Lotte Garbers’ nye roman Laust er ikke sådan at fælde en net og entydig dom over. På den ene side er sprogtonen sært fjern, og plottet formår at være både trivielt og usandsynligt, men samtidig har romanen fat i nogle akut vigtige problematikker ved den måde, vi er sammen på. Hovedpersonen Laust er et jakkesæt i sølvbryllupsalderen, med fuldfedt advokatjob hos Sony, mange penge og en enorm, magtforlængende Mercedes, han kører rundt og hører Wagner i. En fåmælt, autoritær patriarkskikkelse, som dog ikke selv har børn, og er traumatisk angst for (at blive som) sin egen far.
Da vi møder Laust, er han på vej ind i en forsinket midtvejskrise, hvor han, charmeret af den italienske kliché af en hidsig-lækker femme fatale, Silvia, overvejer, om han skal lade sig skille fra sin pæne hustru Elisabet, som han er blevet fremmed for. (Bonus: Garbers skriver virkeligt saftige, ak, alt for korte sexscener).
Samtidig møder han den unge spiludvikler Jannik, som har designet en gadget-dims, Sony vil købe, og så dukker der en noget usandsynlig forhistorie op: Jannik har altid savnet sin mystiske, fraværende far, mens Laust har gjort et mistænkeligt stort nummer ud af, at hans tilværelse er barnløs. Dén historie virker både søgt og forudsigelig.
Pirker til noget tidstypisk
Stilen er præget af en underlig tendens til, at Garbers skriver side op og ned om, ja, møbler og materialer: »Laust løftede sin rullekuffert ud af bilen og trykkede på knappen, der fik garageporten til at glide i igen. Elisabet stod allerede i døren. Døren var også stor, den passede til huset. Med blyindfattede ruder langs den ene side af karmen og en ordentlig dørhammer, formet som en løve. En stor marmorkrukke stod på sin store fod ved døren.« Havde de erotiske scener så bare fået lige så meget plads som det omstændige inventarporno.
Romanens tema er for mig vægtigere end dens plot og stil. Skønt det lyder som en gang mut skilsmisseprosa, så pirker Garbers til noget vigtigt og tidstypisk, der er større end det enkelte menneskes små og store samlivsproblemer. Og man føler sig ramt.
Hvordan får vi de livsvalg, vi nu træffer, til at føles rigtige bagefter? Laust aftegner et samfund, der fortæller os, at vi har ret og pligt til det fulde, lykkelige liv. Vore forhold skal være mere end fornuftsægteskaber, de skal gøre os til hele, selvrealiserede mennesker. Men når man har lært altid at mærke sig selv, er man også dømt til altid at være i tvivl: Kunne mit liv ikke altid være lidt bedre? Hvis Laust skiftede konen ud med fyrige Silvia, ville det hele måske blive lidt mere lækkert for ham?
Garbers borer videre: Skal vores ret til lykke stå over det ansvar, vi har for andre mennesker? Er skilsmissen det modige eller kujonagtige valg? Må man forlade et barn af frygt for at blive en skidt forælder? Hvornår bliver retten til lykke hensynsløs?
Der er ingen lette svar, men flere rørende, frustrerende passager, hvor Laust tænker på, hvad han skulle have sagt, især til sin stakkels hustru, som han skylder en undskyldning eller ti. Men han er så bange for at blotte sine følelser og fejlbarlighed. Den angst går som en rød tråd gennem bogen, der er et studie i elendig kommunikation, hvor alt for mange ulykker kunne være undgået. Det synes også at være en af romanens kæpheste, at vi for fanden må kommunikere, også når det udleverer os til den anden. Der er ingen genveje til kærligheden hos Garbers, den opstår af sårbar kommunikation, ikke lækker livsstil. Selvom formen er noget ujævn, så stiller romanen tankevækkende, vedkommende spørgsmål til sin samtid; Lausts triste midtvejskrise bliver pludselig noget, vi alle kan spejle os i: Er mit (kærligheds) liv fuldt og helt nok? Har jeg gjort mig fortjent til sådan et liv? Elsker jeg
