Læsetid: 4 min.

Et mords anatomi

Mennesker mødes, og vidt forskellige dagsordner opstår, som det skete, da en ældre dansker giftede sig med en sydafrikansk skønhed og fik livsgnisten tilbage. Det endte i tragedie
1. november 2013

Dette er historien om en dansk mand, der som ung spiller piano i Holstebro Jazzklubs Orkester og senere har stor succes i livet. Han gifter sig med sin første elskede. De får to ønskebørn, en dreng og en pige. Han er udadvendt, glad, har mange gode venner. Han gør karriere, bliver civiløkonom, køber villa i Farum, skifter spor og overtager sammen med sin kone nogle Matasbutikker. De har 40 harmoniske år sammen, da hun pludselig bliver syg og dør, kun 57 år gammel. Derefter mister han livsmodet.

Det genvinder han uventet nogle år senere, da en ung, sort skønhed ved en grillfest hos bekendte i Sydafrika sætter sig ved hans bord. De snakker godt sammen, synes han, som om aldersforskellen slet ikke spiller nogen rolle. Han er 63 år, hun er 22. Men pludselig er hun væk. Imidlertid finder han hende under dynen, da han går op for at sove. Det er som at få en gave. Hans navn er Preben Povlsen, hun hedder Maria Bulamu, og snart hedder hun Maria Povlsen.

Takket være hende, får han livsmodet tilbage. Hun kommer med til Danmark, og han sørger for, at hun kan uddanne sig og arbejde. Nølende accepterer omgangskredsen forholdet. Han sælger sine butikker og bliver mangemillionær. Alt tegner lyst og lykkeligt. Preben spiller jazz på klaveret, Maria danser til. De får to børn, en dreng og en pige.

Børnesoldaten

Det er journalisten Helle Maj, der fortæller historien. Sammen med sin partner, en fotograf, har hun freelancet fra Afrika igennem tyve år. Da Preben Povlsen en dag findes myrdet, indrullet i et tæppe på et øde sted, bliver hun optaget af hans historie. Senere besætter den hende, og det i en grad så hun bruger fem år på at undersøge den til bunds med henblik på at skrive en bog.

Maria savnede Afrika, hvorfor Preben købte en pragtvilla med splendid udsigt lige uden for Cape Town. Der skal de tilbringe vinterhalvåret, når det er koldt i Danmark.

Hvad der så skete, var han blevet advaret imod: At når man på de kanter gifter sig med en sort, gifter man sig med hele hendes familie, og Marias er stor. Hendes søster flytter ind med sin søn for at fungere som hushjælp. En bror bliver altmuligmand. Familiemedlemmer bliver syge, og Preben betaler. Pengene fosser ud af kassen, selv om han forsøger at holde igen. Broren hører ikke til blandt Guds bedste børn. Han har været børnesoldat i Uganda, hvor familien led under diktatoren Idi Amins rædselsherredømme.

Han er vant til at dræbe.

Preben Povlsens afrikanske drøm har forvandlet sig til sin modsætning. Broren møver sig mere og mere ind på huset, inviterer vennerne, tager stoffer og kører rundt i bilen, som var den hans egen, når husherren er i Danmark. Under et besøg i Uganda, kan Preben resigneret konstatere, at hans hustru hele natten er ude i Kampalas natteliv. Senere viser det sig også, at hun har en fast elsker i nabolaget i Cape Town.

Mens Preben har drømt om et roligt familieliv, har Maria drømt om hans penge. Han er det, de sorte piger kalder en sugardaddy. En ældre, rig, hvid mand, man kan udnytte.

Hvis man føler trang til at dømme og fordømme andre, vil man kalde Preben Povlsen godtroende. Men så var der jo lige det med, at meningen med livet var væk, indtil han traf den unge kvinde, og at han, som efter alt at dømme var et ordentligt menneske, næppe havde fantasi til at forestille sig kynismen hos den, han elskede.

Hun på sin side kommer fra ekstrem fattigdom, hvor det gælder om at klare sig med alle til rådighed stående midler. Det gør andre jo også. Mod visse modydelser kan hun tilmed give den som rig dame, købe lækre mærkevarer, tøj og tasker, osv. Det går på djævelsk vis, indtil broren en dag dræber hendes mand med sådan cirka 50 knivstik.

En tilståelsessag

Det er her, den danske journalist kaster sig over sagen med sit omfattende graverarbejde. Preben Povlsens to ældste børn hjælper hende som en form for mental heling. Helle Maj taler med jurister, politifolk, venner og bekendte og med den mordsigtede i fængslet. Hun går så vidt som til at engagere en privatdetektiv til at løse en delopgave.

Hun finder huller i efterforskningen, følger retssagen, der strækker sig over fem år. Hun oplever en anklager, der ikke har orden i argumenterne, tre søskende, der lyver og ændrer forklaringer, men egentlig er der ikke tale om noget stort mysterium og heller ikke om noget større perspektiv. Morderen, der viser sig at have aids i udbrud, har med det samme tilstået. Kun er der tvivl om, hvorvidt de to søstre har medvirket til selve drabet eller blot til at dække over det. Hvis de da er søskende! Det kan man ikke helt vide. Alligevel er Helle Maj i stand til at skrive denne virkelige beretning, så man har svært ved at slippe den. Det sker gennem iagttagelser, rekonstruerede dialoger og personkarakteristikker, som tilsammen desuden giver et billede af dagens Sydafrika med dets kultursammenstød, kontraster og kriminalitet. Man erindrer sig Otto Premingers filmtitel Anatomy of a Murder. Det er det, der er tale om her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu