Læsetid: 3 min.

Et menneske straffer sig selv

Philip Roth har skrevet en lille roman om legepladslederen Bucky, der kommer til at smitte sine børn med polio og bagefter idømmer sig selv den hårdeste straf. Bogen er en moderne tragedie, der slår som en hammer
1. november 2013

Vi er i sommeren 1944, den sidste krigssommer, i amerikanske Newark. Heden har lagt sig over byen, og med heden følger polioen. Det første tilfælde konstateres i begyndelsen af juni, så springer den fra barn til barn, fra ét kvarter til det næste. Snart er der tale om en epidemi.

De heldige har reddet sig ud til kysten og den friske luft. Blandt de tilbageblevne vokser angsten og med angsten spændingen, næret af uvidenhed om smittevejene og af latent mistro.

Helten i Philip Roths roman Nemesis, et bolværk mod både polioen og mistroen, hedder Bucky Cantor, en 23-årig legepladsleder. Bucky er et nærsynet muskelbundt, en retlinet ung mand, hvis store ønske om at tjene sit land, i Stillehavskrigen, i Normandiet, hvor som helst, er blevet forpurret af nærsynetheden. Som kompensation, eller stærkere endnu: for at udviske skammen over ikke at kunne kæmpe side om side med sine kammerater, lægger han sig som en menneskelig jernring omkring legepladsen. Han har en årsag mere – og mere skam at sone. Buckys far stjal af kassen i det stormagasin, hvor faren var ansat. Men Bucky selv, disciplinerede Bucky, modige Bucky, pligtopfyldende og moralske Bucky, er ikke som sin far.

At ville det gode og gøre det onde

Som man kan høre, er der noget skematisk over romanen. Her venter lige om hjørnet et dilemma af eksemplarisk klarhed: Hvad vil der ske, og hvordan vil den gode Bucky reagere, når polioen strammer sit greb, og når den menneskelige mistro får frit løb?

Men romanen overrasker. Dels ved – som realistisk litteratur af den her skuffe tit gør det – at udfolde sin historie, sin persontegning og sine konflikter med en besnærende langsomhed, upåfaldende til det kedsommelige, men effektivt. Til sidst sidder man der alligevel, i plottets benlås, gispende efter vejret, opfyldt af spænding. Dels ved at skifte spor. I lang tid tror man, at det skal handle om omtalte mistro, truslen udefra, som skræller civilisationens tynde lag af, indtil vi står der i dyrisk nøgenhed og gnaver i hinandens kød. En historie om for eksempel terrortruslen, som de svage bukker under for, og sådan nogle som Bucky står imod. Men den historie glider midtvejs i baggrunden. I stedet – og overrumplende – træder en anden urhistorie frem: historien om at ville det gode og i stedet gøre det onde og om konsekvenserne, dvs. den lange skygge, som skammen kan kaste over et liv.

Paradokser og skjulte love

Bucky bliver smittespreder – eller bliver det muligvis. Han er altså – uden at vide det – også selv smittet. Mere skal ikke røbes. Med det slutter hans liv, alle drømme om fremtiden nulstilles, han har jo ikke fortjent det.

Titlens ’nemesis’ er altså nok et vink til hovedpersonens rasende udfald mod en Gud, der tillader, at børn dør og forkrøbles. Og tillader andre at blive gasset og bagefter brændt som affald på et andet kontinent. Men den går først og fremmest på den straf, Bucky tildeler sig selv, da han med overspændt pligtfølelse og bristefærdig af høje idealer isolerer sig, indadvendt, forkrøblet, men også selvforkrøblet.

Historien er en moderne tragedie helt efter de klassiske forbilleder. Menneskelig blindhed og ædel stræben, der hakkes til fars i et kompleks af paradokser og skjulte love. Men en tragedie trukket ned på den realistiske psykologis og hverdagsverdens højst genkendelige plan. Den slår som en hammer.

Skammeligt er det så, på en anden måde, at der er så mange sprog- og korrekturfejl i bogen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette M. Abildgaard
Jette M. Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi er i sommeren 1944, den sidste krigssommer, i amerikanske Newark.

Læs også "Historien om den store polioepidemi i København i 1952" Af Paul Warwicke. Og om en opblussen igen i 1962, idet Københavns bystyre stadig i 1962 brugte havnen til udløb fra kloarkerne og tillod åbne kloakløb i omegnen af København.

I dag hørte jeg i Clement-debat de store boligbebyggelser i Københavns omegn fra slut 60'erne og start 70'erne, omtalt som en planlægningsfejl på grund af ghettodannelserne. Dengang de blev bygget var de et nødvendigt opgør med boligspekulanternes udnyttelse af den umenneskelige og usunde boligmasse på brokvartererne i København.

Byen havde fået lov at vokse helt uden styring.