Læsetid: 2 min.

Misbrugsduet med pulver og rhinsten

Soderberghs sidste film, ’Mit liv med Liberace’, er en lidt mat afsked med den en gang så skelsættende instruktør
24. oktober 2013

Liberace var ikke bøsse. Officielt. Men uofficielt var han. Og det var hans liv i en nøddeskal, hvis vi skal tro Steven Soderberghs seneste film Mit liv med Liberace: Mestendels forlorent, inklusive plastikkirurgisk modificeret pik og siden også ditto ansigtstræk, her inkarneret af en overdådigt spillende Michael Douglas. Og bag det hele gemte sig en fundamental mistillid til andre menneskers kærlighed, en narcissistisk båndsløjfe af håb, så desillusion, så håb osv.

Var der noget den folkekære amerikanske pianist og entertainer til gengæld forstod, så var det at fyre op under dekadencens og den dårlige smags kedler. Han havde en Rolls Royce til sin rhinstenskåbe (tag den, Simon Spies), hans palads var det rene bling, og hans shows handlede ikke så meget om kærlighed mellem mennesker som om menneskers kærlighed til ham.

Mit liv med Liberace fik ikke biografpremiere i USA, hvor det kan være svært at få Bibelbæltet med på film om homoseksuel kærlighed. Hvilket selvfølgelig er noget pjat, fordi det er det bare. Men også fordi det er en fortælling om, hvordan berømmelse kan gøre enhver ensom, hvordan kærlighed sagtens kan devalueres med tiden, og hvor destruktivt selvhad kan være, ikke kun i dets epicenter, men også i en betragtelig radius fra det.

Soderberghs sidste film

Filmen endte med at blive en HBO-produktion og -premiere, og det er måske i virkeligheden ikke noget nederlag. Ja, måske markerer det et endeligt magtskifte i forholdet mellem Hollywood og kabel-tv?

Det er tilmed 50-årige Soderberghs sidste film. Efter et væld af skelsættende eksperimenter og elegante blockbusters samt en enorm betydning for indie-filmens fremkomst kaster han håndklædet i ringen. Desværre med en lidt mat gestus.

Som med mange af hans seneste film er det svært at mærke Soderberghs temperament i Mit liv med Liberace. Det skabte en interessant kølig spænding i den tikkende bombe af en actionfilm Haywire, men det gjorde også pandemi-dramaet Contagion til en mat mismodig systemkritik. Filmens nærmeste slægtning er Paul Thomas Andersons Boogie Nights, og i begge film kvæles hovedpersonerne i luksus og narcissisme. Begge film foregår primært i 70’ernes og 80’ernes præaids-orgie – her som baggrund for en misbrugsduet i pulver og bling med Matt Damon som Scott Thorson, Liberaces store kærlighed og forlis. Soderbergh afholder sig – modsat Anderson – fra at digte med på epokens flamboyance. Jo, der er kiksede tilløb til at dyrke disco-æraen med nogle (måske bevidst) ubeslutsomme kamerature. Men det er kun under Thorsons to store nedture, at Soderbergh for alvor lader kameraet digte med på – og føle – i et par impressionistisk rystede minifortællinger om dét at miste grebet.

Det kunne faktisk have været en klædeligt neutral tone i filmen, men den modarbejdes af en mislykket balance mellem komedie og tragedie. Douglas er både morsom og sørgelig som Liberace. Rob Lowe som plastikkirurgisk guru er ubetaleligt komisk. Mens Damon er alvoren selv. Der er en genremæssig polyfoni på spil, og den er interessant, men den ender desværre som en ubeslutsom slagside, som ikke kun skaber distance, men også kedsommelighed.

’Mit liv med Liberace’Instruktion: Steven Soderbergh. Manuskript: Richard LaGravanese. Amerikansk. (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu