Ud over, ja, fysisk konkret uden om og ved siden af de 51 nye digte i Sten Kaaløs 28. samling får læseren i tilgift endnu ét på den forreste klap og ét på bagsiden af bogen. Det gør værkets grænse flosset, men virker samtidig gavmildt, overskudsagtigt, karakteristisk for denne venlige, lune poet, hvis styrke også denne gang er de hverdagssituationer og naturbilleder, som han formår at aflokke sødme og ynde:
»Foran et grantræ i skoven / en ranglet gederams / en sommerdag / tynd og forpjusket / bleggrønne blade / klatrende ad stilken / mod toppens lille / svævende diadem.«
Godt set, elegant turneret. Helt enkelt og dog så smukt. Fortættet og rent, ligesom det følgende digt, hvor en slåenbusk snor sig op mod den gule himmel, og hvor dens hvide blomster springer ud som små japanske kys!
Nogen eller noget
Tynde virker derimod de omgivende tekster, hvor Kaalø forfalder til det idyllisk tuttenuttede, når han da ikke lige puster sig gevaldigt op og leverer en kulturkritisk bredside mod storbyjournalistikken, hvori det egentlig er ganske ligegyldigt »hvad artiklen handler om / der er for lidt mad i Egypten / for lidt kunst i ordene / for lidt motion i skolen / for lidt penge i Vestas-aktier / bare det fremgår at den skrivende er noget helt særligt«.
Springer vi til den anden ende af bogen, finder vi et digt, hvor hverdagssceneriet og naturiagttagelsen også for en tid giver plads til præsten Sten Kaalø side og side med poeten: »Nogen eller noget / sukker tilfreds et sted i regnen / måske er det bilen / vi lige er stået ud af / måske skovbrynet / eller gruset under vore sko // Nogen eller noget / tar imod os i eftermiddagslyset / som allerede / er tæt på at forsvinde / vi omfavner hinanden / i tusmørket ved leddet«
Denne ’nogen’ kunne være Gud. Dette ’noget’ kunne være kærligheden selv. I hvert fald opfattes det som en kraft eller vilje uden for eller over os. Og måden, hvorpå denne nogen eller dette noget træder frem – så selvfølgeligt, upåfaldende – virker uhyre kaaløsk.
Typisk for ham er ligeledes i den nye samling opmærksomheden over for omgivelser, omstændigheder, for fuglene, vejret, lyset, en sanseåbenhed, som han i øvrigt deler med Frank Jæger, og som han her folder ud i første dels 15 og sidste dels 20 tekster. Mellem disse to blokke får vi en sektion med 6 lange og lige på nær ét faktisk for lange, fortællende slentredigte, dernæst 6 kærlighedsscener og 4 spøjse indslag om historiske skikkelser og deres spor: Formand Mao, Auden, Mona Lisa og Martin Luther – eller var det mon selveste Jesus Kristus, manden i åbentstående frakke og med krampagtigt greb om plasticposerne på vej over torvet i Eisenach?
Bedst i denne bog fungerer for mig at høre og se de tekster, hvori Sten Kaalø glemmer nuttetheden som sit gamle, velkendte varemærke og i stedet vover at satse på forkortning og fortætning. Det sker særlig smukt et enkelt sted i sektionen med (alt for) lange digte, da vi midt i hans småpludrende slentren pludselig får 60 bittesmå trelinjede haikulignende strofer, tilsammen en stemningsvandring, der slutter med, at de elskende ler »med pustens / varme sky / foran ansigterne // i færd / med bare / at være.«
Sådan en sødme- og yndefuld ankomst er lige ved at kunne veje de grueligt mange tynde, slappe og poetisk dovne digte i resten af samlingen op.
