Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kafka udstoppet elegisk

I tyske Kumpfmüllers kammerspil om Kafkas sidste dage er kærligheden englelig og harmonisk og døden giver smil på læben. Et lidt spagfærdigt og degnagtigt resultat
Kultur
11. oktober 2013

Kafka har en særlig status som litteraturens ærkeengel, der kan svæve over en samtale og drysse selve litteraturens essens ned over de talende, eller måske opfattes han af mange bare som en ærkelitterær og ærkeeksistentiel, ja, evigt pirrende figur med et liv og en udgivelseshistorie, man kan blive ved med at vende tilbage til. Hvis ikke bøgerne skulle være nok.

Noget i den retning må den tyske forfatter Michael Kumpfmüller have tænkt, hvorefter han satte sig ned og skrev romanen Livets herlighed. Bogen følger på sin egen andægtige, næsten slaviske vis Kafka i det sidste år af hans liv, hvor han på et sommerophold ved Østersøen møder sin sidste store kærlighed, den femten år yngre øst-jøde og børnehavepædagog Dora Diamant, som han efter opholdet flytter til et inflationshærget Berlin med, og som med engleagtig opofrelse plejer ham, til han dør. Hun er velkendt fra den biografiske litteratur om Kafka, ikke mindst fordi de af Kafkas notesbøger og breve, hun efter hans død tog med til Berlin senere blev konfiskeret af Gestapo og siden da har været stærkt eftertragtede af ’kafkaloger’. Men hun har altid stået som den af forfatterens kærester, man vidste mindst om og er som sådan skabt til at være omdrejningspunktet i Kumpfmüllers apokryffe fantasi i mol.

Dora møder doktoren, altså Kafka, på stranden i Müritz i 1923, og det slår straks gnister. Eller gnister og gnister. Gnister og store armbevægelser er der ikke mange af i denne bog. Lad os nøjes med at sige: Dora og Kafka finder sammen. Kærligheden mellem dem fremskrives af Kumpfmüller som et kammerspil mellem bly og troskyldige mennesker, et kammerspil udfoldet så minutiøst og tætvævet, at det faretruende nærmer sig monotonien, og man hist og her kan have svært ved at holde fokus, fordi linjerne kun har minimal fremdrift og truer med at flyde sammen i en art douce, repetitiv vemod. Hvilket, altså det nærmest stillestående ved stilen, sikkert er tilsigtet – al den stund vi har at gøre med en ulykkelig kærlighedshistorie, dødsmærket fra starten, ikke alene af Kafkas uhelbredelige sygdom, men også i et længere perspektiv af den i datidens Tyskland allerede rumlende antisemitisme. Uafvendeligheden og frugtesløsheden kalder på elegien og en vis svælgen i tragik. Deraf det minutiøse og stillestående, tror jeg. Elegien er en form for massage, en mosen på stedet.

Intervention

Kærlighedshistorien glider umærkeligt over i sygehistorien, hele tiden med Kumpfmüllers sælsomt ukantede, temperamentsforladte og stoisk lidende Kafka overfor den lige så ædelt underdanige og kærlighedsfulde Dora. Det er fiktion det her, jeg ved det, Kafka er død og kan frit genoplives af hvem som helst – det parasitære længe leve – bortset fra, at Kumpfmüller jo ikke kan siges at have bevæget sig synderlig langt ud af den litterære comfort zone ved at vælge at udstoppe lige netop arkeforfatteren Kafka med sin elegiske kapok.

Det er svært ikke at opfatte bogen som en slags intervention i Kafka-mytologien, beslægtet med ikke helt troværdige gengivelser af ateisters sidsteøjebliksomvendelser og deres forsonlige udgangsreplikker. Hvordan man end vender og drejer det, er det nemlig en forsonlig og forsonet Kafka, man møder i Livets herlighed, et mildt menneske, der, ved Kumpfmüllers mellemkomst, ser alt i dødens både formildende og ’elegiserende’ lys og simpelthen smiler. Ligesom det dør med et smil på læben. Exit den Kafka.

Jeg skal indrømme, at Kumpf-müllers udgave af Kafka forekommer mig vældig spagfærdig og degnagtig, et slags godmodigt barn omgivet af skiftevis formynderiske og altopofrende mennesker, uden at han tilsyneladende afficeres dybt af nogen af delene. Fint nok, feel free, men hvad værre er, for romanen, synes jeg: Også kærlighedshistorien gengives af forfatteren underligt ferskt og flegmatisk, det er lidt som at se to nuancer af blå gøre tilnærmelser til hinanden. Det bliver altså i længden lovlig lavmælt og ærbødigt. Sten Rasmussen har oversat til dansk, visse steder med stor ærbødighed over for den tyske original, måske for stor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her