettelæggernes lyst til at bringe seerne så langt ind i hovedpersonernes og programpræmissets, paranoide, lystfyldte univers som muligt. Men reality-programmerne bygger også bro mellem alle tiders fiktive apokalypsefantasier og så den virkelighed, som faktiske mennesker oplever derude – den, som giver dem paranoia og fremmedangst eller grobund for personlige fantasier om at starte på en frisk og blive deres eget retfærdiggjorte selv. Det kunne være så hyggeligt.

En ny sæson af ’Doomsday Preppers’ startede tirsdag den 29. oktober på National Geographic Channel. Tidligere afsnit kan ses på youtube.com.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det slår mig lige, at begreberne realitytv og dokumentartv flyder temmelig frit her.
Det er dokumentar-tv, ikke ? De findes, de der personer ?
Ikke realitytv vel ? Selvom tvholdet som eksperiment opfylder Brendas drøm om at lege flygtningelejr er det stadig det der part-taker hendes præmisser, ikke omvendt.

Nu har jeg ikke set nogen af udsendelserne, men vær varsom med at tro, at National Geographic, Discovery mfl. laver TV om virkeligheden. Rigtigt meget af deres "Reality" tv er scripted og benytter skuespillere. Det er nemmere at lave og resultatet glider nemmere ned, hvis man kan styre virkeligheden "lidt". Prøv sammen med vennerne fra NSA at google "reality tv scripted".

Noget helt andet er at selvom personenerne ovenfor lyder tossede, kan i indregne mig blandt tosserne, der er lidt skeptisk overfor fremtiden. Jeg besluttede at springe Facebook over, fordi alle lige havde fortalt, hvor vigtigt det var at være på Myspace. Not!

Derfor er jeg på nogle måder et digitalt analfabet, som står ude på sidelinien med hagen, og ser de frådende masser kaste sig over teknologierne, for man kan da ikke rende rundt med en iPhone4S, når der er kommet en 5'er?!?

I sommer var jeg på lejrtur med vennerne, og der sad vi så, en flok gennemsnitlige mænd, og kunne ikke tænde et bål. Slå det op på nettet, som en underfundigt sagde.

Det er da også smart nok, at man kan den slags nutildags, og jeg vil jo nødigt virke bagstræberisk eller blive sat i bås med tosserne ovenfor. Men prøv at forestille dig et globalt strømafbrud. Du ville ikke ane hvornår strømmen kom igen, for nettet var nede :) Hvad gør du så?

Et globalt strømafbrud er måske ikke særligt sandsynligt. Alligevel var en stor del af Inderne uden strøm i dagevis for ikke så lang tid siden (igen-igen).

Så om nogle år, når alt kører digitalt, og penge er nuller og et-taller, må vi håbe at de har husket at tage backup, at Nets har fået styr på deres shit og at der er 220V i stikkontakten. Ellers tror jeg ikke overskriften er så pokkers far fetched.

Hellere læse en bog frem for at se det underholdningsgøgl, der kun har til formål at "bedøve" folk!
Hørte et rap engang: "Television - the drug of a nation..."

Husker i konflikten hvor folk hamstrede gær? Ragnarok er kun 9 måltider væk. At basale færdigheder er borte for de fleste, giver ingen grund til optimisme.

" Doomsday Preppers er dokumentariske portrætter "
"Programmet er en af kanalens mest populære reality-serier nogensinde."

Så .. Er det fugl eller fisk ?
Det kan jo ikke være begge dele .

Og når man læser hvordan alle mulige og umulige USAnske 'agencies' og 'departments'
hamstrer ammunition i den helt store stil kan man ærlig talt godt forstå at en del USAnere har bange anelser om hvad fremtiden bringer .

peter fonnesbech

Fænomenet her kan anskues fra mange synsvinkler, og det der i særlig grad foruroliger mig, er at alle disse mennesker grundlæggende har mistet troen på at civilisationen som et fællesskab vil kunne overkomme næsten enhver krise, der måtte komme.

Det forekommer ekstremt set fra et relativt trygt dansk perspektiv, men er nok meget mere forståeligt set fra en amerikansk.

Når man tænker på hvordan den ene procent i USA svigter resten af de 99 og forsat beriger sig på deres bekostning, så synes der være en klar logik i Preppernes ræsonement. Derudover kommer så den generelle mistillid til politikerne og det samfundssytem , som de er med til at administrere.

Og hvad gør man andet end at gå i en slags regression tilbage i historien til dengang de fleste i Amerika var nybyggere, og skabte en tilværelse fra grunden.

Denne "regression" vil så med et repræsentere en ny meningsfuld mission, som man sætter inversterer al sin energi og kreativitet i.

Og så har tilværelsen fået en ny og enestående mening igen , mens vi bare venter på dommedag i den ene eller anden form.

Spørgsmålet på lidt længere sigt vil være om de ender med at få ret ?

Peter Fonnesbech, skal det forstås derhen at der i Danmark ikke er nogen '1%' ?

Hvis nu man prøver at kigge lidt på en ganske væsentlig ting i sit eget liv, nemlig :
'Hvor kommer maden fra ?' vil det måske dæmre for een hvor sårbart vores ikke-bæredygtige samfund egentlig er ?

Jette M. Abildgaard

Kim Houmøller,

;);) Jeg kom saadan til at grine da jeg laeste din kommentar...om gaer og galninge...;)

Taenkte netop paa denne ''konflikt'' for ikke ret laenge siden, da jeg skulle forklare en hvornaar jeg besluttede at forlade Danmark og, min beslutning om at jeg ikke ville blive i Danmark blev netop taget under denne vanvittige ''konflikt''....

Jeg var inde for at fylde benzin paa bilen og, en kvinde kom farende ind paa tankstationen med en baerepose der var fyldt med....gaer...og, hun maatte bare have mere....??

Fakta er jo nok, at al denne gaer ville vaer raadnet op foer hun overhovedet kunne faa sig bagt igennem blot en broekdel af posens indhold, men hun var helt vanvittig, skubbede og maste sig frem i butikken, for at kunne faa sin andel af gaer....paa tankstationen????

Det fik mig til at taenke, at aldrig om jeg ville vaere i landet skulle der udbryde krig ;):)

Konen ville jo - uden nogen form for tankevirksomhed - draebe hvem - og hvad som helst, hvis hun blev fortalt at Danmark var i krig.....

Det økonomiske kollaps er bestemt en mulighed, og en mulighed som kan ende i det rene kaos, hvis det ikke gøres kontorlleret.
Ved at smide preppers på dette scenarie sammen med alskens galninge (såsom zombie-preppers) kan man få demonteret og fremstillet som galninge på linje med de andre.

Smart, og meget mainstream. Og man kan vel næppe være i tvivl om hvis interesse det tjener.