Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Lidt sent at være vred ung mand

Intelligent idémylder og farverig tapastallerken. Men Lars Frosts originale udskældningseksperiment lukker sig om sig selv og har mere fokus på processen end produktet
Kultur
4. oktober 2013
Lars Frost vil for meget i sin nye roman.

Tor Birk Trads

Et imponerende, i sig selv respektindgydende apparat er stablet på benene for at overbevise læseren om, at Lars Frosts nye bog med den mystificerende titel Kongskilde NS 5100 (navnet på en landbrugsmaskine!) er andet og mere end en krisecollage fra en frustreret forfatter og forfører:

Bogen skanderes af sorte blade, heraf adskillige med dybsindige citater; teksten garneres med fodnoter, nogle endda så fyldige, at de formelig opæder siden fra neden; det anbefales under læsning at lytte til Carl Nielsens 2. symfoni (De fire temperamenter); og alle kapitel- og afsnitsoverskrifter følger dispositionen i Freuds Tre afhandlinger om seksualteorien!

Sidstnævnte kender jeg godt. Den forærede jeg min psykologfar som julegave, og den viste sig ikke at være blot tilnærmelsesvis så spændende, som titlen lod ane. Indlagt i Lars Frosts nye bog lover Freuds rubrikker en indre tematisk struktur, der dog snart viser sig at være ikketilstedeværende – modsat hans Allermest undrer det mig at vi kan glemme (2001), hvori der dog, trods alt, sås en slags kunstnerisk mening med at sample og udhule Alain Robbe-Grillets berømte essay ’På vej mod en ny roman’, idet det, ligesom Frosts fortælling, formede sig som et frontalopgør med traditionel psykologisk fortællekunst.

Idémyldrende overskud

Hvad der gøres op med i Kongskilde NS 5100, er ikke nær så let at få styr på, for bogen fremtræder pjanket diffus – et intelligent idémylder, en farverig tapastallerken eller en serie engangsknald efter devisen, at baseline må vige for vaseline, når processen nu engang betyder mere for Frost end produktet.

Efter to runders omhyggelig og opmærksom læsning – hvor der i øvrigt blev lejlighed til at undre sig over forlagets efterhånden obligate formelle fejl – aner jeg stadig ikke, hvad Lars Frost vil os med sin rastløst omkringslubrende tekst.

Læst på detailplanet bugner den af verbalt overskud og smittende eksperimenterelyst, og ind imellem smitter dens vrængende og destruktive humor, som når »den seneste forskning viser« oversættes til: »i dag, da jeg spadserede langs Søerne, tænkte jeg«!

Men betragtet under en helhedssynsvinkel minder bogen nok mere om en uredigeret webside end om et sammenhængende sprogkunstværk båret af en tvingende vilje.

Man får nogle dagbogsnotater med refleksioner over selve dette at skrive dagbog. Vi kommer til forfatteroplæsning på Roskilde og i Vestjylland. Man får en halvhjertet parodi på en femikrimi og præsenteres for en grovkornet satire over ’parforholdet af i dag’, hvor hovedanstødsstenen synes at være et wc-bræt, som ikke slås ned. Derudover får vi lidt henkastet civilisations- og samfundskritik, ja, Lars Frost forsøger ovenikøbet rollen som lommefilosof, som litteraturens svar på Bjørn Lomborg, da han formoder, at der »i frygten for de stigende have og det varmere vejr ligger en modstand mod Forandring og en modvilje mod at acceptere menneskets destruktive sider.« Her er ordet acceptere dårligt valgt, hvis der i virkeligheden menes ’se åbent i øjnene’.

Af samme tankemæssige dybde forekommer Frosts ’analyse’ af feminismens aktuelle misere. Den er, forsikrer han, skabt af de nye karrierekvinder, som jo først ville have det hele – inklusive engangsknaldene – og som nu ovenikøbet formaster sig til at ønske børn: »MODER-rollen er nu det eneste naturlige, sande, gode, rigtige for en kvinde. Og dette budskab spreder de fra deres positioner i medielandskabet, de idylliserer og perfektionerer det i mode- og livsstilsindustrien. Det siver ned gennem samfundet og eroderer det fundament for ligestillingen og frigørelsen, feminister har forsøgt at bygge i mere end hundrede år. Disse kvinder skubber processen årtier tilbage.«

Undskyld mig, men det lyder i mine ører som en minister, der på et pressemøde taler alvorligt om ’fredsprocessen’ samtidig med, at våben-industrien i hans land sælger nyt udstyr til begge parter i konflikten.

Østrigsk forbillede

Komedier lyder titelbetegnelsen over Lars Frosts nye udspil, og jeg skal lige love for, at visse folk og tidstendenser får enden på komedie. Et litterært forbillede udi udskældningens kunst synes at have været Thomas Bernhard. Men denne gjorde faktisk altid sine lange, frenetisk sitrende, men også alligevel formfuldendte, tyske sætninger færdige, og han havde midt i alle digressionerne en ægte personlig retning med, hvad han skrev.

Og hvad mere er, Thomas Bernhard leverede sin harmdirrende tale fra et sted, der på forhånd var instabilt, og formår derfor at flytte sin læser i kraft af sin suverænt uberegnelige og alligevel sikkert styrede skrift. Lars Frost derimod vil alt, alt for meget på samme tid. Til hans ros må siges, at sjældent er der vel kommet så meget skrift ud af en skriveblokering.

Dette ændrer imidlertid ikke ved, at hvad der lægger ud som en fri og åben tekst, lukker sig om sig selv i altfortærende vrængen, udkrængninger af indre væmmelse, stort set ukontrolleret af den kritiske tanke. Fyrre år er lidt sent at være ’vred ung mand’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her