Læsetid: 3 min.

Når fiktion og fantasi overgår virkeligheden

Thomas Pynchons nye roman, ’Bleeding Edge’, er en slags detektivhistorie om årtusindeskiftet i New York, dotcom-boblen og 9/11. Pynchon er på slap line, men anlægger indimellem en alvorlig mine
Den amerikanske forfatter Thomas Pynchon lader handlingen i sin nye bog, ’Bleeding Edge’ foregå omkring årtusindskiftet med terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001 i en hovedrolle. Her er det gadekunsteren Banksys seneste værk med netop 9/11-angrebet i New York som motiv.

Frances M. Roberts

25. oktober 2013

Da jeg for nylig meddelte en navnløs forfatter, at jeg skulle anmelde Thomas Pynchons nyeste roman, skrev han tilbage, at han ikke var fan. Pynchon har ifølge ham »aldrig fundet vejen ind i, slår altid skinnebenene til blods mod al det postmoderne skrammel i entréen«.

Men det er netop det skrammel, der gør Pynchon til Pynchon og en kandidat til den nobelpris i litteratur, han heller ikke i år fik.

Og Pynchons nye bog skramler også derudad. Ligesom hans forrige roman, Inherent Vice, kan Bleeding Edge betragtes som en slags Pynchon Lite, som en amerikansk anmelder skrev. Det er en private eye-detektivhistorie, der udspiller sig i årene omkring årtusindeskiftet med internettet, dotcom-boblen og ikke mindst 9/11 som de stumtjenere, hvorpå Pynchon hænger sin historiske hat.

Som altid lader Pynchon sine romaner foregå i en specifik og afgørende epoke i amerikansk historie, men ikke uden at forvanske den. Det gør han ved at fremstille den historiske virkelighed, den teknologiske udvikling, det amerikanske samfund osv. gennem et paranoidt filter. Paranoia, hedder det i den nye bog, er hvidløget i livets køkken, man kan aldrig få for meget!

WTF

»What, then, the fuck, is going on?« lyder det et sted i Bleeding Edge, og det er et godt spørgsmål. Som sædvanlig er plottet umuligt at følge (nogle ville kalde det slapt og unødigt usammenhængende, og de ville have ret, men det er efterhånden præmissen, når man læser Pynchon). Så et handlingsreferat giver næsten ingen mening. Men. Det er noget med IT og et sted, der kaldes DeepWeb, en slags internettets af- og undergrund, et sort hul i den virtuelle verden. Det er noget med lyssky computervirksomheder, sikkerhedstjenester, terrorister og den russiske mafia. Blandt andet.

Det er også noget med en hovedperson, der hedder Maxine Tarnov. Hun er mor til to, bor på Upper West Side og er en blanding af Sam Spade og Agent Catwalk, detektiv med speciale i svindel og bedrageri. Det er noget med en emoagtig terapeut, en neoliberal krigsforbryder og elsker, en venstreorienteret veninde og blogger. Noget med yuppier og nørder, der arbejder i Silicon Alley (!) i New York. Noget med en superskurk ved navn Gabriel Ice. Blandt andet.

WTC

World Trade Center spiller som sagt en hovedrolle i romanen. Der går dog flere hundrede sider, inden det bliver den 11. september 2001, og det giver den første del af romanen et mærkeligt og næsten kontrafaktisk skær, som om der ikke fandtes noget før den dag. Og efter terrorangrebet indtræffer, gør Pynchon alt, hvad han kan, for at nedtone begivenhedens betydning. Uanset hvor meget han lægger ordene i munden på sine karakterer, er det tydeligt, at det har ligget ham på sinde at undergrave den officielle og offentlige stemning omkring 9/11.

Eksempelvis huer forestillingen om Ground Zero ham helt klart ikke. Her taler fortælleren: »This was nowhere near a Soviet nuclear strike on downtown Manhattan, yet those who repeat ’Ground Zero’ over and over do so without shame or concern for etymology. The purpose is to get people cranked up in a certain way. Cranked up, scared, and helpless.«

Her lægger Pynchon kortene på bordet og bekender kulør. Det klæder ham faktisk, selv om det naturligvis nok skal pisse og allerede har pisset en hel del folk af. Under alle omstændigheder er det ret atypisk med den eksplicitte og entydige kritik af ikke kun 9/11-mytologien, men også af kapitaliseringen og kommercialiseringen og koloniseringen af samfundet, byrummet, internettet og så videre. Kort sagt: kritikken af, som der står et sted, late fucking capitalism.

Ironi og fiktion

Til gengæld er det typisk Pynchon med opfindsomme akronymer som DITS (Discount Inventory Tag Stupor), oneliners som: »The past, hey no shit, it’s an open invitation to wine abuse«, og tegneseriekarakterer som Conkling, en privatdetektiv, der opklarer forbrydelser ved hjælp af næsen (a private nose). Computerpersoner, der bærer T-shirts med påskriften ’>P/P<’ er også et hundrede procent Pynchon. Det samme er platte vitser og popkulturelle referencer til Jennifer Aniston og Ace Ventura, ligesom han konsekvent ikke skriver »says«, men »sez«: Selv om han er nogle og halvfjerds, forbliver han evigt ung i sit sprog og sin skrift.

Det er også typisk, at ironi spiller en stor rolle i romanen, for når alt kommer til alt, en Pynchon en ironisk forfatter. Det kan man kalde postmoderne, men man kan også sige, at der måske er en højere mening med den ironiske tilbøjelighed. I hvert fald fremlægges den tese i romanen, at netop ironi var en collateral casualty ved 11. september. Tanken er, at det fra politisk hold er blevet et krav at undgå ironi og anden make-believe og i stedet holde sig til den såkaldte virkelige verden og for alt i verden være konkret.

På et tidspunkt bliver det endda forbudt at læse fiktionsværker på den skole, hvor Maxines to børn går. Det er naturligvis et karikeret eksempel på tidsånden, men der er alligevel noget sandhed i det, også i en ikkeamerikansk kontekst. Bare tænk på politikere, der prædiker økonomisk nedskæringsrealisme, realityprogrammer på tv og forfattere, som pludselig forlader fiktionen som sådan for i stedet at skrive selvbiografiske værker om deres virkelige liv. ’Ingen illusioner, ingen fiktioner!’ synes buddet at lyde.

I den forbindelse bliver det en (i både æstetisk og politisk forstand) påtrængende og befriende gestus at ironisere. At fabulere og fantasere og på den måde bevæge sig et andet sted hen end det, man kender som den alt for bogstavelige og virkelige virkelighed. Det kan være The DeepWeb. Men det kan jo også bare være noget så gammeldags som en roman som Bleeding Edge. Selv om den ikke er Pynchons bedste bog, er der stadig ikke mange andre fiktionsværker, der når den til sokkelholderne. Eller skinnebenene for den sags skyld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu