Læsetid 3 min.

Lakonisk lidenskab

Civilisationens forfaldsverden beskrives drevent i Per Ole Perssons stærke debutroman
Civilisationens forfaldsverden beskrives drevent i Per Ole Perssons stærke debutroman
11. oktober 2013

Timor er en ø i Polynesien, delt i to, hvor Østtimor som tidligere portugisisk koloni nu er selvstændig. Den svenske romandebutant Per Ole Persson har arbejdet for FN bl.a. steder netop dér, hvor bogens handling udspilles – med tanke på hans helbred forhåbentlig som en fri fantasi.

Åbningen lyder: »Timor 2006. Mit fly er netop landet, og jeg træder ud i det stærke sollys på en parkeringsplads, der er fuld af sprækker og græstotter og affald.«

Detaljerede iagttagelser spiller en væsentlig rolle i beretningen, der strækker sig over kortere tid og er holdt i en bevidst enerverende grammatisk nutid, bortset fra visse tilbageblik til de få agerendes fortid. Læseren tvinges til nærvær i den anspændte, dramatisk lurende handlingsgang, der straks sættes i gang, da han på flyvepladsen ser en dreng, der står med en slangebøsse og en farlig pil. Alles opmærksomhed er ligesom læserens vendt mod den fremmede.

Reptil

Han kalder sig selv et godt menneske, der som udsending har arbejdet med mennesker og statistik. Det umiddelbare fællesskab, man får med en jegfortæller, indbefatter her ikke varme følelser, eftersom han, når det kommer til stykket, er en iskold iagttager og aktør, hvad man burde være forberedt på af bogens omslag, der viser et stort vågent reptiløje.

Timor har form som en krokodille, nævnes det, og det kan man let konstatere på et godt atlas. Det er kun et af de mange betydningsbærende ting og tegn, der træder i stedet for udtrykte følelser og vurderinger i den gennemført lakoniske, sansepræcise stil.

Teaterkulisser

Hvis man ventede, at det var en engageret ngo’ers velmenende møde med en u-landskultur, bliver man snart klar over fejltagelsen. Ting sker for den underligt hensigtsløse i det sanseligt pågående landskab. På Hotel Flamboyan er den eneste anden gæst en cubansk læge, Esmeralda. De spiser, de går ovenpå, de tager tøjet af. Selvfølgeligt og enkelt som havde de kendt hinanden i lang tid. Færdigt arbejde. Erindringen om den perfekte nat er »hendes små hvide trusser«. Varmen er udenfor. Hans verden er et tomrum med teaterkulisser. Moderne realisme.

Som genre er denne fænomenologiske romanform velkendt, eksempelvis fra Camus’ Den fremmede, men personligt oparbejdet. Hans handlinger er instinktstyrede, hans sanseverden blandes med hallucinerende øjeblikke, undervandssyner, der frakobler intellektet og ligner forberedelser af kommende begivenheder.

De melder sig, faretruende, først i form af rygter om soldaterkolonner eller politi, skyderi, borgerkrig. Ukendte farer.

Han træffer et flygtende par, Elias og Miriam, som tilbyder at hjælpe ham i sikkerhed. Det bliver en farefuld og risikabel flugt ad bjergveje i deres gamle bil. Elias har kun et øje som følge af tortur, hun er højgravid. Han får undervejs deres gruopvækkende historie fortalt. De finder en gammel båd og fortsætter flugten til den forbudte, lille ø Jaco, et øde og forladt tabuområde i krokodilleøens forlængelse, hvor de tre menneskers skæbnespil nu skal udføres.

Et trekantsdrama er tilrettelagt ved det gensidige begær, der vækkes mellem Miriam og den fremmede. Nådesløst i den nærmest mytologiske natur og dens rester af civilisation, der afspejler uforståelige ritualer og dystre ofre. Vores navnløse fortæller konfronteres med de to, der ikke uden grund bærer bibelske navne, efter profeten Elias, her som halvblind seer, og Miriam, der spejler Maria. Resten bør ikke røbes her, da spændingen er en væsentlig del af fornøjelsen ved læsningen.

Flegmatisk

Det er en rejse ind i en smuldrende civilisation og impulsverden mellem personer med unævnelig eller delvis unævnt fortid som dunkel styring. En lemlæstelse har givet naturen et overtag, som afsætter et dæmonisk indtryk.

Stum scene

Kunstnerisk er det absurde imødegået med en sproglig flegma, som henter sin kolorit i tropiske omgivelser og syner og vildelser.

Et eksempel er en søvndrøm, som genkalder et billede af fortællerens morfar og mormor ved middagsbordet i en næsten stum scene. Uenighed om salt og peber på bordet skaber en så spændt stemning, at den tyranniske morfars greb om den sylespidse bordkniv strammes, og hånden hvidner. Mellem de to står et syltetøjsglas med en hvid orm i formalin under et rødternet stoflåg. Et nærmere eftersyn viser en etiket med ordene ’menneskefoster af arten Homo sapiens. Læg mærke til svømmehuden, som fosteret har mellem tæerne’. Mere er ikke nødvendigt til at illudere fortællingens funktionelle understrøm af mareridt med Stillehavet udenom.

Det er drevent gjort af en sikker hånd med stramme greb om billedet af tilværelsen som en fortvivlelsens dumpe væren. Beskrivelsen her kunne måske give indtryk af en litteratur for effekternes egen skyld. Der er imidlertid en troværdighed og erfaringspræget holdning over stof og sprog, som oversættelsen også gengiver fint.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu