Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En mildt indtrængende guddommelige vision

Radiosymfonikernes tidligere chefdirigent, 86-årige Herbert Blomstedt, gav endnu en koncert, som vil blive husket for indsigt og visdom
Kultur
29. oktober 2013

Koncerter med Radiosymfonikerne og chefdirigent Herbert Blomstedt er blevet noget enestående i vort musikliv. Uanset om musikken er af Bach, Beethoven, Brahms, Bruckner, Mahler eller Carl Nielsen oplever man opførelser af åndelige dimensioner, som man ikke kan ryste af sig. Hver gang må man sande Gustav Mahlers ord om, at det vigtigste ikke står i noderne. Det vigtigste er at formidle, hvad der står bag noderne, at forsøge at åbenbare værkets ånd og dybereliggende musikalske karakter. Det er det, Blomstedt gør på basis af sin enorme erfaring, og det er derfor, man bliver ophøjet af at lytte til ham.

Blomstedt var borte i mange år, da han var chef for Dresdens Statskapel og San Francisco Symfonikerne. Så vendte han tilbage i 1996, og siden har han dirigeret sit gamle orkester i næsten hver sæson. Det har ikke været nemt at finde tiden, for alle vil have fat i ham. Senest har først Berliner Filharmonikerne og siden Wiener Filharmonikerne omsider taget ham til sig, og det med hvad man må kalde glæde og entusiasme. Nu er Blomstedt 86 år, og man tænker unægtelig på, hvor længe det kan vare ved at være blandt de udvalgte.

Guddommelig vision

I torsdags gjaldt det endnu engang et værk af komponisten Anton Bruckner, denne gang Femte Symfoni i B-dur. Alle Bruckners symfonier er mægtige af omfang og substans, forskellige i deres dramaturgiske anlæg, men måske er denne symfoni den mest fuldkomne, i hvert fald var komponisten selv overmåde tilfreds med den. Det har været almindeligt at tale om Bruckner og Mahler i samme åndedrag, som om de havde et fælles musikalsk ståsted. Men at det er ganske forkert, kan man slutte alene ud fra dette nummer i deres symfoniske produktioner.

Hvad var det så, Herbert Blomstedt hørte bagved noderne i Bruckners Femte? Umiddelbart må jeg sige, at han formidlede en mildt indtrængende guddommelig vision og egentlig ikke i traditionel religiøs forstand. Det var en bekendelse til musikkens kosmiske dimensioner synliggjort ad to kanaler: En mesterlig analyse af samspillet mellem de mange lag i værkets struktur, og en bevægende afklarethed i kommunikationen med orkestret.

Det var påfaldende, at Blomstedt på intet tidspunkt lod symfonien løbe storm på trommehinderne, hvad man for så vidt sagtens kunne gøre ud fra det skrevne. Men der var ingen ambition om at imponere med katedraler eller apokalypser. Balancen i orkestret var derimod subtilt justeret. Messingblæserne var ofte tvunget i defensiven, strygerkorpset med de to violingrupper vis-a-vis på flankerne fik lejlighed til at give symfonien en fascinerende nuancerigdom af klangfarver, og solisterne på fløjte, obo og klarinet stod frem med bemærkelsesværdige indsatser i pagt med dirigentens ønske om at tjene musikken. Og kun den.

Kontrapunkt

Bruckners Femte Symfoni giver i den grad orkestret anledning til at synge, for de sangbare temaer dukker gang på gang op, både helt åbent og i det skjulte. Denne livsalige kantabilitet forfulgte Blomstedt med vismandens beherskede overblik. Man fornemmede, at han opbyggede temaforekomsterne gradvist ud fra devisen less is more, hvorfor adagioens strygerhymnes kronende genkomst så at sige kom til at bryde igennem i en ubeskrivelig skønhedsåbenbaring. Ikke fordi der blev brugt mange kræfter, men fordi tilsynekomsten af klang, flerstemmighed og frasering stod i forhold til alt, hvad der var gået forud.

På samme måde oplevedes finalen som en grandios kulmination. Den er Bruckners mesterstykke i kontrapunkt, hele fire temaer er i spil. Blomstedt tydeliggjorde strukturen i disse monumentale fugaer med skarpsyn og mådehold, og igen med en eminent sans for at dosere muskelspillet, så udmattelsen ikke fik lov at indfinde sig hos såvel musikere og publikum.

Det var vel her, det egentlige budskab om noget langt større end dagen og vejen trængte igennem. Det var også sådan, Mahler valgte at udtrykke en kosmisk kærlighedsdimension i første del af sin 8. Symfoni – han inddrog også et kor på tusind sangere. For Bruckner var det alt tilstrækkeligt at lade orkestret synge, og efter denne opførelse vibrerer sangen endnu.

 

Bruckner: ’Symfoni nr. 5’. DR Symfoniorkestret. Dirigent: Herbert Blomstedt. Koncerthuset den 24. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her