Læsetid: 2 min.

Nordisk kultureksport

Med den 10. krimi om reporter Annika Bengtson tegner sig en ujævn serie, der er mest spændende som nordisk kultureksport. Liza Marklund har forladt kønnenes kamp, men har ikke fundet et nyt projekt
25. oktober 2013

Under et makabert gidseldrama måtte Annika Bengtssons mand Thomas bøde for den vestlige verdens indirekte overgreb på Afrika, og i den anledning inviterede Liza Marklund på en foruroligende rejse ind i den hvide mands (og kvindes) sorte samvittighed.

I denne uge udkommer efterfølgeren til Sort Hvid, og her er krimireporteren tilbage på den svenske forbryderscene. Dermed er desværre også kvalitetsniveauet rykket ned.

For 15 år siden slap Marklund den socialt akavede og småaggressive, men skarpsindige journalist løs på en mandsdomineret dagbladsredaktion. Hun blev udstyret med en forfængelig og ambitiøs ægtemand, børnene Kalle og Ellen og en ikke uvæsentlig kvindesag, der var med til at sikre eksporten af Annika-bøgerne til mere end 30 lande.

Koblingen af den maskuline krimi og den ensomme kvindehelt har gjort Liza Marklund til en slags pendant til britiske Lynda La Plante, hvis kriminalkommissær Jane Tennison blev spillet på tv af Helen Mirren, i hvert fald tematisk. Hvad angår sproget og plotsnedkeriet, har Liza Marklund aldrig formået af få feinschmeckerne med sig.

Efter den utroværdige Nobels testamente, hvor en international lejemorder likviderer en gæst ved nobelfesten, slap Marklund det hjemlige materiale med en medrivende familieintrige med forbindelser til økonomisk kriminalitet på den spanske solkyst i bøgerne Livstid og En plads i solen.

Med de seneste tre solide spændingsromaner er det derfor ærgerligt, at Annika nu igen må tage opstilling uden for en regnvåd villa i stockholmske forstæder, hvor de privilegeredes ambitioner igen har drevet mennesker til at overskride grænserne for troværdig adfærd. Fordi forfatteren ikke går i dybden med sine personer og i stedet fisker for meget i dammen med velkendte arketyper.

Overdreven tortur

Noras bog er mysteriet om en folketingspolitiker, der bag den forbilledlige facade, han bebor, bliver torteret til ukendelighed. Samtidig er hans hustru forsvundet. Ind i historien flettes en anden kvindes forsvinding 20 år tidligere, en sag, der blev portrætteret i en tv-dokumentar af Annikas chefredaktør på tabloidavisen Kvällspressen, Anders Schyman. Da Schyman udsættes for anonyme angreb på sin troværdighed af en rabiat blogger, ruller en medieskandale og en sidehistorie, der har både mere kød og plausibilitet end det overdrevne torturplot.

Mens Annika har sit at se til med en ny sammenbragt familie og en forsmået, traumatiseret eksmand, er det engang så idealistiske journalistiske fyrtårn blevet en mere interessant karakter. Marklund er bedst i beskrivelserne af Schyman, der sidder og googler priser på vindmøller, så han kan blive selvforsynende på sin og konens skærgårdsø og trække sig fra den stadig mere overfladiske avisverden. Og bogen er mest underholdende som komisk kritik af det (a)sociale mediecirkus.

Sprogligt er der ikke mange fornøjelser ved Noras bog , hvor intet overlades til fantasien, når personerne tænker deres hemmelige dagsordener i kursiv. Det lugter simpelthen af skrivekursus, når en reporter med radioudstyr omtales som insektmanden fra Annika Bengtsons synsvinkel, mens en ’veldrejet blondine’ betragtes som Barbiedukken af en anden karakter, politikvinden Nina Hoffman.

Annika Bengtson har vundet kønskampen, men klichéerne har hun stadig imod sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu