Som tingene dog forandrer sig. Engang var Arcade Fire oprørerne, budbringerne af en ny tids inderlighed i rock. Knyttede næver og forrevne hjerter. I dag er de en magtfaktor, de seneste forsvarere på rockbastionens smuldrende ringmur (Lou Reed R.I.P.). Med hjemmesyede skjorter og kampklare guitarer står de langt deroppe og forsøger at demoralisere tidens nådesløse tand og mainstreams tandudtrækning med deres indædte sange. De er måske verdens sidste store rockband, i hvert fald det seneste.
I 2011 vandt de Grammy for årets bedste album med The Suburbs i konkurrence med blandt andet Eminem og Lady Gaga. Det var første gang, at vinderen ikke havde kontrakt med et af de store multinationale pladeselskaber, altså var de det første indie-navn, der vandt prisen.
Selv efter sådan en god grundig krammer af etablissementet synes Montreal-bandet stadig i stand til at være rullesten. Det startede under beskedne kår med rhesus negativ som brændstof på det stejlt dødsdriftige debutalbum Funeral i 2004. Så tre år senere det religiøst betonede, ekstrovert verdensanskuende Neon Bible med kirkeorgler og store budskaber. Og så tre år senere igen The Suburbs, der undersøgte forsanger Win Butlers opvækst i Houston, Texas-forstaden The Woodlands, men også dissekerede randkommunerne som sindstilstand. Hvert album har haft sin klare tematik og nogenlunde tydelige musikalske identitet.
Forstæderne er dér, hvor man falder til ro, og det har Arcade Fire indtil videre formået ikke at gøre. Så her i den faste kadence på tre år søger dobbeltalbummet Reflektor også væk fra og samtidig efter sig selv på sin egen måde. Allerede med Funeral blev der råbt David Bowie fra nær og fjern, men det var nu i forhold til den legendariske kamæleons formsprog i en særlig periode, ikke i omskiftelighed. Men med Reflektor foretager Arcade Fire deres tydeligste hamskifte, godt hjulpet på vej af den nye producer James Murphy (førtidspensioneret fra sit eget projekt LCD Soundsystem).
Eventyrlystent
Musikalsk er Reflektor bandets mest eventyrlystne album til dato, rockens mest slidte faner bliver stående i garderoben, og i hidtil uset omfang indrulleres disco, dub, glam rock, new wave og ambient i regimentet. Den første cd er mere håndfast i sin retorik og klarere i sine hits, mens den anden svæver lidt mere meditativt oppe i stratosfæren – eller nede i det dødsrige, som Orfeus må besøge for at få sin elskede Eurydike tilbage til Jordens overflade – i græsk mytologi såvel som på Reflektor’s to sitrende sange »Awful Sound (On Eurydice)« og »It’s Never Over (Oh Orpheus)«.
Der er en fornemmelse af en åben, måske endda Brian Eno-inspireret tilgang til rocken og poppen, hvor genrer og tricks, varierende kropsligheder og stemninger flyder organisk sammen i nye naturligheder. »Is anything as strange as a normal person? Is anyone as cruel as a normal person?« Godt spørgsmål. I hvert fald lykkes Arcade Fires helt eget skævt syede identitetsprojekt bedre end nogensinde i denne anmelders ører. Dér er der David Bowie-saxofon, så The Knife-olietønde-synth, hov, Sly & Robbie-rytmik som verden lærte at elske den hos Grace Jones. Og derinde i mixet bliver en smartphone-alarmklokke ved at insistere.
Omverdenen siver gennem værket, og den potentielle distanceblænding, der gemte sig i bandets før så massive patos, er blevet afløst af mere imødekommende gestik. Det er rock, der først langsomt åbenbarer sig. Sekstettens mest afdæmpede plade til dato, et sobert stykke vej fra tidens mastering-produktioner med vildt komprimerede kramper oppe i det røde felt, der smækker os over ørerne i et forsøg på at larme sig til opmærksomhed i internettets store støj. I stedet kræver Reflektor, at du giver dig tid til at elske sangskrivningen, fordi du lærer den at kende. At du finder ro til at gå musikken i møde for at finde dig til rette i den. Et opgør med tidsånden, kunne man måske kalde det.
Mærk verden
Og teksterne formulerer klart kampen for at få folk til at mærke efter uden brug af touch screen – et forsøg på at lade ord og lyd, ikke døde og levende billeder, være rum for vores begær og søgen. Pornografien får således også bekymrede ord med på vejen: »Little boys with their porno, oh, I know they hurt you so. They don’t know what we know.«
Arcade Fire og deres projektansatte spiller så samtidig mere begavet end de 99,9 procent andre på billedet og på nettet. Deres lanceringskampagne har tilranet sig masser af opmærksomhed. Et vægmaleri i downtown Manhattan var opvarmning. Så fulgte to musikvideoer til titelnummeret, hvoraf den ene er af den vellykkede interaktive variant (det har de tidligere gjort forrygende med »We Used To Wait« fra det foregående album). Siden en halv times tv-show og endelig hele albummet uploadet sammen med billedsiden fra franske Marcel Camus’ 1959-film Black Orpheus.
Det kan måske virke selvmodsigende at bruge computerskærmen til at sige, at vi skal kigge væk fra den. Men med ondt skal ondt en gang imellem bekæmpes, og hvordan råbe verden op uden brug af app og url? Desværre modsvares ambitionen også af klodset dundertale, der falder over sin egen naivisme: »We fell in love when I was nineteen/ Now we’re staring at a screen,« lyder nogle af de mindre heldige linjer på Reflektor. Det er måske en tilgængelighedens poetik, der spøger her, men vi ved fra Yahya Hassan, at den kan gennemføres på et højere niveau.
Og det lykkes da også bedre andre steder: »Alone in the darkness, a darkness of white«. Eller »Trapped in a prison, in a prism of light« – som vist både kan være Panoptikon og narcissismens spejlkabinet.
Arcade Fire forsøger at knuse det spejlbillede, som vi leder efter derinde i pixelmassens lysmillion. Lige som millioner af andre lytter denne anmelder til Reflektor, mens jeg glor ind i min skærm. Maskinstormen virker umulig, desperat, men der er point for at forsøge at få os til at reflektere over verden i stedet for bare at lade den reflektere sig over vores nethinder. Refleksion som i overvejelse, ikke i spejling.
Reflektor repræsenterer i hvert fald et nyt niveau af frelsende rock fra et band, der før har gået U2 i bedene, men heldigvis aldrig har betrådt den messianske sti.
Arcade Fire: Reflektor (SONOvox/Universal)
